Plader

The Matthew Herbert Big Band: Goodbye Swingtime

Herbert har tidligere lavet musik med lyde optaget i et almindeligt hus, lyde samplet fra kroppen, og nu har han sørme lavet en plade bygget på lyde fra “rigtige” instrumenter. Et udfordrende album, der kræver flere nærlytninger for at give det fulde udbytte.

Cd’en starter med noget, der lyder som en sampling af musikere, der trykker ventilerne på deres respektive instrumenter ned. Lidt snak iblandes, og lyden af akustiske træblæsere sætter ind med staccerede toner, der dog snart bliver udsat for diverse lydmanipulationer – ekko, delay. Det hele vokser i intensitet, bliver mere og mere kaotisk og ender i en enkel harmoni, og ud af kaos træder en enkel bas, som lægger fundamentet for et klassisk big band-nummer med saxofoner, trompeter og swingrytme.

Hvad er nu det? Matthew Herbert er da techno- og houseproducer, er han ikke? Jo da. Men han er også konceptkunstner og har altid villet andet med sin musik end bare at underholde. Han vil gerne sætte de små grå på arbejde. Det gjorde han med sit album The Mechanics of Destruction under aliaset Radio Boy, der var lavet udelukkende af samplinger af masseproducerede mærkevarer eller populære medier såsom fast food, GAP-tøj og TV-nyheder.

Man plejer at sige, at man selv kan bestemme, hvad instrumental musik skal handle om, fordi ingen ord guider én frem til en bestemt tolkning. Den ene oplevelse af, hvad musikken udtrykker, kan i princippet være lige så god som den anden. Men ved at gøre os, sine lyttere, opmærksomme på, hvilke samplede kilder han bruger som udgangspunkt for sin musik, tvinger Herbert os til at forholde os til musikken på en anden måde end bare ved almindelig lytning. Det instrumentale betyder pludselig noget. Man kan selvfølgelig vælge at abstrahere fra det under sin lytning, men det er svært – når først man ved noget, kan man ikke bare sådan “glemme” det igen. Det samme gør sig gældende med det nye udspil, Goodbye Swingtime: Man bliver opmærksom på, hvordan musikken er lavet, og ens oplevelse ændres.

Musikken på Goodbye Swingtime har to konceptuelle udgangspunkter – et æstetisk og et indholdsmæssigt.

I 2000 offentliggjorde Herbert, inspireret af den danske dogmebevægelse, sit eget sæt dogmeregler – Personal Contract for the Composition of Music (forkortet PCCOM) – der skulle fremelske den indre nødvendighed og higen efter at være original og nyskabende til alle tider. Påbudene var bl.a., at det er forbudt at sample andres musik, alle programmeringer skal foretages af den enkelte kunstner: Det er forbudt at benytte sig af fabriksfremstillede forprogrammeringer og endelig, at alle samplinger skal slettes efter færdiggørelsen af det enkelte track.

Det indholdsmæssige koncept er båret frem af en grundlæggende utilfredshed med tingenes tilstand – forbrugersamfundet, udbytningen af den tredje verden, verdensomspændende virksomheders underbetaling af deres ansatte. Således indeholder nummeret “The Three W’s” en sampling af indtastningen af adressen www.soaw.org (School of the Americas Watch – en sammenslutning, der dokumenterer den amerikanske regerings samarbejde med latinamerikanske diktatorer) og lyden af udprintning af sider fra samme hjemmeside. “The Many and the Few” indeholder optagelser fra en Nej-til-krig-mod-Irak-demonstration, og “Turning Pages” indeholder lyden af en bladren i Noam Chomskys bog Slyngelstater.

Men nytter disse koncepter noget, hvis musikken ikke er god? Det gør de selvfølgelig ikke – og indrømmet: Jeg skulle høre cd’en en håndfuld gange, før musikken rigtigt åbnede sig for mig. Men nu er den til gengæld også svær at få af afspilleren.

Det er ikke til at komme udenom: Pladen er søbet ind i big band-jazz og bringer på den måde mindelser frem om de gamle jazzfolks efterladenskaber – jeg kommer umiddelbart til at tænke på de mere “glatte” big bands, såsom Glenn Miller og Pink Panther-komponisten Henry Mancini. “Everything’s Changed” kunne være sunget af Tony Bennet, men bliver her croonet af engelske Jamie Lidell, som også kendes fra sit samarbejde med Christian Vogel under navnet Super_Collider. Et nummer som “Misprints” har et heftigt fremaddrivende beat, som man kan høre det på gamle Charlie Mingus-plader. “Fiction”, sunget af Arto Lindsay, bringer med sin abrupte rytmik, hoppende og springende blæsere, mindelser frem om en fyr som Django Bates.

Det var disse jazz-efterladenskaber, jeg bemærkede de første par gange, jeg hørte cd’en, men langsomt opdagede jeg, at der er mere på spil. For neden under big bandet vrimler det med særheder: knitren, mærkelige trommelyde, spacede klange osv. Førnævnte “Fiction” er et godt eksempel: Det starter med lyden af en speedmarker, der skriver på karton. Frem vokser den hoppende rytmik, og midt i nummeret lyder det, som om hele bandet bliver spillet baglæns.

“The Battle”, der på mange måder er det tætteste, albummet kommer på “rigtig” jazz med walking bass og hele piv-tøjet, har Matthew Herbert sendt en tur forbi Jan St. Werner og Andy Toma alias Mouse on Mars, der også selv har eksperimenteret med samplinger og manipulering af blæseinstrumenter. Samarbejdet mellem Matthew Herbert og Mouse on Mars skaber et fantastisk nummer, hvor vi i stedet for at høre den klassiske solo, hører det særeste mellemspil, hvor det næsten kun er walking bass’en, der er tilbage fra det oprindelige nummer. Resten er klippet op, spillet baglæns og manipuleret i en grad, så det går op for én, at hvad der startede med at lyde som lyden af i går, pludselig lyder som lyden af i morgen.

Herbert har udtalt, at han vil forføre folk – forføre dem til at høre klange og lyde, de ikke er vant til. Det giver så sandelig mening, når man hører Goodbye Swingtime.

Matthew Herbert har begået endnu et personligt værk, der udvider grænserne for, hvad vi tror kan lade sig gøre. På fornem vis åbner han en korridor mellem fortiden og fremtiden og stiller ikke mindst spørgsmålstegn ved vores måde at leve på. Ikke dårligt gået af en techno-producer.

★★★★★☆

Deltag i debat