Plader

Mogwai: Happy Songs for Happy People

Skrevet af Klaus Mors

De skotske postrock-pionérer lever heller ikke denne gang helt op til de forventninger, man med rette kan tillade sig at stille til bandet.

Happy Songs for Happy People kandiderer til at blive dette års mest ironiske albumtitel. For nej, Mogwai har ikke ændret sig synderligt fra sit normale musikalske ståsted. Det er stadig fortrinsvis instrumentale og meget melankolske sange med tydelig inspiration fra Slint, GYBE! og Sigur Ros, som skotterne disker op med.

Der er faktisk ikke sket den store udvikling med bandets lyd eller produktion, så dette nye album placerer sig egentlig i ganske fin forlængelse af Come On Die Young og Rock Action. Det lader til, at bandet mener at have fundet sin egen niche, hvor de forsøger at lave komplekse kompositioner, hvilket efter min mening er en skam, for det bliver en anelse kedeligt. På Happy Songs for Happy People har de (næsten!) droppet de elektroniske virkemidler, som blev brugt på Rock Action, og det er her almindelig instrumentering tilsat cello, organ eller piano, der præger lydbilledet.

Første skæring, “Hunted by a Freak”, er en smuk åbningssang med en hviskende vokal som baggrund (den hviskende vokal indgår i flere sange som et ekstra instrument, og det underbygger musikken godt). Der veksles mellem stilhed og støj, dog uden at det går voldsomt for sig. En udmærket åbning på albummet, men sangen er på negativ vis også symptomatisk for albummet. For ganske vist er sangen god, men den viser ikke nye sider af bandet.

Herefter byder det ca. 49 minutter lange album på sange, som ligger i fin forlængelse af hinanden, hvilket giver et helstøbt album. Der er ikke mange sange, der lige umiddelbart træder frem, men “Moses? I Amn’t” skal dog fremhæves, da det klart er et af albummets højdepunkter, om end det minder ganske meget om Sigur Ros. En ganske kort og stille sang med klagende cello og feedback guitar-støj. De to smukke afslutningsnumre, “I Know You Are But What Am I?” og “Stop Coming to My House”, er dog en flot afslutning.

Der er flere typiske Mogwai-sange på denne skive, og man kunne godt have ønsket sig en større udvikling. Det er altså, som skrevet, problemet, at det talentfulde band ikke rigtig forstår at flytte sig fra dets udgangspunkt.

Det er dog et fint album, og der er lagt i kakkelovnen til flere gode lytteoplevelser, hvis man giver Happy Songs for Happy People tid og mulighed for at åbne sig op. Mogwai er stadig bedst, når dagen går på hæld, solen er på vej ned, og det bliver nat. Der er masser af muligheder for at sidde og fordybe sig i tanker, mens skiven kører i baggrunden. De folder sig bare aldrig helt ud, så det hele bliver lige ved og næsten.

Det er faktisk kun i “Ratts of the Capital”, at Mogwai for alvor folder sig ud, men det ender med, at sangen kun kommer til at lyde som et opkog af ældre Mogwai-sange pga. stilhed-støj-stilhed-formularen. Som Mogwai-fan er der ingen vej udenom – albummet skal selvfølgelig skaffes hjem til samlingen – men til den gængse musikelsker skal det siges, at der er væsentlig bedre og mere interessant eksperimenterende musik lige nu, end den Mogwai byder på. Er man derimod først stødt på Mogwai nu, kan der i stedet henvises til Young Team, Come on Die Young og deres interessante ep’er, som er bedre end dette album.

★★★★☆☆

Deltag i debat