Plader

The Hellacopters: By the Grace of God

Hvis du vil have klassisk stadionrock, skal du springe ombord i The Hellacopters femte album. Vil du have variation og udfordring, skal du sætte kursen et andet sted hen.

Med fire plader på samvittigheden er svenske The Hellacopters tilbage på den musikalske frontlinje med en femte, og det er med en ny opskrift i bagagen, som første gang blev luftet på bandets forrige album, det to år gamle High Visibility. Pist forsvundet er den mere punkede rockstil, som bandet på sine tidligste udgivelser tog til sig fra legendariske grupper som The Stooges og MC5.

The Hellacopters’ femte og seneste album, By the Grace of God, er stærkt iørefaldende og dermed lettere tilgængelig end meget af deres tidligere materiale. Svenskerne har arbejdet sig frem til en mere melodiøs og ligefrem sangskrivning, og dette har gjort The Hellacopters’ lyd væsentligt mere radiovenlig, dog uden at det skal have nogle negative konnotationer; bandet er trods alt blevet en del mere tilnærmelige i forhold til debuten, Supershitty to the Max! fra 1996.

Man kan nemt forestille sig, at The Hellacopters’ øvelokale er prydet med plakater af bands tilbage fra den klassiske arenarock fra 70’erne såsom Lynyrd Skynyrd eller Kiss. Titlen på pladen er da også en lille beskeden hyldest til netop Lynyrd Skynyrd og sydstatrockernes liveplade, Southern by the Grace of God.

The Hellacopters lægger hårdt ud på By the Grace of God med et titelnummer, som er bandets umiddelbart stærkeste og mest fængende på pladen og derfor heller ikke et helt tosset valg som singleudspil. “Carry Me Home” er en helt ideel kandidat til den næste af slagsen. Med Nicke Anderssons charmerende lette svenske dialekt, tostemmig guitarsolo og Robert Erikssons energiske trommebanken skyller nummeret ind over sin lytter.

Og således fortsætter bandet i samme spor derudaf med fuldt knald på. Stilen tro er der masser af plads til guitarriffs og ikke mindst guitarsoloer samt det traditionelle syng-med-omkvæd. Heldigvis har de svenske gutter et melodioverskud, der gør, at man kan sluge mange af de klichéer, der skydes ud gennem højttalerne.

Og klichéer, dem er der godt nok mange af. Uanset hvor melodiøse og ørehængende The Hellacopters’ sange er, så prøver bandet lidt for heftigt at træde i forbilledernes fodspor. Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at de til fulde formår at udfylde dem og måske endda mere til, men hvis man ikke tilfører musikken nogle nye nuancer, så bliver det altså en kende forudsigeligt.

Halvvejs igennem pladen kommer der dog en forløsning fra den klassiske rocks formler. Det sker i form af den poppede Rainy Days Revisited, som med akustisk guitar og triste keyboarddrevne melodier fungerer som den eneste art ballade på pladen. Den gør, at man for et kort øjeblik har rette sine ellers krummede tæer ud, før The Hellacopters tromler videre med høj guitarføring.

Sangene på The Hellacopters’ seneste plade er stærkt fængende, men man sidder alligevel med følelsen af at have hørt det hele mange gange før. Derfor: Hvis man er til regelmæssig lige-ud-ad-landevejen klassisk stadionrock, så vil denne plade lige være sagen. Men hvis man, som undertegnede, gerne vil høre noget bare en smule udfordrende frem for det, der allerede er gjort til døde, så skal man nok søge andre græsmarker.

★★★☆☆☆

Deltag i debat