Plader

Logh: The Raging Sun

Det amerikansk-lydende band fra Lund i Sverige har smidt deres anden plade på gaden, og The Raging Sun er fyldt med underspillede sange, der dog ikke helt kan finde ud af, hvilken retning de vil bevæge sig i.

The Raging Sun er opfølgeren til Loghs debutplade Every Time a Bell Rings an Angel Gets His Wings. Der er sket en smule i mellemtiden. Bandet har blandt andet tilføjet deres navn et ‘h’ (den skarpe læser kan herved regne ud, at de før gik under navnet Log – et navn angiveligt taget fra den famøse Log Lady-karakter i Twin Peaks). Every Time a Bell Rings an Angel Gets His Wings var en blød, afdæmpet og, indrømmet, temmelig kedelig plade, som dog havde sine enkelte højdepunkter. Men hvis der var noget, som var særligt interessant ved debutpladen, var det dennes lydunivers. De underspillede rocksange havde et stort legeområde, hvor de frit kunne udfolde sig. Logh har tydeligvis arbejdet videre med deres lyd i tidsrummet siden debutpladen, og The Raging Sun er med hjælp fra John Congleton (fra bandet the pAper chAse) ligeledes blevet tildelt en helt særlig produktion – på godt og ondt. The Raging Sun indeholder en række prægtige numre, som bandet af uforklarlige grunde med magt holder nede. De skønne melodier er på minimalistisk vis skåret helt ind til benet, så alt unødvendigt flimmerstads er pillet fra. Og det er virkelig synd, hvis man spørger mig.

Dette gælder heldigvis ikke alle numre. Det fabelagtige åbningsnummer, “The Contractor and the Assassin”, får frit spil i sin lyd. Dette nummer er også singleudspillet fra pladen, og det er ikke svært at forstå. Med denne sang viser bandet fra første tone, hvad de søgte at udføre på debuten, men ikke helt magtede på det tidspunkt. Det starter helt stille og afdæmpet med melankolske toner slået an på guitaren. Så bryder trommerslager Fredrik Normark den afdæmpede intro, og med et samtidigt rytmeskifte lyder de første vokale toner fra Mattias Friberg. Alvoren i hans vokal er umulig at ignorere; han befaler nærmest sin lytter at rette opmærksomheden mod intet andet og ingen andre end ham. Halvvejs igennem skifter sangen igen. Denne anden del synes meget svævende og drømmende. Yndige, lyse toner klinger fra guitaren, mens Normark fortsætter sit opfindsomt vekslende trommespil. The Raging Sun er blevet sat i gang på en helt fin måde.

Allerede i pladens andet nummer, “End Cycle”, graver bandet sig ned i en kammermørk melankolsk muldjord. “End Cycle” har en længde på lidt over to minutter og består udelukkende af klaver og vokal. Mere skal der simpelthen ikke til. Friberg besynger den pludselige tomhed og intethed, der kan opstå i individet i et parforhold. »You turned and smiled and said that nothing ever ends,« synger Friberg med trist stemme og maler herefter et billede af parret, der traver retningsløst i en ørken med ingenting for øje. Der er ingen positiv vej ud af dette: »Flood the lands and drown the world once and for all / The sands go on and on until there is no end.« Man må lige synke den klump, der på rekordtid er opstået i halsen, før man kan bevæge sig videre frem på pladen.

The Raging Sun indeholder også op til flere rockende øjeblikke, bl.a. i en sang som “City, I’m Sorry”, der med sine syv minutters varighed bader sig i rockende bølger såvel som afdæmpet yndighed, og her fungerer det rigtig godt. Det samme gør det i titelnummeret, som er en intens sang fyldt til randen med desperation. Det er ligeledes denne sang, som samler alle brikkerne i det lyriske puslespil, som er bredt ud over hele pladen. De centrale tekstlige tematikker bliver her samlet. Friberg bruger et billedsprog med solen som centralt fænomen, der giver og tager liv. »This is what I got for staring the sun in the eye,« synger Friberg med anger og beklagelse.

I “Thin Lines” går alting simpelthen i stå. Det hele går så sløvt og langsomt i nummeret, at man bevæger sig ud i en brav kamp for at holde begge øjenlåg åbne. Og så pludselig kammer det hele over! Halvvejs igennem pladen skal der åbenbart ruskes så godt igennem instrumenterne, at man må stille sig uforstående overfor udbruddet. Det resulterer i den forfærdelige “The Bones of Generation”, hvor Friberg gør sig ihærdige forsøg på at lyde som Angus Young fra AC/DC (og hvis nogen skulle være i tvivl, nærmer jeg mig på ingen måde en kompliment her). Når Friberg pludselig slipper et rustent, gennemtrængende skrig ud, kommer det som en sky fra en klar himmel, men samtidig lyder det, som om det er et nødvendigt afløb for ham, som simpelthen har hobet sig op i løbet af pladens første fem sange.

Knap så galt, men dog galt nok alligevel, går det i “At This My Arm Was Weakened” – en sang, som ellers er bygget fint op med skrøbelige guitartoner og en supplerende, brummende basgang nedenunder. I det såkaldte omkvæd bliver der tævet ukontrolleret på lilletrommen, og igen virker det, som om bandet er træt af deres egne kontrollerede rammer. Lilletrommen pisker mod loftet i et begrænset lydrum, mens det desperate omkvæd søger mod lufthuller i hvert et hjørne – men der er intet at finde. De to ovennævnte numre vil alt det, som pladens øvrige numre for alt i verden undgår.

Den metaforiske sol skinner igennem alle numre, gode som slemme. Til trods for at bandet har ramt ved siden af på et par af numrene på The Raging Sun, kan jeg dog sagtens anbefale den alligevel, for heldigvis er de gode sange, netop gode, at de kan få én til at glemme de slemmere af slagsen. Logh har et potentiale, som ikke er indfriet endnu. Måske på næste plade?

★★★★☆☆

Deltag i debat