Plader

Piano Magic: Writers Without Homes

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Glen Johnsons kunstnerkollektiv leverer en laaaangstrakt, stillestående plade, der ikke rigtig har noget musikalsk indhold inde bag de intellektuelle spilfægterier.

“Fuck rock – let’s art.” Sådan lyder et motto for den amerikanske gruppe Piano Magic. Efter min mening er det en interessant tilgang at have til sin musik, men med Writers Without Homes viser Piano Magic, at bare fordi man tænker sin musik som kunst, er det ikke ensbetydende med, at der kommer et spændende og lytteværdigt resultat ud af det.

Pladen indledes med “(Music Won’t Save You From Anything But) Silence”, der ud over at have en fantastisk titel også er er et ganske godt nummer. Der er tale om et let støjende postrock-nummer i den næsten instrumentale afdeling, og det sætter stilmæssigt rammerne for, hvilket ende af det musikalske spektrum vi befinder os i: den afdæmpede og langstrakte og repetitive musik, der som mottoet lægger op til, i høj grad taler til intellektet.

På den følgende skæring “Postal” begynder det imidlertid at gå galt for Piano Magic. Her bruges for første gang klokkespil – et instrument, som herefter benyttes flittigt igennem hele albummet; de fleste gange med et næsten irriterende resultat til følge. Hen over en simpel musikalsk figur spillet på dette klokkespil ligger en spinkel stemme, der synger i et meget monotont leje, og resultatet er lige så kedeligt, som det lyder.

“Modern Jupiter” er en smule bedre, selv om der ikke er tale om specielt mindeværdig musik. Igen er der tale om en spinkel stemme, denne gang i skikkelse af Ronald Lippok fra den tyske gruppe Tarwater, lagt over et let breakbeat. Ligesom med “Postal” er problemet, at der ikke er nogen som helst musikalsk udvikling undervejs, og hvad der i starten af nummeret lyder ok, bliver hurtigt kedeligt.

Sådan fortsætter pladen med at forsøge at eksperimentere med repetitive minimalistiske lydbilleder med meget varierede resultater til følge, men stadig uden den store udvikling undervejs i numrene. Ofte er det sådan med denne slags musik, at man skal give musikken tid til at folde sig ud, og at det belønner sig at investere tid i pladen. Men efter mange gennemlytninger har det meste af pladen for mig stadig ikke vist sig at være andet en gang tom musik, der giver sig ud for at være dyb og intellektuel.

Pladen er faktisk bedst i de tilfælde, hvor musikken ligger tættest op ad konventionel sangskrivningsorienteret musik, som eksempelvis i den lange og rigtig gode “The Season Is Long”, der har John Grant fra The Czars med som vokalist. Det samme gælder den meget smukke “Crown of the Lost”, der er en klaverdrevet ballade med et vidunderligt vokalarbejde af Vashti Bunyan. I disse to sange viser Piano Magic, at de godt kan lave musik, der er både er vedkommende og kan leve op til det meget høje ambitionsniveau.

Selv om musikken generelt ikke er så spændende, er det værd at fremhæve de fine tekster, som ofte handler om liv og drømme. De er muligvis også meget filosofiske og højtravende, men i modsætning til musikken, kan de bære det kunstneriske niveau, der lægges op til.

Det samlede indtryk af pladen er dog, at den slet ikke kan bære det ambitionsniveau, der lægges op til, og at den derfor falder til jorden som en langstrakt fuser. Jeg har i de sidste par år hørt mange lovprisninger af Piano Magics musik, men med Writers Without Homes har de ikke formået at overbevise mig om deres store kvaliteter. Som nævnt er der fine ting undervejs, men samlet set er det kun omkring en tredjedel af pladen, der er rigtig god. Denne tredjedel ville have udgjort en glimrende ep, men som album holder det ikke.

★★½☆☆☆

Deltag i debat