Plader

Copeland: Beneath Medicine Tree

Skrevet af Troels Mads

Lidt for prætentiøse tekster og musik, der ikke for alvor byder på noget nyt, ændrer ikke ved, at Copeland har begået en fin sommerskive, der slet ikke er så melankolsk, som den gerne vil være, men til gengæld besidder den helt rigtige fornemmelse for den gode (pop)sang.

Copeland kalder sig selv “a group of young musicians, united in the joy of art”. Det er store ord fra fire musikere oprindeligt bosat i Florida, men som i forbindelse med indspilningen af debutalbummet valgte at flytte til Atlanta for at komme “eight hours closer to the rest of the country”. Hele det projekt, som Beneath Medicine Tree er, fra coverwork, hjemmeside og pressemateriale til selve musikken og produktionen, bærer da også tydeligt præg af seriøsitet og professionalisme. Spørgsmålet må så være, om Copeland ender med at slå større brød op, end de kan bage. Det gør de heldigvis kun delvist.

Copelands musik er arketypisk amerikansk, skønhedssøgende, mellemtempo-indieguitarrock svøbt ind i orgler, mellotroner, strygere, svulstige vokalharmonier osv., trækkende på en bred palet af inspirationskilder: Copelands udtalte popfeel minder om en skæv krydsning mellem The Lightning Seeds og Magnetic Fields. Hvis der blev skruet en lille smule mere op for guitarerne, ville Copeland nærme sig Jimmy Eat World og Weezer. Det skønhedssøgende element er sikkert hentet hos forbillederne i Coldplay og til dels shoegazer-genren – indie-referencerne peger mod f.eks. Toad the Wet Sprocket og Blind Guardian. K’s Choice kaster også skygger hist og her, mens James Likeness’ og Aaron Marshs vokalharmonier mest af alt er deres egne. Igen trænger et spørgsmål sig på: Har Copeland så formået at transformere de mange forskellige inspirationskilder til deres egen lyd, en original hybrid? Og igen må svaret være: kun delvist.

Det er ikke, fordi man savner alsidighed. Der er f.eks. relativt langt fra den pianodrevne, vuggeviseagtige førsteskæring til den brusende og berusende “Testing the Strong Ones”, der måske er albummets stærkeste kort. En sang der med sin lyriske kredsen om et hospitalsbesøg også står som den bedste repræsentant for det angivelige overordnede tema, “strength through hurt”, der er blevet til på den triste baggrund, at forsanger Aaron Marshs kæreste var indlagt med en tuberkuløs hudsygdom, og at hans bedstemor døde efter længere tids sygdom i perioden omkring indspilningen af sangene til debutalbummet. Det har sat sig de mest direkte spor i coverwork’et, der består af små tegninger, og bassisten James Likeness’ uhyre stemningsmættede billeder fra netop et hospitalsmiljø, mens linjer som »it’s testing the strong ones / It’s scarring the beautiful ones / It’s holding the loved ones one last time« er løst fabulerende og heldigvis (deres lettere klichéfyldte karakter til trods) rækker videre end til et snævert hospitalstema.

Der kredses som varslet meget om netop savn, lidelse og længsel sat op over for et stykke formodentligt selvbiografisk barndomsland, hvor alt åndede fred og fordragelighed, og hvis man er til skamløst højtidelige og lettere pasticheagtige tekster, vil Beneath Medicine Tree være det rene guf: »You’ve got an extra special heart and a perfect light that shines through / But it seems the hardest part is shining back at you.« Det kan dårligt blive meget mere svulstigt end det.

Det er egentlig ikke, fordi teksterne alt i alt er så forfærdelige, som ovenstående uddrag kunne indikere. Der er skam mange små, fine og indfølte betragtninger at finde rundt omkring: »I miss the way you sang so I can’t hear your voice over the radio in my car.« De må blot lide den tort at være i mindretal i forhold til de mere vidtløftige passager. Og det er hér, at teksterne er i fare for at miste den snert af menneskelighed, der er så tvingende nødvendig, når det nu er de store almenmenneskelige temaer, man ønsker at tage under kærlig, musikalsk behandling. Man fornemmer, at det var meningen, at hele pladen skulle have været tegnet med melankoliens gråtoner. Men når musikkens (og pladens) største force er, at den sprudler af melodisk legesyge og overskud – især “California” sidder lige i skabet med sine skiftevis stille passager og heftige guitarbredsider – kommer hele denne kredsen om død og plage meget nemt til at stå som en unødvendig klods om benet.

Copelands største bedrift forbliver dermed, at de med misundelsesværdig lethed er i stand til at navigere rundt i de mange forskellige, musikalske referencer nævnt ovenfor. Ved at tilsætte karakteristiske, florlette vokalharmonier i den lysere ende af skalaen og en for genren bemærkelsesværdigt ’tight’ rytmebund (i den forbindelse må Rusty Fullers trommespil fremhæves) bliver resultatet måske ikke direkte nyskabende, men alligevel så tilpas afvekslende, at det helt bestemt er værd at spendere små tre kvarter i selskab med Copeland. Under Medicine Tree indfrier udmærket de forventninger, man kan tillade sig at stille til en debut, og med lidt tro på at det kan blive endnu bedre (særligt tekstligt), kan Copeland sagtens vise sig at blive et interessant bekendtskab på længere sigt.

★★★★☆☆

Deltag i debat