Plader

Brett Perkins: Danish Weather

Skrevet af Søren McGuire

Interessant poprock fra herboende amerikansk sangskriver, der har meget tilfælles med Lloyd Cole. Ganske lytteværdigt, hvis man ikke er bange for at være lidt anti-cool.

Den amerikanske sangskriver Brett Perkins er meget betaget af det skiftende danske vejr. For os indfødte er vejret herhjemme grund nok til at pakke kufferten og hoppe på den første flyver ud af landet, men for Brett Perkins er det lige omvendt. Han har bosat sig i Danmark og har fundet stor inspiration hos vores lunefulde vejrguder. Danish Weather er en hyldest til det evigt overraskende danske lortevejr – til en vis grænse, for Brett Perkins bruger det danske vejr som en metafor for emner som kærlighed og død. Det kan godt lyde lidt fortænkt, men Brett Perkins slipper absolut godt fra det. For folk med hang til sangere som Lloyd Cole og Loudon Wainwright III vil Brett Perkins være et ganske godt alternativ.

Danish Weather er indspillet i Danmark, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at pladen ikke ligefrem henvender sig til det unge eller alternative publikum. Listen over gæsteoptrædener på Danish Weather tæller blandt andet Sascha Dupont, Noah Rosanes og Nina Forsberg samt en række mere eller mindre prominente landsmænd, heriblandt Bright Blue Gorilla og Mark Davis – navne der ikke ligefrem besidder den helt store indie-credibilitet, men som absolut har deres eksistensberettigelse på singer/songwriter-scenen, hvad enten de er Barometer-materiale eller ej.

Men det interessante er derimod, at Brett Perkins’ CV rummer langt flere spændende navne, som han har optrådt eller indspillet med. Tina Dickow, Pernille Rosendahl og færøske Teitur har alle haft fornøjelsen af at arbejde med Brett Perkins på den ene eller den anden måde. Dertil kommer Brett Perkins’ samarbejde med større udenlandske navne som Boo Hewerdine, Jonatha Brooke og Jeff Cohen.

Brett Perkins har absolut evnen til at skrive en god sang. De smukke ballader Elsie Brown og The Moments We Choose, hvor Brett Perkins med lidt god vilje kan minde om en moden Ryan Adams, ligger side om side med de lidt jazzede skæringer og ikke mindst de fornøjelige popsange. De viser i højt tempo en livsglad amerikaner, der har et ganske godt tag om sit eget udtryk.

Melodierne har fået god plads, og variationen mellem pop og rock er forfriskende uhøjtidelig, om end klicheerne engang i mellem er lidt for åbenlyse. Brett Perkins udforsker ikke nye territorier, men han træder til gengæld heller aldrig vande på Danish Weather. Et stort plus er det, at Brett Perkins fremviser så stor spilleglæde og indlevelse, at det ikke kan andet end at smitte af.

Der er et par enkelte svipsere på pladen, som man fristes til at springe let og elegant henover. Åbningsnummeret She’s My Danish Weather er lidt irriterende, hvilket til dels skyldes, at Brett Perkins’ vokal på det nummer virker lidt for overstyret og svævende. Brett Perkins er bedst, når han giver sig selv tid og plads til at trænge ordentligt ind i sangene, hvilket han heldigvis er god til. De få svipsere er kendetegnet ved at være lidt for overfladiske og ivrige. Men de hører til sjældenhederne.

Som helhed har den herboende amerikaner lavet en fornem plade, som gør sig godt til i den mere poppede ende af singer/songwriter-genren. Det er musik, der i høj grad henvender sig til det voksne publikum. En række af gæstemusikerne er mere eller mindre fast inventar i Hit med sangen, og selv om dette for nogle er undskyldning nok for at holde sig langt væk, er der absolut meget at hente hos Brett Perkins.

★★★★½☆

Deltag i debat