Plader

Lowlights: s.t.

Støvet, sløv og afdæmpet americana kravler mod hvert et hjørne og hver en krog for at fylde denne debutplade, som er ganske hæderlig uden at være prangende.

Nogle plader har det med at være mere indbydende til bestemte situationer end til andre eller på visse tidspunkter af døgnet. Spilles disse plader uden for situationen eller tidspunktet, forsvinder al den mening, de end måtte indeholde. Forestil dig, at du sætter Tindersticks’ Curtains på en sommervarm, solrig eftermiddag… nej, vel? Ligesom Curtains kræver sin aften- eller nattestund, falder Lowlights’ plade ind under kategorien for plader med delikat begrænsede afspilnings-tidspunkter og -situationer. Lowlights ville udgøre et glimrende soundtrack til en eftertænksom, lang køretur på et øde stykke landevej i tidsrummet omkring solnedgang. Overordnet set er Lowlights en aftenplade; det er i hvert fald inden for denne tidsmæssige ramme, at det er lykkes denne anmelder at finde frem til de små, solitære og magiske øjeblikke, som pladen indeholder nogle stykker af.

Lowlights udgøres alene af Dameon Lee, som for et par år siden forlod bandet Scared of Chaka og punkmiljøet i det hele taget for at dedikere sig til sin egen sangskrivning, der bevæger sig mod en mere afdæmpet, mørk og støvet countrystil. Lowlights formår via enkel alkymi at gøre simple countrytristesser til små isolerede, gyldne momenter – centreret omkring den akustiske guitar med fine tilføjelser af pedal steel, Rhodes piano og masser af slideguitar nynner pladen med en stilfærdig klarhed.

Pladen åbner med “In the Distance”, som med et minutiøst akustisk stykke, hvor Lee lader fingrene glide hen over de samme akkorder i godt og vel to minutter, lader sin lytter glide ind i det stemningsbillede, der vil folde sig bredere og bredere ud, jo længere man kommer ind i pladen. Lees lettere rustne vokal, godt dyppet i en dyb rumklang, træder ind i lydbilledet efter de to minutters instrumentalintro, og “In the Distance” åbner døren på elegant manér på en gennemgående vellykket debutplade.

“Dim Stars” er en herligt underspillet countryballade med et nedtrykt, men afklaret fokus på kærligheden. Frem for den traditionelle ’tear in beer’-tyngde, hvor ens ’sweetheart’ er smuttet, har Lee et mere fokuseret og bestemt udtryk. »You always waste my time,« nærmest hvisker Lee, mens den drivende guitar åbner for et fantasibillede, hvor blikket er vendt mod nattehimlen. Lees kære har ikke længere sin berettigelse på denne himmel: »I’ll take down your star / It’s falling softly now / It’s falling down without a sound.«

“Gare Du Nord” har afsæt i et sample af et damptog, som forsvinder et sted ude i horisonten, mens dybt dykkende orgeltoner og længselsfulde guitaranslag græder ind i natten. Lees vokal lyder sørgmodig i et leje, som nærmer sig Leonard Cohens: »Stations in the rain / You’re leaving once again / Never looking back / Desperate and alone / But now you’re on your own / Why did you leave that way?« Det er et mørkt nummer, og det stikker lige i hjertet med sit sammenkog af længsel og afmagt.

Der er dog også et par numre, som med deres sløve tempo truer med at gå helt i stå, og op til flere numre, som simpelthen minder for meget om hinanden. Men det ændrer ikke ved det overordnede indtryk, som bestemt er positivt – så længe man hiver fat i numrene i en stilfærdig stund på det rigtige tidspunkt af døgnet.

★★★★☆☆

Deltag i debat