Plader

Leftlane: Release

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Leftlane spiller pop-rock af den midtsøgende slags, der sagtens ville kunne få et bredt gennembrud, men som til gengæld ikke kan byde på de store musikalske dybder.

Det er en kendt sag, at Sverige er leveringsdygtige i kvalitetbands af mere eller mindre alternativt tilsnit. Mange af de svenske bands har i oven i købet en lyd, der gør, at man ikke er tvivl om, hvor man geografisk er henne. Den debuterende gruppe Leftlane tilhører den kategori af bands, der har denne lyd, samtidig med at musikken ikke ligger langt væk fra den form for poprock, som danske radiostationer, særligt P3, elsker, men som sjældent opnår mere end et par radiohits.

Åbningsnummeret, “A Week”, er en ganske glimrende og sødmefyldt popsang, og lover godt for resten af pladen. Sangen følges op af singlen “Walk After You”, der umiddelbart er et rocknummer med en fin fremdrift, men ikke rigtig kommer nogen vegne. De to sange lægger stilmæssigt rammerne for resten af pladen, der består af vellydende melankolsk guitarpop med en vokal, der smyger sig sukkersødt om ørerne.

Oplagte referencepunkter er i den sammenhæng den danske gruppe Lovebites samt den nye, mere melankolske og seriøse udgave af Cardigans – førstnævnte især på grund af Lena Malmborgs stemme og sidstnævnte på grund af den gennemgående melankolske og “voksne” tone. Men Leftlane når dog aldrig op på de højder, som begge de nævnte grupper i deres sangskrivning. Hvor eksempelvis Lovebites kunne skrive enkle og særdeles effektive popsange, bliver Leftlane alt for overfladiske i deres forsøg på det samme. Samtidig bliver gruppens forsøg på at skrive seriøs voksenmusik alt for pæn og når derfor aldrig op i nærheden af de højder, Cardigans har nået på deres seneste og aldeles glimrende album.

Leftlane sigter afgjort efter den musikalske midterrabat, og der tages ikke mange chancer i hverken sangskrivning eller arrangementer undervejs. Ind i mellem er der dog nogle ganske fine melodier, eksempelvis i form af “My Way” og balladen Glorious Days”. Dertil kommer, at Lena Malmborg også synger glimrende med en tilpas sød stemme, der passer perfekt til denne form for musik. Det er derfor svært at sætte en finger på håndværket, men det bliver hurtigt lidt for ligegyldigt og poleret, og det er svært at se, hvad man kan bruge pladen til andet end som et vellydende lydtapet i radioen.

★★½☆☆☆

Deltag i debat