Plader

Dot Allison: We Are Science

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Trommeprogrammeringerne er stramme, basgangene tunge – og vokalen yndefuld som de allerfærreste. Dot Allison mestrer kontrasternes kunst og frembringer en elektronisk variant af Mazzy Star og Mercury Revs bud på manende skønhed.

Drømmepop med englevokal kunne være overskriften for Dot Allisons nye album. Musikalsk lægger sangerinden sig et sted i mellem Cocteau Twins og St. Etienne. Der er med andre ord tale om en elektronisk baseret musik, hvor Dot Allisons vokal gør, at musikken bliver udflydende og i høj grad har karakter af lydforløb frem for egentlige sange med vers og omkvæd.

Første gang, jeg stiftede bekendtskab med Dot Allison, var, da hun lagde stemme til det smukke åbningsnummer “Dirge” fra Death In Vegas-albummet The Contino Session. Dot Allison er kæreste med Tim Holmes fra den gruppe, og musikken har da også et vist slægtskab. Tim Holmes medvirker på et enkelt nummer på We Are Science, ligesom Dave Fridmann har produceret to numre, der også har Grasshopper fra Mercury Rev med på guitar. Det ene af disse numre, “Strung Out”, er det, der ligger tættest op ad den stil, Death In Vegas står for, nemlig elektronisk rock med masser af guitar og Dot Allisons svævende stemme henover. “Strung Out” er et af de virkelig stærke numre på pladen, men samtidig også det nummer, der minder mindst om resten af materialet.

Pladen åbner med “We’re Only Science”, hvis tunge basgang og stramt programmerede trommer, der bygger op til Dot Allisons stemme, allerede fra starten lover, at vi her skal være vidne til noget stort. De næste par numre fortsætter i samme stil med programmerede trommer og bas og hele tiden med flydende keyboardflader og en sfærisk sang henover.

Herefter sættes tempoet en del ned på de to næste skæringer, der begge er helt suveræne. Først den syv minutter lange ambiente “Performance”, hvor keyboardflader og et næsten uforståeligt vokalarbejde – der for alvor påkalder sig Elizabeth Fraser i Cocteau Twins storhedstid – opbygger et stemningsbillede, der nærmest efterlader lytteren i en trancetilstand.

Lige så god er den efterfølgende “Wishing Stone”, hvor Allison akkompagneres af en akustisk guitar, og hvor der er lagt masser af rumklang på vokalen, hvilket frembringer en stemning, der minder en hel del om det, Mazzy Star kunne i deres bedste øjeblikke. I samme boldgade finder man afslutningsnummeret “Lover”. Det er et af de numre, Dave Fridmann har produceret, og hvis man fjerner det pompøse fra Mercury Revs musik, har man et billede af, hvor musikken befinder sig. Disse tre numre er næsten perfekt gennemført og hører til den absolut smukkeste musik, jeg har hørt i lang tid.

Resten af pladen fortsætter med tunge programmerede bas- og trommeforløb samt sfæriske melodi- og vokalforløb, der tryllebinder og fascinerer. Kontrasten mellem musikkens stramme strukturering og Dot Allisons mere udflydende vokalarbejde har en fantastisk virkning. Der er faktisk ikke et eneste svagt nummer undervejs, og de ovennævnte sange er kun toppen af isbjerget. Inspirationskilderne for Dot Allisons musik er tydelige, men hun formår at bruge dem som afsæt til at skabe en musik, der er så særegen og dragende, at We Are Science hører til blandt årets bedste plader.

★★★★★☆

Deltag i debat