Plader

Superdrag: Last Call for Vitriol

Skrevet af Mikkel Mortensen

Decideret søvndyssende er Superdrag ikke, men på Last Call for Vitriol når bandet bestemt heller ikke ud op i den øvre ende af dén skala.

Amerikanske Superdrag har lavet ganske traditionel powerpop/pop-punk siden debut-ep’en Fabulous 8 Track Sounds of Superdrag fra 1995, og det lader ikke til, at kvartetten fra Knoxville, Tennessee nogen sinde har tænkt sig at lave om på det, for der er bestemt ikke sket nogen landvindinger med hensyn til bandets lyd på deres fjerde album, Last Call for Vitriol. Det til trods for, at bandet har været igennem en del i deres forholdsvis korte karriere: Den første ep gav en masse hype og resulterede i en kontrakt med det store pladeselskab Elektra, men da både debutalbummet, Regretfully Yours og det efterfølgende Head Trip in Every Key floppede, krævede Elektra hits, og da Superdrag nægtede, blev de løst fra deres kontrakt og endte hos det noget mindre Arena Rock, hvor de stadig befinder sig. Superdrags varemærke er den dag i dag stadig de iørefaldende, guitardrevne rocksange – og ballader, der er bedst tjent ved hurtigt at blive glemt.

Det starter glimrende med den iørefaldende, akustisk guitar-tilsatte “Baby Goes to 11” (med Superdrags store helt, Robert Pollard fra Guided by Voices, på kor). Herfra bliver der skruet mere op for guitarerne i de fremadrettede “I Can’t Wait”, og “The Staggering Genius”. Tempoet bliver så sat lidt ned i det ligeledes glimrende “So Insincere”, men selv om albummet på dette tidspunkt bestemt ikke er dårligt, sidder man som lytter heller ikke med en følelse af, at det er noget, man gider bruge ret meget tid på.

Den følelse bliver yderligere forstærket, når man kommer til balladerne, der uden tvivl er Superdrags akilleshæl. “Extra-Sensory”, “Way Down Here Without You” og “Her Melancholy Tune” er deciderede fejlskud, fordi disse sange hverken er fængende eller smukke nok til at have nogen som helst effekt på lytteren. Disse sange repræsenterer dog ikke det laveste punkt på Last Call for Vitriol. Det er definitivt den helt igennem forfærdelige “Safe & Warm” – en akustisk ballade, hvor Superdrag nærmer sig alt.country (inkl. slideguitar!), tilsat en tåkrummende tekst, hvor John Davis på klæbrigste vis besynger kærligheden.

I “Remain Yer Strange” overtager bassist Sam Powers mikrofonen fra sanger/guitarist John Davis, hvilket resulterer i albummets dårligste rocksang. Det skyldes dog ikke kun Powers’ begrænsede evner som vokalist, men også at melodien slet ikke er god nok. Det er den derimod i albummets hårdeste sang, “Stu”, og albummets ubetingede højdepunkt, “Feeling Like I Do”. En lille juvel af en melodi, der sagtens kan overdøve John Davies’ forfærdelige tekst om, at han elsker sin kone mere, end han elsker at være fuld: »Come on, baby / Get me into the car / Get me out of the bar / I just want to sleep it off with you.« Afslutningsvis går det endnu en gang helt galt for Superdrag. “Drag Me Closer to You” er intet mindre end et forsøg på at spille god gammeldags blues-rock, og her falder Superdrag igen fuldstændig igennem, fordi denne nærmest fornærmende dårlige sang praktisk talt ikke har nogen melodi eller noget, der bare tilnærmelsesvis kan kaldes gode riffs. Alt i alt lyder denne sang som noget, Gary Moore end ikke ville røre med en ildtang.

Det er heller ikke, fordi tekstforfatter John Davis imponerer med sit tekstunivers, der yderst sjældent hæver sig over fortærskede klichéer, og det virker, som om teksterne er skrevet med en rimordbog i den ene hånd, jf. albummets første to linier: »She is one in a billion / With lips of vermilion,« og sådan fortsætter det over albummets 12 sange, men det banale tekstunivers kan der ses gennem fingre med, hvis blot musikken er god nok. Det er den bare ikke tit nok.

Superdrag lever heldigvis ikke helt op til deres navn: De er ikke super-kedelige, men det omvendte er bestemt heller ikke tilfældet. De burde holde sig til de rockede sange, da det åbenlyst er det, de er bedst til. Det vil naturligvis resultere i ensformige og enerverende albums fra deres side, men det er bestemt at foretrække frem for flere albums, der er lige så ujævne som Last Call for Vitriol.

★★½☆☆☆

Deltag i debat