Plader

Puressence: Planet Helpless

Skrevet af Søren McGuire

Puressences tredje album er herligt varieret, men mangler til gengæld den gnist og nerve, som gjorde de to første plader så glimrende.

Man må se sandheden i øjnene: Puressence får nok aldrig det gennembrud, de fortjener. Da Manchester-gruppens debutplade udkom i ’96, havde røgen knap nok lagt sig efter britpoppens ugudelige terror, og to år senere, da opfølgeren, Only Forever var på gaden, rumsterede Oasis og Manic Street Preachers stadig i pladekøbernes forvirrede sind. Nu er der gået fire lange år, og Englands måske mest interessante orkester vil heller ikke denne gang få den opmærksomhed og anerkendelse, som de så grusomt bør få. Hvorfor? De spiller ikke garagerock, og spiller man ikke garagerock i nutidens Storbritannien, gider NME ikke at beskæftige sig med dig. Og gider NME ikke beskæftige sig med dig, får du ikke det gennembrud, du fortjener. Så simpelt er det desværre. Desuden lyder Puressence stadig som The Charlatans, og det gider den købestærke ungdom ikke at lytte til.

Der er ellers sket ting og sager med Puressence siden Only Forever. Først og fremmest er de fulgt nogenlunde med tiden, hvilket betyder, at gruppen har lagt lidt af inspirationen fra Joy Division på hylden med Planet Helpless. Dermed ikke sagt, at de sigter efter MTV-hittet, men sangene er mindre indadskuende, og der er kommet flere facetter ind i musikken. Hvor Puressence tidligere så sig tilfredse med et par enkelte guitarer, en bas og sæt trommer, har de nu udviklet både deres sangskrivning og spilleevner.

Det har desværre været på bekostning af den nerve, der hidtil har ligget i Puressences musik. Puressence og Only Forever er moderne indierock-klassikere netop på grund af det faktum, at de har evnet at videreføre den ånd, der lå i Joy Division ind i en mere moderne rockmusik. Man kan mene, hvad man vil om dette, men faktum er, at Puressence havde en nerve og en edge, som sjældent er set på den engelske musikscene. Selv om melodierne på især debuten var enkle og uden de store sidespring, var sjælen intakt. James Mudriczki sang med en vrede, der trængte helt igennem. En vrede, der smittede af på lytteren. Nu er melodierne blevet mere varierede og mindre modløse. Der er stadig langt til MTV-hittet, men sange som She’s Gotten Over You, Analgesic Love Song og singleudspillet Walking Dead viser, at det går i den “rigtige” retning.

Men hvad er så bedst? Puressence har givet slip på den vrede og desperation, som var den bærende kraft på deres to første plader. James Mudriczkis stemme er ikke længere så skarp og minder nu mere og mere om Tim Burgess fra Charlatans. Der er eksperimenteret med sangskrivningen, og det gør Planet Helpless til en mere varieret plade. Men det hjælper ikke så meget, når Puressence har givet afkald på lige netop det, der tidligere gjorde dem til noget særligt. Planet Helpless har kun en brøkdel af den slagkraft, de to første plader havde, og det gør desværre pladen til lidt af en ligegyldighed. Især når man tænker på, hvad gruppen tidligere har præsteret.

★★★☆☆☆

Deltag i debat