Plader

Spoon: Kill the Moonlight

Spoon er ikke helt på toppen på album nr. fire, men de gode melodier og den legende tilgangsvinkel gør ikke desto mindre Kill the Moonlight til en udmærket investering.

Med en debutudgivelse hos Matador har man næsten allerede fået langt mere, end man kunne forlange. Her startede Spoons musikalske karriere. Rutschebaneturen førte bandet videre til Elektra, som droppede dem igen efter blot en enkelt plade. Argumentet? Tja, de manglende hitsingler. Eller rettere, hitsinglernes manglende salg, for hits, det kan Spoon immervæk skrive. Bandet er nu tilbage på et indielabel, og de gode sange skrives stadig – heftige salgstal eller ej.

Med Kill the Moonlight holder Spoon stadig fast i deres umiddelbare og poppede tilgang til rocken, og lytteren bydes på en ligevægt mellem genkendelige, traditionelle elementer og friske, legende innovationer: De gode melodier er i højsædet, men ikke uden samtidig at være udsat for en nysgerrig og prøvende produktion, som åbner for umiddelbare musikalske indfald. I forhold til gruppens forrige album, Girls Can Tell, er der i lydbilledet blevet skåret væsentligt mere ind til benet; Spoon har tydeligvis søgt en mere minimalistisk fremgangsmåde, hvor ‘less is more’. Dette viser alt i alt et band, som ikke ønsker at holde sig i samme grøft, men derimod konstant arbejder sig videre frem mod nye udtryk, hvilket lykkes ganske godt på Kill the Moonlight.

Forsanger og sangskriver Britt Daniel besidder samme halvnasale, hæse vokal som Julian Casablancas (The Strokes). Men hvor Strokes sidder uheldigt fast i 70’erne og blot skriver sange, som følger samme opskrift, og desuden har fået tildelt en ovenud kedelig produktion, formår drengene i Spoon at være væsentlig mere livlige. Britt Daniel har ikke behov for at få sin stemme pakket ind i et underligt EQ-filter, ej heller at forcere den hæse røst – han er som skabt til denne livlige, poppede rock’n’roll.

Det er med kraftig insisteren på ovennævnte minimalisme, at Spoon åbner Kill the Moonlight. Det sker i form af “Small Stakes”, som indledningsvis udelukkende består af en metronom, taktfast fingertappen på mikrofonen, febrilsk orgel, tamburin samt Britt Daniels vokal. Sangen toner ud i en ren jamsession, hvor en vildt bankende trommeslager giver sit besyv med i et lille halvt minuts tid. Virkemidlerne er få, men hvis melodien samt det rette arrangement er på plads, som er tilfældet i “Small Stakes”, kan det sagtens virke.

Desværre er det netop minimalismen, der som tiltænkt virkemiddel i enkelte tilfælde ender med at blive Spoons egen kæp i hjulet. Mange af idéerne på Kill the Moonlight lyder så friske og spontane, at de tydeligvis er fundet på i studiet. Den kritiske sans har desværre ikke været helt skarp for bandet i samtlige sange. Til trods for sin interessante figur hænger eksempelvis “Paper Tiger” efter de øvrige af pladens sange af den simple grund, at sangen grundlæggende ikke indeholder en melodi, der er god nok til i sidste ende at bære sig selv over målstregen. “Paper Tiger” er instrumentalt bygget op omkring et simpelt trommesample, orgel, taktfaste trommestikker, som sangen igennem klikker mod hinanden, samt momentvise, indskudte effektsamples. Britt Daniel forsøger med en E-lignende (Eels) vokalmelodi at holde sangen oven vande, men når grundidéen er mere leg og eksperimenteren end egentlig melodi, så er det svært at få til at hænge sammen, og det resulterer blot i et decideret irritationsmoment, når skiven har drejet mere end blot et par omgange på anlægget.

Heldigvis har Spoon et stort overskud af gode sange på Kill the Moonlight, som elegant undgår de faldgruber, legen i studiet åbner for. Pladens måske bedste nummer er “The Way We Get By” med sit melodiske overskud udgjort af glad staccato pianospil i bedste Ben Folds-stil. Britt Daniels enstavelses-tekst drejer sig om en fandenivoldsk, disillusioneret ungdom. I “Someone Something” bevæger Spoon sig ligeledes ind på Ben Folds-territorium med det karakteristiske klaverspil og en smittende dansabel melodi. Også “All the Pretty Girls Go to the City” er blandt højdepunkterne på Kill the Moonlight med en svingende glad melodi og en naivistisk tekst med stort glimt i øjet.

Kill the Moonlight er muligvis ikke det stærkeste udspil fra Britt Daniel og co., men dette til trods er det alligevel en festlig og livsglad plade. Britt Daniel spytter stadigvæk masser af gode sange ud; hvorvidt de udsendes via et stort eller et lille selskab er som sådan underordnet, da Spoon efterhånden har fået opbygget en stor og trofast fanskare, der ikke ville lide under at blive udvidet. Så gå ud og køb denne plade i dag.

★★★★½☆

Deltag i debat