Plader

L’Spaerow: s.t.

Skrevet af Cæcilie Jessen

Hvis du ser en grædende, oprørt, ung pige med en brun CD i hånden, så bare rolig. Det er bare mig – og L’Spaerow. Chicago-bandet bestående af Chris Broach, Kenneth Boksa og Adam Johnson har begået en noget nær forrygende debutplade, fyldt til randen med overraskelser. Hele vejen igennem.

Pladen indledes med den melodiske road trip-sang Chance, som kræser for ørene og aer hjertet, så sommerfuglene begynder at flyve rundt i maven. Det er sådan enhver plade burde indledes – med følelsen af at livet er forbi, hvis ikke man hører mere. Desværre må man slæbe sig lidt igennem de 4 næste numre, som alle er jævnt kedelige og svære at kende fra hinanden de første mange gange, man hører pladen. Lidt vokser de dog efter de første par gennemlyt, men det er ikke meget. Til alt held kommer redningen fra skæring 6 og fremefter. Standing in Front of Speeding Cars har en næsten Smiths-agtig intro og kører derfra stille og roligt afsted – en sang man bør høre liggende på ryggen i græsset, mens man kigger på skyer.

Næste skæring, den hårde Amsterdam, råbes ud på mest provokerende vis med Christoffer Broachs rustne stemme, mens der hamres løs på trommerne og rives i guitarstrengene. Det er en vellykket, vred rocksang, som nok er hørt før, men når L’Spaerow først får den årgamle opskrift i hænderne, bliver det ikke bedre. Lidt falder det ned, med The Ash, der, som navnet også antyder, er tung og sort, og, til trods for udnævnelse fra pladeselskabet Lucid Records til et af de store numre på albummet, blot virker som en tonstung overgang til albummets store højdepunkt, Reverse – en sang, som i de første mange minutter venter på at blive til noget stort, ligger og lurer lige under overfladen for til sidst langsomt at eksplodere i et inferno af lyd og larm og vildskab. Man bliver revet med, og føddernes vippen til trommerne breder sig til resten af kroppen, og man griber sig selv i at rykke trance-agtigt frem og tilbage. Og så – pludselig – er faren drevet over. Med ét slår sangen over i det stille og rolige med lækker syngen-i-munden-på-hinanden. Mere fantastisk kan et “ha, dér troede du lige!” ikke blive.

Pladen er med ét, let og elegant som en fjer, faldet til jorden, ned til det helt stille, og næsten uhørlige. Næstsidste sang på pladen er den smukke ballade Swim, kun ledsaget af klaver der matcher Christoffer Broachs rå, småhæse og drengede stemme perfekt. Lige så stille, uden at nogen lægger mærke til det, glider den over i det sidste nummer, den bittersøde vuggevise Sleep Tight. Simple klaverakkorder ledsager Broachs ord: “Goodnight, sleep tight / Sweet dreams tonight“, og man sidder tilbage med gråden i halsen og ønsket om bare en lille arm omkring ens skuldre.

★★★★☆☆

Deltag i debat