thebrotherkite/Vaguely Starshaped: 7″ split

To bands deler en 7″-single med henholdsvis lidt shoegazer og powerpop. Uden at ændre verdens gang gør de det ganske godt.

Lad det være sagt med det samme: Jeg er vild med splitudgivelser. De udkommer efterhånden i alle størrelser og former med alt fra to til fem (måske endda flere) bands, som præsenterer et sted mellem én og seks sange hver (disse tal er hurtige statistiske udregninger gjort i mit hoved på et par sekunder, så tag dem ikke for givet) side om side. Det mest gængse splitformat er det, der roterer på min pladespiller lige nu: 7″eren – to bands, én sang hver. Splitten kommer fra det lille amerikanske label The Losing Blueprint og rummer to ligeledes små bands: thebrotherkite og Vaguely Starshaped.

Frontcoveret på singlen er med til at indikere, hvilket humør man lige så godt kan indstille sig på at være i (ellers kommer man det ganske automatisk, når pickuppen rammer vinylen), når i hvert fald a-siden skal afspilles: Motivet forestiller et simpelt vinterlandskab bestående af snebelagte træer og jordbund. I billedets øvre venstre hjørne hænger den halve måne, som omringes af snefnug i spiralerende bevægelser. Vi har altså kulde, mørke, men trods alt bevægelse.

Det er thebrotherkite som lægger ud på singlens a-side, og det gør de med den rockende shoegazer-sang “Misery Walk”, som nærmest hiver lytteren tilbage til starten af 90’erne – de lyder i hvert fald som snydt ud af næsen på et band som Ride. Der er mangfoldige lag af snurrende, forvrængede guitar, mens trommer og bas i konstant synkroniserede rytmer lægger henholdsvis rytme og bund. Der pumpes på såvel stortrommen som på bassen, og det giver sangen et drømmerisk og samtidig dundrende udtryk. I omkvædet sker dog et interessant skifte i sangen: Det giver nærmest et spændende billede af, hvordan Brian Wilson ville have lydt, hvis Beach Boys havde spillet shoegazer. Men i thebrotherkites univers er alt, der hedder sol og strandsand elimineret. De foretrækker at spille deres musik et sted, hvor solen aldrig skinner.

Der er desværre ikke den store klarhed i produktionen. De mange lag af lyd flyder derved sammen i et stort mudderbad, når de bevæger ud af højttalerne, og det får det nemt til at lyde rodet. Mere velegnet er sangen til et par ørebøffer, som fremhæver langt flere detaljer, heriblandt lydene af iskolde keyboardtoner. Det er dog begrænset, hvor meget ørebøfferne kan redde af en lyd, som i forvejen er grumset. Præcis som det var i de tidlige halvfemsere er det i thebrotherkites “Misery Walk”: Ingen instrumenter skal fremhæves frem for andre i lydstyrken, og dette gælder desværre også forsangeren. Man kan ane de toner, han rammer, men det er til gengæld komplet umuligt at høre, hvad han synger om. Det er synd.

Vaguely Starshaped er væsentligt mere nutidige i deres sangskrivning i deres bidrag, “Pretty Early”. Jeg stødte første gang på bandet for et par år tilbage, da de havde udgivet deres demoplade, Nothing New to Prove. Den bød på en masse ligefremme, catchy melodier, dog uden at opgive de rockende elementer; der blev også smagt godt til med rigelige mængder leg og udfordring i kompositionerne, så det ikke gik hen og blev kedeligt og forudsigeligt. Den stil fortsætter bandet med i “Pretty Early”.

Hvor “Misery Walk” føles som en lineær progression, er “Pretty Early” mere af en springende, skiftende og uforudsigelig karakter. Ulig thebrotherkite har Vaguely Starshaped skubbet forsanger Aaron Shermans vokal helt i front, så man ikke kan tage fejl af, hvad der bliver sunget, og det er virkelig en befrielse for ørerne. Lige pludselig i stedet for at nynne med kan man begynde at synge med. Man kan takke bandet eller bande dem langt væk, alt at dømme efter temperament, for det er kun et spørgsmål om tid, før omkvædet sidder der og nægter at springe ud af hovedet igen: »You’ve gotta get up pretty early / If you’re going to try to outwit me,« kan man synge om og om igen.

Selv om ingen af de to bands byder på noget helt unikt, kan man dog sagtens tilskrive dem deres eget udtryk, og hvis man skulle sætte de to op mod hinanden, hvilket vel er tilladt, når de nu deler skive, så er det bestemt Vaguely Starshaped, som vinder, fordi de ikke læner sig så kraftigt op ad en gammel, udslidt stil uden fornyelse, hvilket man godt kan klandre thebrotherkite for at gøre. Der er nu ingen af sangene, som ændrer verdens gang, men de er ganske rare alligevel.


Om skribenten

Anders Hjortkær Christensen



En 12-årig dreng sad hver fredag klinet til højttalerne på sit minianlæg. Frekvensen var stillet ind på lokalradioens ugentlige top 20-liste. Han sugede alle toner til sig og noterede heftigt titlerne på de bedste sange. Hver lørdag formiddag gik turen til den lokale pladebiks, hvor han gravede udbuddet af singler igennem, indtil han fandt den helt rigtige, som han fyrede alle sine lommepenge af på for at tage den med hjem og høre den igen og igen. Den 12-årige dreng var mig. Forskellen mellem dengang og i dag er ikke stor. Smagssansen har udviklet sig gevaldigt siden da, men interessen er intakt, og jeg køber stadig plader med stor iver i jagten på den næste helt store musikalske oplevelse. Siden fulgte ønsket om at udbrede kendskabet om musikken til andre ligesindede. Med det ideal in mente stiftede jeg i 2003 Undertoner, siden, du befinder dig på nu.

Skriv et svar