Plader

Willard Grant Conspiracy: Regard the End

Skrevet af Søren McGuire

Femte LP fra nu-country-kongerne. Romantikken er stadig på førersædet.

Amerikanske Willard Grant Conspiracy har efter alt at dømme en forkærlighed for Slovenien. Dette er tidligere blevet bekræftet, da gruppen indspillede deres fantastiske EP, The Green Green Grass of Slovenia live i den slovenske æter, men cementeres nu også af det faktum, at gruppen har indspillet deres femte LP, Regard the End i Ljublana. Landsmændene og de nære venner i The Walkabouts har også tidligere brugt både østeuropæiske og græske musikere på deres plader, men Willard Grant Conspiracy nøjes indtil videre med at indspille i Østeuropa. Hvorfor orkestre som Willard Grant Conspiracy og The Walkabouts nyder så stor kunstnerisk succes i den del af verden, kan hænge sammen med de to orkestres autentiske folk-lyd, der med jævne mellemrum synes at være direkte inspireret af østeuropæisk folkemusik. The Walkabouts indspillede i 2000 deres hyldestplade til europæiske sangskatte, som især lagde fokus på førnævnte del af det europæiske kontinent.

Udtrykket på Regard the End ligger imidlertid et godt stykke fra, hvad man kunne forvente af et orkester, der har indspillet flere plader i Slovenien. Der er ikke sket synderlige ændringer i sanger og sangskriver Robert Fishers sange; tværtimod er vi godt og vel tilbage, hvor vi startede ved gruppens debut-LP, 3 am Sunday @ Fortune Otto’s. Dette er måske endda lidt af en overraskelse, da Willard Grant Conspiracy med rette aldrig er blevet beskyldt for de helt store sidespring. Sangene er stadig båret fornemt frem af akustiske guitarer og lidende violiner, og Robert Fishers dybe og atmosfære fyldte stemme brummer som altid i en lind og behagelig strøm fra hans enorme korpus. Melodierne er smukke, sobre og svært romantiske, og Robert Fisher er den håbløse romantiker med den let opgivende stemme. Klassens tykke dreng, men absolut en af genrens sværvægtere når det gælder de romantiske øjeblikke.

Udskiftningen i besætningen har ej heller sat sine spor. Sangskriver og guitarist Paul Austin har forladt Willard Grant Conspiracy, og der er i stedet blevet plads til Chris Eckman fra The Walkabouts, samt en gæsteoptræden fra Kristin Hersh. Førstnævnte holder sig desværre lidt for pænt i baggrunden, og sidstnævntes så velkendte diamantsliber-stemme kunne have været brugt bedre.

Regard the End er hyggelig, melodiøs, vuggende og absolut ikke gruppens dårligste plade. Den sender ikke Willard Grant Conspiracy op i de højere luftlag, men den skuffer heller ikke. Orkestret leverer den støvede og let poppede romantik med stor overbevisning. Måske er det også på Regard the End, at man finder gruppens hidtil smukkeste øjeblik – The Trials of Harrison Hayes. Men Willard Grant Conspiracy skylder os stadig den plade, hvor Robert Fisher beviser, at han ikke bare skriver videre på den samme sang, at han kan andet end at sidde i scenens tilrøgede tusmørke og krænge sine torturerede drømme om romantik ud. Også selv om det er så smukt, som det nu engang er på Regard the End.

★★★★☆☆

Deltag i debat