Plader

Race for Titles: s.t.

En homogen, velproduceret og frem for alt imponerende debut fra Omaha-bandet Race for Titles.

Det er efterhånden en række år siden, at det musikalske fokus har været så centreret på blot en enkelt by (læs: Seattle). Og hvem skulle tro, at man skulle søge midt ind på det store amerikanske kontinent til en halvsøvnig by i staten Nebraska. Immervæk er spotlyset rettet mod byen Omaha, hvor det efterhånden ret kendte pladeselskab, Saddle Creek, og dets bands Bright Eyes, Cursive, The Faint m.fl. har hjemme. Byens seneste musikalske afkom er Race for Titles, som med deres fuldlængde-debut nu forsøger at følge flokken mod anerkendelse og berømmelse.

Race for Titles har med deres debutalbum skabt det helt ideelle soundtrack til skyernes vandren over himlen. Det er svært ikke at lade sig begejstre over den måde, hvorpå pladen luller sin lytter ind med sine hypnotiske, dagdrømmende toner. Som anmelder søger man som regel at systematisere musikken, at putte den i små genrebokse – men jeg elsker at modtage musik, der leger og udfordrer sin lytter så meget, at det nærmest indbyder til at lade være. Jeg vil dog gøre et forsøg alligevel.

Race for Titles’ kolde blå farver, som pryder deres flotte coverart, understøttes af en gennemgående blå tone i bandets musik. En umiddelbar genre-association ved lytningen til Race for Titles’ musik er den såkaldte spacerock. Bandets mange lag af guitarer skaber et formidabelt, bredt og svimlende lydbillede og en sonisk malstrøm, som man ikke kan undlade at lade sig flyde ned i.

Pladen skydes blidt i gang af det umiddelbart stærkeste nummer, “AM/PM”. Musikken ligger fra starten fjernt i lydbilledet, mens en lettere distortet og klagende vokal sætter ind og maler den blå tone: »I don’t want to feel this anymore.« Vokalen tilhører James Massey, som med sin lyse, klare stemme gør sit til, at Race for Titles har deres egen originale lyd. “AM/PM” bygger fremragende op mod et langvarigt intenst klimaks med sublimt guitarspil, varieret rytmesektion og en blød bas. I dette åbningsnummer byder Race for Titles på væsentligt mere end blot spacerock. Masseys sørgmodige vokal minder på mange punkter om Keeley Davis’ (Engine Down) mediterende vokallinjer. Musikalsk lyder det dog til, at bandet også har hentet inspiration hos de forgangne emo-konger i Mineral. Men også The Cure spørger et sted i baggrunden; det er den generelle stemning, som gennemsyrer pladen, der får ens tanker hen i retning af det triste mesterværk, Disintegration.

Ud over “AM/PM” er det vanskeligt at fremhæve numre, der kvalitetsmæssigt skiller sig ud, og det er bestemt til bandets fordel, for med debuten har de nemlig skabt en plade, der frem for alt er homogen, og det er et stort plus. Der sker dog spændende ting i mange af numrene, eksempelvis i den ualmindeligt vemodige “Don’t Forget to Breathe”. Man forestiller sig at blive hevet under vand og holdt nede, til ens lunger siger fra, imens Massey hvisker linjerne: »Hold your breath / You’re going under / Taking everyone / With you.« Det kan næsten ikke blive mørkere, men det er også i sådanne øjeblikke, at Race for Titles fungerer allerbedst.

Tilsat musikken bringer James Massey en samling tekster, som sætter ord på de længselsfulde toner. Tekstuniverset peger for det meste mod kærlighedens mørke sider, fremmedgørelse, afsked og død. “The Distance Session” begræder ensomhedens realiteter: »I can close my eyes / And no one will / Ever find me«; “Static Online” afslører det bitre farvel: »Don’t bother saying goodbye / Just leave the note on the table«; og “Third Passenger” refererer til døden: »And I’ve seen the highway / A hundred times / There is only one more chance / Take one last breath.«

Ud over at skrive gode triste sange imponerer Race for Titles også ved sjældent at forfalde til det navlepillende. Det er ikke mindst takket være Matt Bowen, hvis stærkt dynamiske trommespil en fryd for øret, og det er blandt nøgleelementerne, der giver den triste musik et stænk energi.

Producer AJ Mogis, der efterhånden har haft sine fingre på plader af samtlige Omaha-baserede bands, har gjort et rigtig godt stykke arbejde med Race for Titles’ debutplade. De samtidigt rockende og ømme, skrøbelige melodier er pakket ind i en glasklar produktion, som giver masser af rum til de bløde toner i de blide passager, men som også lader støjen slå gnister og skære smukt igennem. Lydbilledet er med andre ord en sand fryd at lægge øre til.

Der er generelt ikke meget negativt at sige om Race for Titles. Dog er et væsentligt kritikpunkt, at der ind imellem forekommer et par knap så fantasifyldte sange, hvor man godt kunne savne lidt mere fantasi og variation i sangskrivningen. Dette er som sådan det eneste, der hiver ned i helhedsindtrykket.

Alt andet lige er det en stærk, trist og absolut vedkommende debutplade, som Race for Titles har sendt på gaden, og den skal nok gøre sit til, at interessen omkring Omaha-scenen vil blive skærpet yderligere.

★★★★½☆

Lyt til “AM/PM”:
[audio:http://www.redemption.net/audio/Race_for_titles-am_pm.mp3]

Deltag i debat