Plader

Suede: A New Morning

Tja. Suede falder ikke igennem med deres femte album, men udtrykket er efterhånden blevet så poleret og desværre også forceret muntert, at det er svært for alvor at holde af A New Morning.

Lad mig starte med at sige, at Suede er en af mine absolutte
yndlingsgrupper. Særligt fascineret er jeg af deres tidlige bedrifter, den fremragende eponyme debutplade og mesterværket Dog Man Star. I 1996 udgav Suede Coming Up, der var gruppens forsøg på at lave en perfekt popplade, og som til dels fungerede vældigt godt, men alligevel var en skuffelse sammenlignet med de tidligere plader. Med Head Music fra 1999 så det desværre ud, som om Suede ikke havde meget mere at byde på, da det ikke bare var en skuffende, men direkte pinlig plade, der kun indeholdt 3-4 gode numre. Der var ikke mange spor fra fra den storslåede, teatralske popmusik. I stedet var det en stram, funky og alt andet end grænsesøgende lyd, der kendetegnede Head Music musikalsk. Brett Anderson lignede desværre også en udbrændt sangskriver, da teksterne grænsede til det lalleglade og ligegyldige.

Efter at have hørt den smukke ballade “Simon” og senere den ganske udmærkede single “Positivity” har jeg, i håbet om at Suede kunne genfinde evnen til at skrive unikke popsange, gået og glædet mig til A New Morning, så det var med spænding og krydsede fingre, jeg første gang satte den i min cd-afspiller.

Det er den tidligere The Smiths-producer, Stephen Street, der har produceret A New Morning, og den jævne og trættende lyd fra Head Music er tydeligvis væk. Umiddelbart har Suede fundet sig godt til rette i skyggen af den solide popballade, og selv om det egentlig klæder gruppen ganske godt, virker det alligevel en smule kluntet, specielt fordi det lyder som om, de kopierer sig selv en tand for meget. Der er, på trods af titlen, altså ikke tale om en ny begyndelse rent musikalsk.

Derimod er stemningen på albummet anderledes end tidligere. Det handler igen om de enkelte sange, men helhedsindtrykket virker hverken rodet eller ufokuseret. Tonen er også en del lysere og mere håbefuld end før. Til gengæld er Suede måske blevet en smule for pæne, da man hverken i de middelmådige tekster eller i de ellers ganske fine kompositioner bliver bare den mindste smule provokeret.

Det er en behagelig stemning, der indhyller de nye sange, og A New Morning kører i et dejligt langsomt tempo og når det hele uden at skynde sig. Dog virker det bedst i de mere stille sange, hvor den enkelthed, bandet nu dyrker, kommer bedst til sin ret, mens det i de mere up-tempo numre går knap så godt – en skæbne, de fleste af de mere højtrøstede sange har måtte lide under, lige siden Bernard Butler forlod bandet for godt og vel otte år siden.

Albummets åbningsnummer og førstesingle, “Positivity”, er en stor og favnende sag, og allerede her er det klart, at Suede ikke er kede af det længere, men tværtimod udstråler en livsglæde, man hidtil ikke har set fra dem. “Obsessions” og “Lonely Girls” følger lige efter, og mens disse er hæderlige popsange, men heller ikke mere, så er “Lost in TV” en flot og med det samme iørefaldende ballade.

Brett Anderson synger stadig om de efterladte og de ensomme, taberne og de almindelige mennesker. Selv om teksterne er af højere niveau end dem på Head Music, så er de bestemt ikke på højde med de smukke og poetiske perler, han tidligere spyttede ud på samlebånd – og et par gange, som i de uinspirerende “Astrogirl” og “One Hit to the Body”, går det helt galt for Anderson, og det er naturligvis kun ærgerligt.

A New Morning er en plade, der helt sikkert vil blive hadet af de ‘gamle’ Suede-fans, mens de også vil vinde nyt publikum med den. Det er en fin popplade, men heller ikke mere end det. Den er hyggelig og rar, dog med en smule klodset og påtaget, glad attitude. Der er et par momenter på pladen, der bestemt er mindeværdige som den ovennævnte ballade, “Lost in TV”, “Untitled… Morning”, “When The Rain Falls” og især den lille akustiske perle “Oceans”, der kan findes som bonusnummer på ‘limited edition’-udgaven. Men der er desværre også for mange unødvendige numre, og alt i alt er A New Morning en plade, der hverken skuffer frygteligt eller virkelig indfrier forventningerne. Selv om den er et lyt værd, er der en del andre og mere interessante udgivelser, man kan bruge sine penge på.

★★★☆☆☆

Deltag i debat