Plader

Spy Island: Little Fires EP

Skrevet af Martin Laurberg

Debutudspillet fra den Detroit-baserede indiegruppe Spy Island består af en række fængende og charmerende Tanzenlieder, der dog har en tendens til at drukne i en grød af rytmeguitar og lallede platheder.

Little Fires er Detroit-gruppen Spy Islands debutudspil. Gruppens medlemmer (to multiinstrumentalister + en flok gæstemusikere) har tidligere spillet i diverse mere eller mindre ukendte undergrundsgrupper, og Spy Island er det sidste skud på stammen.

Gruppen spiller guitarbaseret indierock af den mere poppede, veloplagte og velproducerede slags, og fra pladens begyndelse virker det godt. Åbningsnummeret, “Sober Sleeping”, er en kort og energisk popsang, som med en hidsig trommeproduktion og Wayne Coyne-agtig sang uvægerligt fremtvinger vrikken med foden samt lyst til at drikke pilsnere og ryge smøger. Nummeret er godt et minut langt, når man trækker introen fra, og det er netop de korte numre, som fungerer bedst for Spy Island.

Ved siden af åbningsnummeret er pladens højdepunkt den surrealistiske bejlersang “Cherokee Cheekbones” på omkring halvandet minut (»I’ve got a rickety ship / And all the wisecracks you’ll ever need / I’m three points ahead on the gallows pole«). I det hele taget er det meget vanskeligt ikke lade sig begejstre af pladens korte numre, der er af virkelig høj klasse – selv det ultrakorte “Little Fires, Inc.”, som ellers skæmmes lidt af en måske lige lovlig irriterende kækhed, hvilket jeg straks vender tilbage til.

De korte numre er rigtig gode, men det er de længere sange ikke altid. Det virker tit ret søvndyssende, når Spy Island begiver sig ud i instrumentale stykker. For eksempel er pladens længste nummer, den ellers dejlige “Whiskey Scientist”, fyldt op med Pavement-agtige guitarstykker, der ærligt talt ikke er særlig spændende. Det lyder ikke til, at der er lagt noget særligt arbejde i at komponere de instrumentale stykker, og derfor resulterer det i en noget ørkesløs tærsken langhalm på de samme guitarlinjer. Det kan de ikke helt bære.

Den egentlige grund til, at de længere numre ikke rigtig fungerer optimalt, har jeg faktisk allerede skrevet ovenfor. Gruppen spiller guitarbaseret indierock, og det er netop den allestedsnærværende rytmeguitar, som trækker sagerne mod det middelmådige. Hvis man skulle lave et lidt ondskabsfuldt skud i tågen, kunne man gætte på, at gruppen selv har set problemet. I hvert fald har de krydret sagerne med et potpourri af instrumenter. Det virker til tider udmærket, som for eksempel i “Detroit Gestapo”, der overhovedet ikke ville være det samme uden trædeorgel (men der kører stadigvæk en bøvet rytmeguitar bag det hele).

Andre gange er multiinstrumenteringen desværre direkte malplaceret. Rædselseksemplet er et break i den slagkraftige “Mini-Mall!”, der er besmykket/besudlet af lyden fra en sjov legetøjs-rumpistol – intet giver mig mere lyst til at slås end sådanne åndssvage indslag. Jeg tillader mig at fremture, fordi jeg er overbevist om, at det er meningen, at det skal være åndssvagt. Det ville måske også være i orden, hvis det samtidig var sjovt.

Generelt giver multiinstrumenteringen et noget overlæsset udtryk. Keyboards, voice over-stykker, synthesizere og ringlende guitarer virker mere som påklistrede kækheder end som bidrag til sangene. Spy Island er i det hele taget et meget kækt band, og det går tydeligt igen i teksterne, hvor det imidlertid virker bedre. “Little Fires, Inc.” er en slags kædesang, hvor man bevæger sig fra sangerens ven Paul til Pauls ven Clark, som bliver skudt af politimanden Steve, videre til Steves kone, Pam, som er forelsket i en mand med dårlige tænder, og fra manden med tandproblemer til hans tandlæge, som elsker Frank Sinatra. Det er måske lidt letbenet, men jeg synes, det holder meget godt.

Tekstskrivningen er præget af udflippede spring i tid, sted og dimension, der ind imellem mixes op med en sløset og charmerende hverdagsrealisme. Som for eksempel i den fine “Seldom Scene Queen”, der handler om at blive droppet til fordel for en friseret laps – en situation, som enhver slidt mand vistnok kan relatere til: »Then came the knock on the door / He had a Disneyland smile and an Ivy League dumptruck / A six-pack of fun with his eyes on the rate cut / He told her he was her best bet / So they packed up and moved out west.« Pis og lort!

Little Fires er et udmærket debutudspil, der klart er værd at lytte til, mens man griller pølser i svøb og drikker Harboe Silver. Til tider er Spy Island ligefrem glimrende, og højdepunkterne gør det er helt klart værd at anskaffe sig Little Fires (den er billig og kan købes på deres hjemmeside). Desværre skæmmes pladen af lovlig mange slapheder i både sangskrivningen og arrangementerne. Når gruppen forsøger at lalle sig ud af monotonien ved knalde et par ekstra gimmicks på bordet, gør det ikke sangene bedre. Tværtimod gør det helhedsindtrykket mere middelmådigt.

★★★☆☆☆

Deltag i debat