Plader

Idlewild: The Remote Part

Skrevet af Mikkel Mortensen

Idlewilds tredje album er en fint afstemt blanding af guitarfræs og rørende ballader. R.E.M. har ikke levet forgæves, men det piller ikke ved det faktum, at The Remote Part er et smukt skridt i den rigtige retning for det skotske band.

Af en eller anden grund tror mange bands, at det er en præstation i sig selv at lave plader på over 70 minutter, bare fordi der tilfældigvis kan være over 70 minutter på en CD. Det har jeg aldrig helt forstået, for det er en langt større kunst at kunne begrænse sig – at udvælge kun de bedste sange og dermed lave et kvantitativt set svagt, men kvalitativt set stærkt album.

Det har skotske Idlewild forstået på deres tredje album, der ikke ville have lydt, som det gør, hvis skotterne ikke havde mødt Lenny Kaye under en turné i USA. Han fik overbevist sanger/sangskriver Roddy Woomble om, at han kun skulle skrive sange, hvis han havde noget at sige, og at han skulle formulere sine tekster, så de rent faktisk gav mening for lytteren i modsætning til hans tidligere tekster, der ikke gav mening for ret mange andre end ham selv. Dette møde fik Idlewild til at skrotte de sange, de havde indspillet med produceren Stephen Street (The Smiths, Blur) og i stedet indspille et nyt album med vennen Dave Eringa, der bl.a. har arbejdet med Manic Street Preachers. Det er blevet til The Remote Part. 11 sange med en samlet spilletid på lige over 38 minutter. Det er det kvalitetskoncentrat, jeg nævnte tidligere. Idlewild spilder ikke hverken deres egen eller lytterens tid og strækker ikke sangene et sekund længere, end godt er.

Der åbnes på fornemste vis med den fremragende single “You Held the World in Your Arms”. Et overvældende og overrumplende uptempo-nummer, hvor et smukt stryger-arrangement understøtter Roddy Woombles fortælling om det moderne menneske og dets problemer med både at finde ud af, hvem og hvor de er: »Every face / Even the one you saw yesterday / It looks different today / Because everything’s changed since yesterday.« Herefter veksler Idlewild mellem guitar-fræsende udladninger som “A Modern Way of Letting Go” og “(I Am) What I Am Not” og smukke ballader som “American English” og “Live in a Hiding Place” – og imponerende nok mestrer Idlewild begge dele.

Idlewild har ikke kun forstået, at det handler om at fatte sig i korthed. De har også på ypperste vis forstået, at det ikke er nødvendigt at gøre tingene mere komplicerede, end de behøver at være, og derfor er de 11 sange på The Remote Part på ingen måde luksuriøst arrangerede. Der er næsten kun guitar, bas, trommer og hist og her et par keyboards – og i “Tell Me Ten Words” endda mandoliner. Sidstnævnte har naturligvis medført sammenligninger med amerikanske R.E.M., da disse som bekendt anvendte det ikke specielt cool instrument på gennembrudshittet “Losing My Religion”. Det er dog ikke kun pga. Idlewilds brug af mandoliner, at de bliver sammenlignet med Georgia-trioen, for de er bestemt inspireret af de amerikanske veteraner, og det kan især høres i “Tell Me Ten Words” og “Century After Century”. Men Idlewild forfalder aldrig til simpel plagiering – de henter blot inspiration fra R.E.M., og det er vist også svært at nævne et indierock-band af den mere følsomme slags, der ikke på den ene eller anden måde gør præcis det samme.

Selv når Idlewild bliver allermest prætentiøse og ambitiøse som i det afsluttende “In Remote Part/Scottish Fiction”, hvor den 82-årige skotske poet Edwin Morgan gæsteoptræder med et stykke skrevet specielt til lejligheden, går det rent faktisk glimrende. Det skyldes især, at Idlewilds bidrag til In Remote Part/Scottish Fiction er utrolig smukt og muligvis noget af det mest følsomme, de nogensinde har lavet. Det er meget svært ikke at blive rørt, når Roddy Woomble synger: »So I’ll wait till I find the remote part of your heart / Nowhere else will let us choose a comfortable start,« og man kunne sagtens forestille sig at mangen en ungersvend i fremtiden kunne finde på at recitere netop de linjer til sin udkårne.

Idlewild har altså i løbet af tre albums formået at udvikle sig fra at være et lettere uoriginalt Sonic Youth-inspireret støjrockband til et indierock-ensemble, der ikke blot vil smadre lytterens trommehinder med ukontrollabel støj, men som også vil berøre lytterens hjerte med smukke sange og tekster, man rent faktisk kan relatere til. Det kalder jeg en forbedring!

★★★★½☆

Leave a Reply