Plader

The Charlatans: Live It Like You Love It

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Charlatans er stadig i udmærket form, men denne liveplade tilføjer ikke rigtig noget nyt til Manchester-bandets lyd. Ikke et vigtigt køb for andre end store fans.

Det er ikke mange britiske mainstream-indiebands, der formår at overleve flere modebølger uden at miste sin kommercielle gennemslagskraft undervejs. Charlatans er derfor en rar undtagelse fra den typiske NME-hype og efterfølgende nedslagtning. Manchester-gruppen kom frem i slipstrømmen på Madchester-bølgen i starten af 90’erne, hvorefter de så ud til at følge den sædvanlige vej med anmelderslagtning og faldende pladesalg. Men Charlatans viste sig alligevel i stand til at overleve, og i forbindelse med midthalvfemsernes britpop fik gruppen et stort comeback med pladerne The Charlatans og især Telling Stories, der af mange regnes for gruppens bedste. Siden er det blevet til yderligere to plader, hvor gruppen på den seneste har kastet sig over soul-inspireret rock med et glimrende resultat til følge.

Charlatans er med tiden blevet en institution i engelsk rockmusik, og har blandt andet været en stor inspirationskilde for Oasis. Gruppen har samtidig ry for at være et fremragende liveband, hvilket de nu forsøger at bevise med Live It Like You Love It. Det er da også en hel perlerække af gode numre, Charlatans fyrer op for i en setliste, der især trækker på den seneste plade samt, naturligt nok, Telling Stories krydret med hitsingler fra de øvrige plader, blandt andet gruppens gennembrudshit “The Only One I Know”. Og en koncert med sange som “The Only One I Know”, “One to Another”, “North Country Boy”, “Love Is the Key”, “Impossible” og “Weirdo” kan da næsten heller ikke gå galt.

Live It Like You Love It, der er optaget i december på hjemmebane i Manchester, er et solidt livealbum, men heller ikke mere. Materialet leveres, som det skal, og man kan høre, at spilleglæden og en stor portion energi er til stede, men der er langt imellem de øjeblikke, hvor gruppen tilfører materialet noget nyt. Faktisk skal man hen til koncertens sidste del, før det sker med nogle lange og gode udgaver af “Forever” og den afsluttende “Sproston Green”. Sidstnævnte, der stammer fra gruppens debut, hører til de sange, hvor Charlatans lyder mest som The Stone Roses, og i denne lange version, der bare bliver ved og ved, kan man ikke undgå at lede tankerne hen på stenrosernes mesterstykke I Am the Resurrection.

Men selv om Charlatans på denne plade viser, at de er et godt liveband, rejser den som så mange andre liveplader, et stort spørgsmålstegn ved relevansen af udgivelsen. Som nævnt er der ikke de store afvigelser fra studieversionerne, der er ikke nogen nye numre undervejs, og pladen virker derfor lidt overflødig, hvis man i forvejen kender til gruppen. Der er ingen tvivl om, at koncerten har været god for publikum, men det berettiger jo ikke i sig selv en udgivelse.

En slags berettigelse har pladen dog alligevel, da den sagtens kan fungere som en introduktion til gruppen. Det er Charlatans i god form, man får at høre, og pladen viser deres glimrende evne til at blande gode melodier, traditionel rock, masser af orgel og funky trommespil. Gruppen har dog tidligere udgivet opsamlingen Melting Pot fra 1997, der umiddelbart kan virke som et mere naturligt begyndelsessted, men med Live It Like You Love It får man samtidig noget af det nyere materiale med.

★★★½☆☆

Deltag i debat