Plader

Dopo Yumé: True Romance

Skrevet af Mathias Askholm

New York-bandet Dopo Yumé blander legende indiepop med garagerock på deres første fuldlængde-udspil. Resultatet er 12 danseglade popsange, der forsøger at kompensere med livsglæde og danse-potentiale for, hvad der måtte mangle i dybde.

Frontmanden i Dopo Yumé (som oversat betyder “efter” på italiensk og “drøm” på japansk), Jordan Galland, startede bandet i 1998. I Dopo Yumé blander han gladeligt discobeats, gammel synthesizerpop med simple guitarriffs. Med denne blanding af punkens drive og simpelthed og danseglæde fra 80’ernes disco placerer Dopo Yumé sig som et band med tendenser i retning af Hefner, Radio 4 og Moving Units. På Dopo Yumés første fuldlængde udspil, True Romance, er hybriden af punk og disco på et rytmisk fundament blevet til 12 feststemte popsange, der kun delvist formår at tilfredsstille i længden.

True Romance kommer godt fra start. Allerede pladens anden sang er en regulær perle. Med den rockede “Miami” trækkes der store veksler på punkens tre-akkorders-riff. Dette uhyre effektive riff samt et stemningsdannende keyboard gemt længere nede i lydbilledet klæder Dopo Yumé. “The Postcard”, der er første single fra pladen, og “The Fun” er ligeledes to af de sange på albummet, hvor blandingsformlen virker. Her får sangene i modsætning til majoriteten af de resterende sange lov til at overleve uden at forfalde til enten sukkersød pop eller skalaer på keyboardet hen mod slutningen.

Pladens svageste, “What Kills Me”, “Central Park” og “The Nightlife”, formår ikke at hæve sig over et niveau af irriterende blanding mellem Duran Duran og Eurythmics. Starten af “Central Park” er som snydt ud af næsen på en vis Dave Stewart – og som om det ikke skulle være slemt nok, ender sangen som en technopopsang med 4/4-hi-hat og andre kvalmende elementer. Disse tre sange er med til at tegne en overordnet tendens i Dopo Yumés musik. Idéerne er til stede, der mangler bare konsekvens i udvælgelsen, og stilen er, om end ikke så svingende som tidligere, dog stadig for løs.

Tekstmæssigt halter True Romance. Sangene ender alt for ofte i en tomgang af banale fortællinger. Problemet er udtalt i en sang som “The Nightlife”, hvor Galland erklærer: »Baby, this is New York / I’ve got a lot of friends / Even if they’re only pretend / I think I like the nightlife.« Det er den form for naiv festglæde, der præger True Romance. Udmeldinger som »I said I’d always love her / But that changes in love summer« demonstrerer tydeligt den manglende dybde, som er et generelt problem for hele pladen. Teksterne fremstår simpelthen irrelevante.

Feststemningen er uden tvivl til stede på True Romance, men når man ikke længere befinder sig på dansegulvet, er der intet andet tilbage end løst sammenhængende pop-melodier. Bevares, Dopo Yumé rammer plet, hvis målet er at producere tankeløs underholdning, men det bider bare ikke på mig. Der findes udmærkede hooks og melodier i mange af sangene, arrangementet er dog for sløset, og Dopo Yumé formår derfor ikke at gøre sangene holdbare i længden. Mange af sangene dør af et regulært ‘overkill’ af idéer, der stritter i alle retninger. Dopo Yumé har visuelt lagt sig fast på playboy-stilen – nu mangler de bare en tilsvarende konsekvens i deres musik.

★★★☆☆☆

Deltag i debat