Plader

Queens of the Stone Age: Songs for the Deaf

Skrevet af Mikkel Mortensen

Queens of the Stone Age kan så sandelig stadig spille eminente rock’n’roll-sange med masser af knald på, men disse nye sange til de døve roder lidt for ofte rundt på grænsen af middelmådighed.

Grundkernen i amerikanske Queens of the Stone Age udgøres af sanger/guitarist Josh Homme og sanger/bassist Nick Olivieri, begge tidligere medlemmer af stoner rock-bandet Kyuss, som opnåede kultstatus med deres to albums. En status, de bevarede op til opløsningen i 1995. Herefter dannede Olivieri og Homme Queens of the Stone Age, der med deres andet album, Rated R fra 2000, fik lidt af et gennembrud. Derfor er der lagt op til det helt store med deres nye album, Songs for the Deaf, og der er bestemt ikke blevet skruet ned for hypen, efter at det kom frem, at Foo Figthers-frontmanden Dave Grohl var så imponeret over Queens of the Stone Ages kvaliteter, at han for første gang siden Nirvanas opløsning har valgt at tage til takke med kun at sidde bag ved trommesættet. Derudover har Olivieri og Homme også fået assistance af den tidligere Screaming Trees-sanger Mark Lanegan.

Songs for the Deaf lever dog ikke op til de mesterværk-prædikater, som det har fået påhæftet af flere medier. Albummet er først og fremmest alt for langt. 15 sange og en spilletid på over de 60 minutter er simpelthen for meget, især når der er så mange mindre vellykkede sange iblandt. Derudover holder konceptet med de falske radio-dj’s, der introducerer nogle af numrene, ikke i længden. Det bliver trættende, og så kan det faktum, at det rent faktisk er notabiliteter, som ex-Marilyn Manson-bassisten Twiggy Ramirez og Amen-frontmanden Casey Chaos, der sidder bag mikrofonen, ikke redde disse montager, der dog alle som én er ætsende ond satire rettet mod de amerikanske radio-stationer og deres selvfede dj’s.

Når det er sagt, så skal det da også bemærkes, at der rent faktisk er en hel del stærke sange på albummet. Især førstesinglen, “No One Knows”, er helt sublim. Boogie-rock anno 2002 lyder måske ikke specielt fedt, men det er rent faktisk det, som dronningerne serverer her, og det fungerer helt upåklageligt og rykker helt vildt.
Også “First It Giveth” er en eminent rocksang, hvis afdæmpede vers giver en perfekt kontrast til det rockende og ekstremt medrivende omkvæd, der allerede ved første gennemlytning sidder mejslet ind i hjernen på den sagesløse lytter: »First it giveth / Then I take it away.«

Queens of The Stone Age udvider paletten med den glimrende, lettere psykedeliske “The Sky Is Fallin’” med Mark Lanegan på vokal og den storladne ballade “Mosquito Song”, der af uforklarlige årsager er det ene af to ‘hidden tracks’, som dog alligevel er nævnt på coveret. Mere ordinære, men stadig velfungerende er den piano-pumpende “Go With the Flow”, den surfguitar-tilsatte “Another Love Song”, den hvæsende åbner “You Think I Ain’t Worth a Dollar, But I Feel Like a Millionaire” (vidunderlig titel, forresten) og den nærmest afdæmpede “God Is in the Radio”.

Resten af albummet formår desværre ikke at hæve sig over det middelmådige, og helt galt går det, når Queens of the Stone Age pludselig skal være glade på det andet ‘hidden track’ “Everybody’s Gonna Be Happy”, som bandet dog ikke selv har skrevet. Meget bedre går det ikke, når de skal være punkede, på det meget korte “Six Shooter”, der ikke alene er en meget dårlig sang, men som også pga. sin længde, eller mangel på samme, gør albummet endnu mere flimrende, end det er i forvejen. Det har muligvis været bandets hensigt, da albummet jo er iscenesat som en slags radiomontage, men som allerede nævnt fungerer dette koncept overhovedet ikke.

Queens of the Stone Age har altså hverken skabt et mesterværk eller noget, der tilnærmelsesvis kan kandidere til titlen som årets album, men i stedet et rodet og flimrende album, der dog stadig er anbefalelsesværdigt. Det indeholder stærke sange nok til at kunne tilfredsstille de fleste, der holder af hård rock. Songs for the Deaf er især en god investering, hvis man skynder sig, da man får en bonus-dvd med i købet, der dokumenterer, at bandet bestemt ikke er dårlige live.

★★★½☆☆

Deltag i debat