Plader

Shout Out Louds: 100 Degrees EP

flr-flr-flr-flr – dette onomatopoietiske udtryk har til hensigt at illustrere den helt sagte lyd af sommerfugle, der hvirvler omkring hovedet på én. Det kunne man nemt forestille sig ske, når Shout Out Louds’ 100 Degrees EP spilles, for musikken kalder i et kort skrig på sol og varme.

Det er langtfra nogen hemmelighed, at det finder sted. Men hvordan det gøres, er om muligt blandt de større musikalske hemmeligheder i verden. Jeg taler om Sverige, og om hvordan de formår at producere og spytte det ene gode band ud af maskinen efter det andet, som sprudler med dansende poptæft og lækre melodier.

Stockholmkvintetten Shout Out Louds er endnu et af disse bands, og deres debut-ep er det nystartede Bud Fox Recordings’ første udgivelse. 100 Degrees består af fire sange, som i sangskrivningen stritter i hver sin retning, men alligevel rammes ind af bandets lyd. Og denne lyd, som jeg forsøgsvis relaterer til, er den umiskendelige svenske lyd. Man kan sige meget om den, men de har virkelig deres egen lyd på den anden side af Øresund. Men det nationalt unikke til trods er der også så mange bands, der simpelthen lyder ens i deres tilbagesøgende, lettere kitschrockende numre. Her falder Shout Out Louds desværre også ind under, men de gør det dog med en samling sange, som stikker bemærkelsesværdigt ud fra bunken.

Det kitschede element i den svenske indierock er i mange tilfælde brugen af et billigt lydende keyboard, som spiller en stærkt poppet synthmelodi (tænk for eksempel på The Mopeds’ “Dina Tried Her Silver Bow”), som for nogen er det dejligste i verden og for andre det værste ditto. Det indledende titelnummer gør netop brug af en sådan synthmelodi, som kun svenskerne kan lave den, og tilsat en guitar med skærende garagelyd har bandet skåret et fint, højenergisk åbningsnummer. Til trods for den glade og ligetil rockende melodi ligger der i forsanger Adam Olenius’ vokal en tristhed. Hvis man lytter godt efter, kan man høre, at han lukker hver en tekstlinje af med et lille suk. Det, der ligger til grund for sukket, er den pludseligt afsluttede kærlighed mellem to mennesker: »By the time you get on the bus / Love is no more / And you turn your head away from everything / You loved and adored.« Sangtitlen refererer til den efterfølgende kærlighedsfeber, som man fyldes af – i dette tilfælde af den ubehagelige slags, hvor sommerfuglene i maven er blevet til syge flagermus, som basker sindet itu.

Shout Out Louds søger en anden sangskrivning på ep’ens anden skæring. I form af den forfriskende tempofyldte folksang “Very Loud”, hvis indbyggede løfte i titlen indfries i omkvædet med masser af distortion på guitaren, præsenterer bandet det absolut bedste nummer på den lille udgivelse. Olenius er nærmest svævende i “Very Loud” med udfarende, kærlighedssyge udbrud: »I wanna build buildings high for you.« Men som i “100 Degress”, denne gang dog væsentligt mere fremhævet, har han denne snert af afklaret melankoli i sin vokal, og den understøttes også senere af teksten: »I’ve got a plan to get us out of here / If we only can use your money we could definitely get out of here / But I always screw it up some way / This is why this love can’t stay,« synger han, og sangen slår over i sin ekstatiske desperationsdans i omkvædet. Bedre bliver det næsten ikke.

Tristesse bevæger sig i langt de fleste tilfælde med langsomt, følende skridt mod en dybtfølt inderlighed, som takt for takt skæres ud, så dennes form bliver klar og tydelig med hver tone og tekstlinje. “Go Sadness” er ep’ens afdæmpede sang, som med forsigtig, underspillet akustisk guitar samt små, yndige keyboardtoner skaber det instrumentale baggrundsbillede, mens Olenius’ vokal er rykket helt frem i lydbilledet. Med vokalen helt fremme bliver der automatisk lagt mere fokus på teksten, som i dette tilfælde er en ligegyldig strøm af tilfældige billeder og ordspil, som egentlig er det rene vrøvl. “Go Sadness” lever ikke helt op til de to forrige numre, men den er ikke desto mindre med til at vise, at Shout Out Louds behersker både tempofyldte numre og de mere nedtonede ballader.

Som man langsomt er blevet lullet til ro af “Go Sadness” (der tegner sig generelt et billede af, at titlerne indikerer sangenes tempo og humør), bliver man vækket af introen til “Hurry Up Let’s Go”, der består af hastige og hårde håndklap. Der er fest på ny med masser af tamburiner og en pumpende bas. Olenius har fokus på de glade tanker: »Come on, love is all we got / And everything in the bottle is gone / So hurry up let’s go, don’t wanna miss a thing.« Man har ep’en igennem vænnet sig til hans dobbelthed med glade toner og triste tekster, og han udbryder da også i sangen: »So slow down / My heart can break in two / Yes, a heart can break in two.« Han har erkendt sin indre smerte, men vælger til sidst at smide den fra sig og give los: »So come on, let’s go, let’s break this heart in two.« Sangen bryder ned, ved at keyboardet imiterer lyden fra en respirator, der langsomt daler i tempo og ender ved den vedvarende tone. Olenius’ hjerte blev vist overophedet af tempoet i “Hurry Up Let’s Go”, men til glæde for os lyttere holdt det ved lige til enden.

100 Degress er en fin lille udgivelse med sange, man bliver glad af. Det er sange, som kan fremkalde solstråler fra selv de mest skydækkede himle, og det er sange, som man føler sig nødsaget til at bevæge sig til. Så det gør ikke så meget, at Shout Out Louds måske lyder som en del andre svenske bands. Jeg ser frem til fuldlængdeudgivelsen, som skulle komme til september.

★★★★☆☆

Deltag i debat