Plader

Royal City: Alone at the Microphone

Skrevet af Søren McGuire

Smukke kompositioner redder denne canadiske kvartets andet album fra at være for spøjs og useriøs. Med mere seriøse tekster havde det været et mindre mesterværk.

Royal City er et underligt bekendtskab. På gruppens andet album, Alone at the Microphone, har den canadiske kvartet placeret deres musik et sted mellem klassisk folkrock som Neil Young og Buffalo Springfield og den nye bølge af neo-country artister som Sleepy Jackson, Smog og Will Oldham.

I forgrunden står forsanger Aaron Riches, hvis vokal det ene øjeblik er pint som Neil Youngs og det næste blød som Neil Halsteads (Mojave 3) og Alan Sparhawks (Low). Resten af Royal City består af tre multiinstrumentalister, der hver især skiftes til at spille på de forskellige instrumenter, der blandt andet tæller akustisk guitar, klaver, lap-steel, orgel, harmonika og ikke mindst banjo, der er en fremtrædende del af Royal Citys besætning – noget der især kan høres på Alone at the Microphones kantede ørehænger Bad Luck, der med sit organiserede kaos af guitar og banjo åbner pladen.

Forbløffende nok er Royal City mere neo end country. De elleve sange har hver deres helt egen charme og leder tankerne hen på forskellige genrer: Fra 60’ernes westcoast-pop til cabaret, klassisk sadcore, ørkenrock og bluegrass. Midt i alt dette står Aaron Riches, der fornemt formår at binde det hele sammen til én helhed. Selv om et par enkelte af sangene lige er en tand for useriøse og rodede og godt kunne undværes, hænger pladen alligevel på den mest underfundige vis godt sammen. Det er egentlig underligt, for hvad angår tekster, er Alone at the Microphone dybest set for useriøs og selvironisk til at være udholdelig; medmindre man selvfølgelig finder Aaron Riches platte og spøjse tekster sjove, for i så fald er pladen en sand guldmine af lummer lyrik. Et eksempel på dette er den ellers så smukke og lavmælte Blood and Faeces: “Blood and faeces on my knees / Death in my brain / All over me“. Dette er desværre et gennemgående problem på Alone at the Microphone, som dog er til at abstrahere fra, hvis man gør sig lidt umage. Musikken lader bestemt ikke noget tilbage at ønske, for de melankoliske melodier fejler absolut intet, snarere tværtimod, og der er heldigvis sange som Spacy Basement, Daisies og My Brother Is the Meatman til at redde pladen og tilmed gøre den til en ganske fornem lille sag, der bestemt er besværet værd.

★★★★☆☆

Deltag i debat