Plader

Broken Social Scene: You Forgot It in People

Broken Social Scene har åbnet en del øjne og ører rundt omkring. Det forstås med de mange flotte popmelodier i forholdsvis ny indpakning. Men samtidig lider You Forgot It in People under decideret dårlig lyd og består af lige dele kedsommelige øjeblikke og originale højdepunkter.

De canadiere, altså! Man er tilsyneladende ikke et rigtigt band i Canada, før man har mindst ti medlemmer. Broken Social Scene startede som en duo i 1999 bestående af de to gutter Kevin Drew og Brendan Canning fra henholdsvis K. C. Accidental og By Divine Right. To år senere lavede de, med lidt hjælp fra andre, deres debutalbum Feel Good Lost. Nu skriver vi 2003 og på bandets andet album tæller bandet nu hele ti medlemmer – plus fem ekstra til det løse. Broken Social Scene er nu blevet et sammenrend af musikere fra bands som Do Make Say Think, Stars, Metric, A Silver Mt. Zion, Royal City, Godspeed You Black Emperor! m.fl. Og de har besluttet sig for at lave popmusik.

Da jeg satte skiven i afspilleren første gang, anede jeg dog intet om ovenstående. Min første tanke var dog: Hold da op, der er lousy lyd på det album! Men efter at have hørt You Forgot It in People nogle gange er det efterhånden lykkedes mig at lytte til selve musikken.
Flere af numrene lyder dog stadig, som om de er optaget igennem en konservesdåse – specielt trommerne, der af og til ligefrem er overstyrede i lyden, så man helt ufrivilligt må bevæge sig igennem et sandt diskanthelvede, som equalizeren har svært ved at rette op på. Og nej, det er ikke “overstyret” på den fede måde. Febrilsk fiflen med bass- og treble-knapperne på anlægget har endnu ikke båret frugt. Derfor betyder det også, at hver gang bogstavet ’s’ figurerer i sangteksterne, laver jeg grimasser og kniber øjnene sammen for at lukke af for lyden. Det ellers søde lille track 5 på skiven, hvor der synges »looksss jussst like the sssun«, og der daskes løs på hi-hatten, bliver ikke ligefrem den nydelse, som det kunne have været.

Broken Social Scenes uptempo-numre lyder meget som The Sea and Cake – om end lidt mere rå i kanten (men måske er det den dårlige lyd?). Vokalen er ofte halvt hviskende og tale-agtig som netop Sam Prekop. Rytmerne er tight og guitarerne repeterende. De mange musikere på albummet sørger dog for, at det ikke bare er lyden af en almindelig rockbesætning, man får. Korte syre-saxofon-soli får lov til at boble henover gedigne rock-riffs, og en violin blander lidt ekstra melankoli i sagerne.

Trommerne driver en blød og medrivende basgang fremad i “Stars and Sons”, mens vokalerne næsten hviskes. Og så kommer der lige et skurrende Sonic Youth-agtigt feedback-øjeblik til sidst. Det lyder ganske fint, men første gang, mine ører for alvor vågner op, er helt henne ved track 7 (ud af 13). En lille Chip & Chap vocoder-stemme messer de samme linjer henover en meget petit anretning af et nummer. Violiner og banjo kommer til, hvorefter “Anthems for a Seventeen-year Old Girl” bevæger sig hen mod et mere larmende klimaks. Sødt og iørefaldende.

Næste nummer, “Cause = Time”, lyder næsten som Smashing Pumpkins’ “1979”, men inden længe er vi tilbage i Prekop-land. Bagefter kommer det fikst betitlede “Late Nineties Bedroom Rock for the Missionaries”, og det lyder en del henad Tortoises mere elektroniske ekskursioner med simpel retro-trommemaskine og blød twang-guitar.

Jeg har lidt svært ved at flyde med i hypens slipstrøm. You Forgot It in People er stilmæssigt lidt over det hele og så alligevel ingen steder. Det er såmænd hyggeligt nok, men jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal med pladen – specielt på grund af lyden, der er, som når cd’er er værst: flad og diskant. Der mangler fylde. Man kan ikke høre alle de detaljer, som man ved er der et sted, fordi man kun lige får lov til at ane dem. Og det irriterer mig. Jeg har en svaghed for lo-fi-lyd. Men ikke på denne måde. Flere af numrene ville have decideret godt af en toptunet lyd.

Bare fordi en flok postrock-folk beslutter sig for at droppe de 20 minutter lange og episke numre for at lave popmusik, så behøver det ikke være revolutionerende. Der er ikke meget nyt at komme efter. Alligevel hyler den ene amerikanske anmelder efter den anden op om, at denne CD er “like no other pop album you’ve ever heard”. Hvor længe har de mon haft deres hoveder (med tilhørende ører) oppe i røven?

★★★½☆☆

Deltag i debat