Plader

Pretty Girls Make Graves: Good Health

Skrevet af Mikkel Arre

Tag en dyb indånding, før du trykker på play-knappen. Pretty Girls Make Graves’ fuldlængde-debut er en hæsblæsende omgang emorock – og aldeles glimrende.

»No room to breathe.« Linjen er sakset fra “By the Throat”, det afsluttende nummer på Pretty Girls Make Graves’ første fuldlængde-udgivelse, og den er en klar og præcis opsummering af hele pladen. Amerikanerne har nemlig skabt det noget nær ultimative soundtrack til alle, der trænger til at få åndenød.

Forestil dig, at du er eskimo (og for jer, der vitterlig er det, er det jo ingen sag) og står ved dit nyligt huggede hul i isen, ventende på dagens fangst. Pludselig flår en stor, komplet utøjlelig 5-hovedet sæl dig ned i vandet, som piskes op af dens voldsomme bevægelsesmønstre. Mens den okser rundt som en kat i en kurv af garnnøgler, holder den dig nede i noget, der føles som en uendelighed, men kun er et lille kvarter (en bagatel i iskoldt vand uden mulighed for ilt). Så lader den dig ånde et minuts tid for så igen at tvinge dig ned igen. Godt 27 minutter efter dens noget overraskende angreb bliver du nærmest katapulteret tilbage igen og kan straks mærke stilheden med alle dine sanser.

Hvorvidt du er kommet tilbage til dit udgangspunkt, afhænger af dig selv; men der er ingen tvivl om, at Pretty Girls Make Graves ville foretrække, at du er blevet forandret og ikke længere kan genkende din tidligere opfattelse af verden omkring dig. Jeg tolker i al fald Good Health som et utvetydigt oprør/opbrud og understøtter bl.a. tesen med den hyppige brug af linien »no surrender« i “Ghosts in the Radio”. Opbrudstendensen genfindes i The Getaway, som er en sand roadmovie, hvor to mennesker flygter fast besluttede på aldrig mere at se sig tilbage for bare at se hinanden. »All that matters is us.« Mon ikke flugten lykkes? Ønsket om at forandre og være anderledes ses også i det faktum, at Pretty Girls Make Graves afviger fra de allerfleste punk-inficerede bands ved rent faktisk at være meget dygtige musikere og vokalister. Sidstnævnte udnyttes dygtigt, når forsanger Andrea Zollo afløses eller bakkes op af flere mandsstemmer, der primært gør sig i ganske melodiske råbekor.

Dernæst har bandet – med et ganske glimrende resultat – valgt at få Phil Ek (bl.a. Built to Spill: Ancient Melodies of the Future) til at producere pladen. Han har evnet på én gang at give plads til Zollos følelsesspækkede, men til tider noget enstonige stemme, de halvt råbende med-vokalister, en særdeles detaljeret, livlig rytmebund og et veludrustet arsenal af guitar-riffs a la The Pixies. På trods af det høje tempo og de meget komprimerede kompositioner, som er de to primære årsager til, at åndenød sagtens kan indtræffe, lykkes det Ek at beholde overblikket så godt som hele vejen igennem. Ingen drukner, og ingen – heller ikke Zollo, når hun bliver mest skinger – stjæler lydbilledet fuldstændigt.

“If You Hate Your Friends, You’re Not Alone” rummer meget af det, Pretty Girls Make Graves står for. Hidsige, knurrende guitarbredsider i begge højtalere fra start til slut, en slagkraftig Andrea Zollo, som desværre også bliver lidt enerverende med sit råberi, en veloplagt rytmegruppe med breaks og temposkift i ærmet. Og oven i det hele ligger en umiddelbar og stærkt fortættet energi, som tydeligvis ikke kan slippe ud på andre måder.

Men Zollo og hendes fire kumpaner er ikke beskrevet til bunds uden at nævne det ubegribeligt fine, Modest Mouse-inspirerede flugtepos “The Getaway”, hvor hun holder sig til dét, hun er bedst til – at synge – og hvor bandet demonstrerer overblik nok til at give lytteren en chance for at få komme op til overfladen. Selve indåndingen sker i det efterfølgende, unavngivne mellemspil, hvorefter der igen dykkes ned i aggressioner med flere umiskendelige forbindelser til østkystlegenderne i Sonic Youth.

Men punkrock er ikke kun aggressioner – den fremragende Speakers Push the Air, der åbner pladen, er en stærk hyldest til den musik, der startede Pretty Girls Make Graves. »I found a place where it feels alright / I heard a record and it opened my eyes … And nothing else matters / When I turn it up loud.« Og det er essensen hos Seattle-kvintetten – selv åndedrættet er uvigtigt.

★★★★½☆

Deltag i debat