Plader

Settlefish: Dance a While, Upset

Skrevet af Anders Groenkjaer

En lektion i og et godt bevis på den gamle forældrefloskel om, at forventningens glæde ofte er den største.

Det indrømmes gerne, at undertegnede på forhånd spåede dette italiensk/canadiske band med rødder i post-hardcore-genren omtrent lige så store chancer for kunstnerisk musikalsk succes, som for at Kenneth Carlsen spiller sig videre til anden runde af en seniorturnering eller bare i det mindste fremstår nogenlunde soigneret på tv. Men da jeg ved flere lejligheder har argumenteret aldeles højlydt for vigtigheden af objektivitet i bedømmelsen af musik, kastede jeg mig da også med forventningens glæde og en snært af ærefrygt ud i at gennemlytte og efterfølgende gøre status som ophøjet dommer over Settlefish og deres udspil Dance a While, Upset.

Jonathan Clancy lod første gang verden høre sin aggressivt skrigende stemme som spæd i Canada, og sådan lyder han stadig her en del år senere. Og det er i virkeligheden synd, for når Jonathan Clancy rent faktisk bruger sin stemme, som mange nok vil mene, at den er musikalsk beregnet til, så er det faktisk ikke tilnærmelsesvist lige så uudholdeligt at lytte på. Men det virker desværre, som om hele bandet lider under et kompleks, når det gælder om at støbe den gode melodi og tilsætte den “korrekte” og passende mængde organiseret støj, som der sig i denne genre absolut hør og bør.

Sangene halter hele vejen igennem pladen, dog med enkelte lyspunkter her og der, eksempelvis åbningsnummeret “Breeze” og “Measures Can Divide”, der begge langt hen ad vejen er både atmosfærisk velklingende og samtidig giver én, der for længst har ladet det lange garn barbere ned i “nu kan jeg også få job i Netto”-længde og med ungdomssløvsind som primær lidelse, lyst til at svinge en enkelt gang eller to med nakkepartiet. Men det redder bare ikke en skive, der for det meste bevæger sig på afgrunden mellem det kedsommelige og det helt uacceptabelt middelmådige. De til tider lange instrumentale flader (læs: befrielser) udnyttes og udforskes ikke for de muligheder, der heri kan ligge, og det resulterer i ofte to og tre minutters passager, hvor øjenlågene nærmest dyster på liv og død om, hvem der først kan falde i. Jeg er sikker på, at man i Canada til stadighed slår sig på maven af grin over at være sluppet af med Jonathan Clancy og hans musikalske kreativitet, alt imens man i Italien i selv de indoktrinerede hardcore-miljøer må være ved at kløjes i ravioli og siciliansk rødvin over selvsamme.

Spar blot på frimærkerne, drenge. Vi skal nok kontakte jer, hvis vi ønsker at høre mere – og det sker nok ikke foreløbig. To U’er kan jeg få mig selv til at give. Ét for at have humor og selvironi til at lægge numrene ned på en plade, og et andet for det faktum, at pladen er gratis.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat