Plader

Jane’s Addiction: Strays

Skrevet af Thorsten Moeller

Jane’s Addiction er gendannet og har samlet en bunke guitar-grooves ind til hvad, der måske er 2003’s mest hypede skive. Bob Ezrin har produceret.

Da Jane’s Addiction stoppede med at spille i 1991, betragtede mange det som enden på en æra. Det var kulminationen på de syv forrige år med kaos, kunst, stoffer og frem for alt rockmusik, som ingen havde hørt den spillet før.

Perry Farrell, forsanger i L.A.-bandet Psi Com, samlede tilbage i 1984 en gruppe musikere fra det lokale musikmiljø til at starte et band, der skulle være en oplevelse at både se og høre. Begavet med en kunstnerisk vision skrev han og guitarist Dave Navarro, bassist Eric Avery og trommeslager Steve Perkins et par håndfulde sange og blev hurtigt en del af L.A.’s pulserende undergrund. Strippere, cirkusartister og transseksuelle var faste bestanddele i det liveshow, som ganske effent blev indfanget på Jane’s Addictions selvbetitlede live-debut fra 1987. Jane’s Addiction blev et meget ombejlet band på en scene, der også talte bands som Guns’n’Roses og Red Hot Chili Peppers, og endte med at skrive kontrakt med majorselskabet Warner Bros.

Deres første reelle album var den ultra-dekadente milepæl Nothing’s Shocking, hvis eminente blanding af Zeppelin-agtige guitarlicks, Perry Farrells nasale stemme og post-psykedelisk art-metalfunk med en smule folk gjorde Jane’s Addiction noget nær berømte. Albummets coverart blev gjort forbudt i mange forretninger. Senere fulgte i 1990 den geniale Ritual de lo Habitual med hittet “Been Caught Stealing” og deres 10 minutter lange opus magnus, “Three Days”. Perry Farrell startede senere den omrejsende musikfestival Lollapalooza og var derved med til at gøre fænomenet alternativ rock til noget stort. Efter at have spillet sig trætte i 1991 besluttede bandet sig at stoppe. Perry Farrell dannede Porno for Pyros sammen med Perkins, og Navarro blev senere medlem af Red Hot Chili Peppers. Tre albums, to milepæle, ét reelt hit.

Om det er ubetalte skatteregninger eller blot lysten, der driver værket, skal jeg ikke kunne sige; i hvert fald er Jane’s Addiction tilbage (Eric Avery er dog erstattet med Chris Chaney). Det er med en vis frygt, man sætter deres seneste udspil Strays over, for er magien der stadigvæk i musikken?

Strays lægger ud med “True Nature” og et brag af et riff, som hvis riffet fra “Ocean Size” var gravet op fra Nothing’s Shockings kiste og tilført en omgang Frankenstein-doktorering.

Rock-kvotienten bliver til fulde opfyldt på albummet med rullende funk-metal som “True Nature”, “Just Because” og “Superhero”. Der er også de mere klassisk-stille numre, hvor Farrells tekstunivers nok er bedst, som f.eks. “Everybody’s Friend”, hvor Perry Farrell sagte indrømmer: »Hey man, can’t be everybody’s friend.« På det ligeledes afdæmpede nummer “Price I Pay” erklærer han kryptisk: »I always do the wrong thing / But for a very good reason.«

Jane’s Addiction har ikke siddet stille, når det gælder udvikling. Her kan bl.a. bemærkes det blues-influerede funk-jam “Wrong Girl” og den Porno for Pyros-inspirerede afslutter, “To Match the Sun”.

Det er dejligt, at man kan høre, at det stadigvæk er Jane’s Addiction, vi taler om her. Det er samme interspil mellem Farrells høje, nasale vokal og Navarros brilliante Jimmy Page-hyldende guitar. Farrell er blevet bedre til at synge (hvilket man allerede kunne konstatere på hans eget soloalbum fra 2001). Dave Navarro slynger om sig med imponerende tårnende, spirale Zeppelin-riffs, og Perkins holder sin tekniske funk-agtige stil på trommer. Perry Farrells stemme er produktionsmæssigt presset helt op i front i mixet og ofte dobbeltracket. Hader man hans stemme, er dette album ikke sagen.

Hvad mangler albummet for at få topkarakter? Well, først og fremmest noget mere spontant. Hele albummet bærer præg af at være ufatteligt kontrolleret lige fra Navarros guitarsoloer til hver eneste lille baggrundslyd i produktionen. De sindssyge numre som “Been Caught Stealing” og “Ted, Just Admit It” findes ikke, selv om der er rigeligt med “Classic Girl” og “Coming Down the Mountain”-emuleringer. Et lille folk-nummer i stil med “Summertime Rolls” ville også have glædet denne anmelder. Artworket er ikke så interessant som tidligere heller, men nu er vi ovre i småtingsafdelingen. Alligevel en stor præstation, der viser, at Jane’s Addiction er tilbage, iført læder/lak og lyserødt tylskørt – og de tager ingen fanger.

★★★★½☆

Deltag i debat