Plader

Radiohead: Hail to the Thief

Radiohead samler de musikalske tråde, men har måske toppet kreativt. Thom Yorke er gået fra et relativt selvmedlidende omdrejningspunkt til at beskrive verdens generelle forfald, men trods glimrende sange når Hail to the Thief ikke tidligere tiders mesterværker.

Intet er lettere end at anmelde en Radiohead-plade. Da enhver musikanmelder på forhånd har en holdning til bandet, er det blot om at sætte pladen ind i éns egne fastlagte rammer og derpå kritisere den for ikke at lyde nøjagtigt, som man selv ville foretrække det – hvilket Radiohead-plader aldrig gør. Jeg er selv blevet skuffet over dele af det nye album, men har med tiden måttet lade mig rive med af de mange fantastiske og stadig støt stigende sangperler, der faktisk befinder sig på pladen.

Hail to the Thief er mere end noget andet Radiohead-album centreret omkring teksterne, der er mere direkte og samtidsbeskrivende end nogensinde før. Visionen om en dunkel fremtid er nu brudt ud i lys lue, og vores verden har spillet fallit: »You can scream and you can shout / It is too late now / Because you have not been paying attention,« skriger Thom Yorke i desperation, »your alarm bells should be ringing.« Hvor Yorke tidligere trak sig ind i sig selv, tager han nu kampen op imod en overmagt, der nådesløst spiller hasard med klodens befolkninger. »Murderers, you’re murderers,« snerrer han, »we are not the same as you,« og erklærer slutteligt: »I won’t let this happen to my children.«

Det høres tydeligt, at Radiohead har haft en helt anden tilgang til denne plade end til de seneste to. Hvor den sparsomme lyrik på Kid A blev brugt til at fremhæve elementer af musikken, er det denne gang den nøje overvejede og i mange tilfælde ganske simple instrumentering, der understøtter hver enkelt sangs atmosfære. Dette høres eksempelvis i albummets tematiske knudepunkt og mørkeste nummer, “The Gloaming”, men helt generelt fremstår de forskellige lyde og instrumenter isoleret, hvor de førhen smeltede sammen i lydcollager.

Indspilningerne til Hail to the Thief har også i forhold til den besværlige proces med Kid A og Amnesiac medført væsentligt færre humørsvingninger og mindre dominans fra Yorkes side. Dette er desværre ikke altid synonymt med et større kreativt output, og Hail to the Thiefs akilleshæl er således for første gang i Radiohead-historien den åbenlyse mangel på innovation og fremdrift. At det er fuldt bevidst og blot lægger op til et kommende større stilskifte, ændrer ikke ved den utilfredsstillende følelse af ikke at kunne blive helt mæt af den nye plade. Til gengæld kan man så uden problemer lytte til den skræmmende mange gange i træk, og musikken på pladen spænder da også relativt vidt.

Den smukke “I Will” med Thom Yorke i 3D-harmoni ville ikke være malplaceret på Abbey Road, mens “Myxomatosis” borer sig ind i hovedet på én og for hvert bas-anslag hamrer ens krop længere ned i jorden, til det gør fysisk ondt. Den endnu hårdere “2+2=5” er allerede alment kendt som det bedste åbningsnummer på nogen Radiohead-plade, mens de fantastiske og medrivende “There There” og “Where I End and You Begin” begge har løftet sig til et niveau, man ikke kunne drømme om ved første gennemlytning. Albummets bedste og mest nytænkende nummer er dog som på The Bends og Amnesiac gemt til sidst. “A Wolf at the Door” viser en på flere planer aldrig før hørt sangstil fra Yorkes side samt et væld af ord leveret nærmest snublende over hinanden, hvilket på magisk vis resulterer i en aldeles besættende sang.

Problemet med Hail to the Thief er, at den måske er nødvendig i Radiohead-regi for at kunne samle trådene og derefter starte på noget helt nyt, men det gør den strengt taget ikke nødvendig for lytteren. Jeg har hele tiden været skeptisk over for den for Radiohead ekstremt korte indspilningstid på seks uger samt det faktum, at 12 af 13 livenumre fra sidste år endte på albummet. Tilbage står så et indtryk af, at bandet er gået på kompromis med hinanden og har savnet selvkritik i udvælgelsen af numre. Pladen havde ganske simpelt været langt bedre og mere relevant, hvis numre som “Go to Sleep”, “Sail to the Moon” og “Backdrifts” havde været udeladt. De første to fejler intet i sig selv, men fremstår selv efter utallige lyt blot som dårligere udgaver af “Optimistic” og “Pyramid Song”, og “Backdrifts” indeholder det mest enerverende omkvæd siden den 10 år gamle “How Do You?”.

Det er således lykkedes Radiohead at lave deres dårligste plade siden 1993 (hvilket dog primært skyldes det eminente bagkatalog), og man må med spænding imødese bandets fremtid. De kommer aldrig til at lave OK Computer igen, og vil de bevare deres varemærke som et ikke-stagnerende band, er tiden inde til det større skift i form og udtryk, som Yorke har varslet. Det skal såmænd nok komme – så længe Radiohead ikke begynder at lytte til anmelderne.

★★★★½☆

Deltag i debat