Plader

Victory at Sea: The Good Night

Skrevet af Mikkel Mortensen

På Victory at Seas tredje album vil sanger/sangskriver Mona Elliott stadig gerne være P.J. Harvey, men nu vil hun også glimtvis være Tori Amos – originalerne er dog stadig de bedste.

Man behøver ikke tilbringe mange minutter i selskab med amerikanske Victory at Seas tredje album, før det bliver overordentlig tydeligt, at pladetitlen skal opfattes ironisk. Der er tilsyneladende ikke mange gode nætter i sanger, sangskriver og guitarist Mona Elliotts liv (eller det er der måske, men dem får vi intet at vide om), men det kan lytteren så til gengæld glæde sig over, for det er tilsyneladende disse negative oplevelser, der sætter gang i hendes sangskrivning, og de præger bestemt The Good Nights 10 sange.

Albummet åbnes stærkt af en trio af rockende sange, hvor især den første, den klart P.J. Harvey-inspirerede “Mary in June”, med sine slæbende trommer, stærke melodilinje og Mona Elliotts overbevisende, dybt følelsesladede og skrigende vokal, er utrolig vellykket. De to andre sange, “Canyon” og “The Liar” viser også gode takter, og førstnævnte viser rent faktisk, at bandet tør eksperimentere en lille (meget lille) smule med instrumenteringen, da verset i “Canyon” har en dragende og hypnotisk effekt pga. den smukke, dæmpede trompet, der ligger under Mona Elliotts stemme. Denne lovende start på sangen følges op af et forløsende omkvæd, hvor bandet virkelig får lov at spille med de støjende muskler. “The Liar” er også godt opbygget, og pga. de eksplosive trommer og den æggende melodi føles versene som en stilhed før stormen, og den storm kommer nok så eftertrykkeligt i omkvædet, hvor støjen igen får lov til at herske.

Herefter bliver der skruet ned for volume-knappen i det glimrende, Tori Amos-agtige, piano-tilsatte, men alt for korte “Old Harbor” – og det er i dette afdæmpede spor, den resterende del af The Good Night fortsætter. Dette er ikke ubetinget succesfuldt – hverken det korte “A Song for Brian”, det yderst umelodiske “Proper Time” eller det kiksede afslutningsnummer “Fire Fly” har meget at byde på – men det giver variation i Victory at Seas udtryk, og det gør det alt andet lige lettere og mere behageligt at lytte til Mona Elliott og co.’s eskapader, når de ikke konstant er pakket ind i uforsonlige og larmende guitarer. Især når numrene er på højde med førnævnte “Old Harbor”, det intense “Sunny Days” eller det smukke instrumentalnummer “Kelly’s Landing”, der væver et smukt og fortryllende, men stadig alt for kortvarigt, univers ved hjælp af piano og dronende guitarer.

Teksterne er uden tvivl det svageste ved The Good Night. De er yderst banale, ja, nærmest ufrivilligt komiske til tider, og de lugter lidt for meget af rigtig dårlig teenager-poesi, hvilket nok ville være til at overleve, hvis forfatteren hed Britney Spears, Christina Aguilera eller Avril Lavigne. Men da hun nu engang hedder Mona Elliott, og efter alt at dømme gerne vil op på samme niveau som forbillederne P.J. Harvey og Tori Amos, skal der virkelig andre – og bedre – boller (læs: sange) på suppen.

Victory at Sea har bestemt potentiale, men skal de blive rigtig gode, skal der bedre sange på bordet, kombineret med bedre tekster og mere idérige arrangementer. Derudover kunne bandet godt overveje at lave lidt længere sange. Flere af albummets sange er ikke engang to minutter lange, og derfor når bandet aldrig at få opbygget de dragende stemninger, der ville kunne løfte helhedsindtrykket betragteligt. Tager Victory at Sea disse råd til sig, kan man bestemt sagtens forvente sig store ting af dem i fremtiden, især når man tænker på, at hverken P.J. Harvey eller Tori Amos kunne bryste sig af at være de multi-facetterede kunstnere, de er i dag, tilbage i starten af deres respektive karrierer. Derfor kan man næsten heller ikke tillade sig at forvente det samme af Mona Elliott og resten af Victory at Sea.

★★★☆☆☆

Deltag i debat