Plader

Rumpistol: s.t.

Med sin indbydende, blide elektroniske boblen og skratten byder Rumpistol på en behagelig og særdeles velspillet, om end en smule kedelig debutplade. Endnu en gang har nattens længde overrasket mig.

Lige pludselig begynder fuglene udenfor at kvidre, spæde solstråler lyser himlen svagt op, og den sagte brummen fra trafikken tager til ude på vejene. Jeg blinker med øjnene, og med ét er det morgen igen. Stakken af plader, jeg havde besluttet mig for lige at gennemlytte, inden jeg ville lægge mig til ro, er ikke helt så høj, som den var, da jeg satte mig foran anlægget i går aftes. En af de plader, jeg hørte, var danske Rumpistols netop udsendte eponyme debutplade.

Under hvilke omstændigheder musik bliver hørt, har stor indflydelse på det indtryk, den giver. Om det er, mens man sidder under et tæppe med en god bog foran sig, i discman’en mens vinden bider én i ansigtet siddende på sin cykel, eller i hovedtelefoner med lukkede øjne tildelt fuld koncentration – det hele spiller ind. Omgivelserne skal helst passe til musikken og vice versa.

Med sine elleve blide, boblende og skrattede kompositioner giver Rumpistol (som efter sigende lever et ganske almindeligt liv under det mere borgerligt klingende navn Jens Christiansen) et ganske fint bud på et soundtrack til natten, der på én gang egner sig som både baggrundstapet og som genstand for intensiv lytning. Et godt eksempel på dette er albummets åbningsnummer, det uimodståelige “Morgenfugl”. Et mikroskopisk beat overtager lydbilledet fra den sarte fuglekvidren, der starter nummeret, og stemningen er sat. Der bliver givet plads til detaljer og udfoldelse i sangene – noget der til tider lykkedes, andre gange ikke. Den tilbagelænede og løse stemning i “Morgenfugl” er også gennemgående i stort set resten af albummets numre – måske også en tand for gennemgående.

“Sdr. Fasanvej kl. ca. 22.00” og “Mexico” valser ufortrødent videre, fra hvor “Morgenfugl” slap, og der er sådan set intet at klage over i de to numre, selvom man allerede kan blive lidt irriteret over, hvor ens sangene er bygget op. Det er der dog i “Nice Man”, der med nogle næsten latterlige, samplede vokalstumper aldrig rigtigt kommer nogle vegne, da sangen ikke kan bestemme sig for, i hvilken retning den skal bevæge sig. Det samme gælder, desværre, også dens efterfølger, pladens næstsidste skæring, “Hey Man?”.

Med kaskader af bittesmå beats og manipulerede lyde samt plukkende strenge i “Two Lone Swampsons” – måske en slet skjult hyldest til engelske Two Lone Swordsmen, hvis udtryk ikke ligger forfærdelig langt fra det, man finder i pågældende nummer – viser Christiansen igen, at han kan lave enormt dragende lydlandskaber. Den svagt dronende “Tænkepause” giver præcis, som titlen antyder, et lille pusterum, før den mere upbeat, funky “Tangoboy” får lov at tage over. Pladen bliver afsluttet af en alternativ udgave af “Sdr. Fasanvej”, og denne er med sit labre guitar-riff i mine ører faktisk bedre end originalen, og måske er netop guitaren noget, der i fremtiden kunne integreres mere i lydbilledet. Godt lyder det i al fald.

Selvom det ikke ville være helt fair at sammenligne Rumpistol med kunstnere som Four Tet og Manitoba, kan man savne den livlige summen, man finder på disses seneste albums. Det er nok ikke samme udtryk, der bliver søgt efter, men selv om man i glimt kan fornemme det, er en af de ting, der virkelig mangler på Rumpistol, den “ud-over-kanten”-fornemmelse, man kan finde tydeligere i akkurat Four Tets musik. Når det til gengæld sker for Rumpistol, er det så overbevisende, at det vitterlig ærgrer mig at måtte give denne karakter. For Jens Christiansen er virkelig godt på vej, men det er, som om der stadig mangler noget i det samlede lydbillede. Det er følelsen af, at musikken til tider står stille lidt for længe ad gangen, der i sidste ende hiver albummet lidt ned. Størstedelen af sangene er der intet i vejen med – et par stykker af dem er endda fremragende – og der er ingen tvivl om, at Christiansen kan sit kram, men projektet virker som helhed ikke målbevidst nok. Bliver det dog det, har Rumpistol bestemt potentialet til i fremtiden at lave et album, der kan leve fuldt op til dets sange.

★★★½☆☆

Deltag i debat