Plader

Bright Eyes: Lifted or the Story Is in the Soil, Keep Your Ear to the Ground

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Bright Eyes’ tredje album er en aldeles blændende omgang lofi-folk, som løftes til skyerne af skæve arrangementer og fængende melodier.

Det er under et vist pres, at jeg skriver denne anmeldelse. Igennem længere tid er Bright Eyes’ nye plade på det nærmeste blevet udråbt til at være et mesterværk. Denne omtale har fået mig til at åbne øjnene for et band, som jeg aldrig tidligere har hørt om, og det fortryder jeg bestemt ikke. Lifted”¦ er nemlig et sandt overflødighedshorn af fantastiske melodier og opfindsomme musikalske påfund.

Bright Eyes’ musik kan beskrives som lofi indie-folk, forstået på den måde, at bandet – eller Conor Oberst, der er synonym med Bright Eyes – tager udgangspunkt i skramlet indierock, men samtidig har en tydelig inspirationskilde i folk-rocken, og man kan da også ane en kunstner som Bob Dylan flere steder.

Jeg var på forhånd blevet advaret om, at åbningsnummeret ikke var det helt store, hvilket viste sig at holde stik. Først kommer der et par minutters snak, hvorefter “The Big Picture” starter med Oberst alene med en guitar og uden ret meget melodi – og det hele trækkes endda så langt ud, at nummeret når op på mere end 8 minutter.

Men herefter går det løs! Først med “Method Acting”, et af de bedste numre på pladen. Et herligt rocknummer, hvor trommerne hamrer løs, og hvor melodien er dejligt skæv. Herefter fortsætter pladen med den ene fantastiske melodi og det ene fremragende skæve arrangement efter det andet. Det er meget svært at fremhæve bestemte numre, da stort set alle sange er medrivende, melodiske og skæve rockperler.

Fremhæves skal dog det sidste nummer, den totalt uimodståelige folk-rocker “Let’s Not Shit Ourselves (To Love and to Be Loved)”, der fortsætter i 10 minutter, og som ikke virker ét sekund for lang. Et andet nummer, man ikke kan komme uden om, er “Lover I Don’t Have to Love”, hvor Conor Obersts vokal, ligesom flere andre steder på pladen, lyder en del som Robert Smith fra The Cure, og hvor strygere og Flaming Lips-agtige trommer er med til at få nummeret til at gå op i en højere enhed. Men disse numre er blot to eksempler på suveræne sange, for næsten hver gang jeg har hørt pladen, har jeg fået en ny favorit.

Er der så slet ikke noget negativt at sige om pladen? Det eneste jeg kan komme i tanke om er, at der er noget knitren i nogle af numrene, så det lyder som en slidt vinylplade. Det er sikkert meningen, at det skal få det til at lyde autentisk, men i stedet kommer til at virke som et irritationsmoment. Ud over “The Big Picture” er der dog også blevet plads til et enkelt svagt nummer, nemlig “Waste of Paint” (titlen siger det vel). Sangen er noget af det mest lofi-agtige, der er på pladen, og Conor Oberst er igen alene med guitaren. Første del af sangen er egentlig udmærket, uden dog at være specielt interessant, men til sidst begynder han at råbe og lide en tand for meget, og de to numre kunne godt have været skåret væk, da der med en samlet spilletid på 73 minutter i forvejen er musik nok på pladen.

Men to relativt svage sange er skønhedspletter på en plade, der er meget tæt på at være et mesterværk og fremstår som en meget seriøs kandidat som årets album. Hvis man har bare den mindste interesse for lofi indierock, er Lifted… ganske enkelt ikke til at komme uden om, og Bright Eyes har på rekordtid spillet sig ind på min hitliste over de bedste bands i verden netop nu.

★★★★★½

Deltag i debat