Plader

Relaxed Muscle: The Heavy EP

Jarvis Cocker er indtrådt i et musikalsk samarbejde med Jason Buckle. Under navnet Relaxed Muscle leger de med mørklødig, dansabel elektropunk, som vist kun er sjov for de to involverede i legen. For os andre inviterer den til et langstrakt gab.

Man skal blot lytte og tænke sig en smule om, så gætter man nemt, hvem der gemmer sig bag pseudonymet Darren Spooner, som lægger vokal på Relaxed Muscles The Heavy EP, og som danner musikalsk makkerpar med Jason Buckle, der står for alle instrumentale dele af musikken. Selvom vokalen er godt gemt bag ved diverse effekter og en musikalsk stil, som man ikke umiddelbart ville forbinde den karakteristiske vokal med, lyder den umiskendeligt som den kære Jarvis Cocker. Pulp har lagt deres musik på hylden på ubestemt tid, men et eller anden sted vidste man, at Cocker næppe ville være i musikalsk stilstand i længere tid ad gangen. I de senere år har han fordrevet tiden i forskellige stykker samarbejde sammen med blandt andre Black Box Recorder, Marianne Faithfull og Barry Adamson. Nu har Pulp-frontmanden sat sig på et nyt musikalsk projekt, som blot er endnu en form for tidsfordriv – om ikke for Cocker så for hans lyttere.

The Heavy EP er baseret på en 7″-single fra 2002, som udkom i blot 500 eksemplarer. Efterspørgslen har tilsyneladende været stor; ikke desto mindre købte Rough Trade rettighederne til at genudgive singlen, denne gang i form af en EP med et ekstra nummer inkluderet.

Relaxed Muscle har været hjemme og rode pladesamlingen igennem efter gammelt Suicide-materiale og tænkt, at det ville de også give sig i kast med. Stilen er i hvert fald mørk, dansabel elektropunk.

Relaxed Muscle pumper mørklødet blod i et maskineri, som hviner i en skinger og vedvarende tone efter at have stået stille i en længere periode med rust i ledene. Alle hjul og remme bliver efter et par omgange smurt til, og den hvinende, beklagende lyd dæmpes en smule, men den forsvinder aldrig. Tanken om Suicide slipper ikke én, mens man lytter til de tre numre – og lysten til at høre dem frem for denne light-version er væsentlig større. Relaxed Muscles musik forsøger sig ikke med noget nyt. De prøver at reproducere noget, som virkede for mange år tilbage, men end ikke en reproduktion mestrer de. Man lægger blot ører til halvbanale, tunge synthriffs lagt oven på den evigt dunkende stortromme, som om bandet banker én i ryggen med en knytnæve og insisterer på, at man danser til deres kedelige musik. Cocker forsøger sig ud i dunkle tekstlinjer såsom »I’ve seen the future, and it is not bright,« og dertil vil jeg svare: Nej, da ikke hvis musik som jeres er fremtiden.
Dekadencen, som Relaxed Muscle har som mål, nås aldrig. Musikken bliver aldrig farlig eller udfordrende, som den gerne vil.

Jeg giver Cocker og co. et enkelt U for forsøget og et halvt oveni for troen på det. Længere kan jeg ikke strække den.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat