Plader

Under Byen: Det er mig der holder træerne sammen

2002’s mest originale plade. Basta.

Læg dig ned. Luk øjnene. Lyt.

Det er mig der holder træerne sammen er ikke en CD, du sætter på, når du holder fest. Det er næppe heller en CD, du synger med på, mens du støvsuger. Det er en CD, der kræver meget af dig. Ikke blot skal den allerhelst høres i mørke og i høretelefoner. Den skal tilmed have din fulde og dedikerede opmærksomhed i de tre kvarter, den varer. Men modsvarer du disse krav, opfylder musikken til fulde sit formål, nemlig at gå ind og ramme dig lige dér, hvor de fleste toner aldrig kommer. Dybt, dybt inde. Spørgsmålet er, om du er parat til at lukke den ind?

På sin vis er det umådelig svært at fortælle, hvad Under Byens musik går ud på. Den appellerer til det intuitive i lytteren, der slet ikke behøver forklaringer, men blot umiddelbare følelser. Tiden står nærmest stille, når Henriette Sennenvaldt i den fantastiske “Plantage” synger: »Stemmernes sagte hvisken / Krystallernes kant / Og tiden er sprød / En due med dunkende hjerte / Når der standses og lyttes / Til planternes drømme derude« – som lytter fornemmer man ligefrem den sprøde tid og hører duehjertet i Sennenvaldts sjældne sprogvirkelighed. Som ingen anden maler hun øjebliksbilleder, der ingen vegne kommer, men eksisterer for evigt i et stillestående nu.

Således også i “Byen driver”, der må være det smukkeste eksempel på hviskende, skælvende følsomhed siden Stina Nordenstams “Soon After Christmas” og Tori Amos’ udgave af “Somewhere Over the Rainbow”. »I dag har jeg klædt mig i silke og begær«, beretter Sennenvaldt og efterlader ingen tvivl om, at hun mener det. Denne inderlighed var allerede tydelig på debuten, den ultimative vinterplade Kyst, der lullede lytteren ind i et dystert og stemningsmættet univers af fine, sarte sange. Siden har bandet vist sig som et fremragende liveorkester, der – såfremt man giver sig fuldt ud til dem – er i stand til at løfte koncerter op til et niveau, hvis lige sjældent er set herhjemme. Alt sammen, fordi Under Byen ikke bare lever for musikken. De lever i den.

Den sjælelige tilstedeværelse i ethvert åndedræt af gruppens musikalske udfoldelser kommer i endnu højere grad end på debuten til udtryk på efterfølgeren, fordi Under Byen her favner bredere uden på nogen måde at miste deres ståsted. Programmering og diverse farverige instrumenter løfter gruppen ind i en mere legesyg og mindre kølig atmosfære, så Det er mig der holder træerne sammen sagtens kan høres hele året rundt. Som et træ med ni nye blomster folder pladen sig ud og afslører lag på lag af skrøbelige strukturer, vævet sammen af den smukkeste lyrik. Intet sted er dette mere tydeligt end i det regulære mesterværk “Legesag”, der er en sand tour de force i Under Byens sans for rytmisk samspil og for at få hver eneste detalje helt frem i lydbilledet på harmonisk vis. Musikken bølger blidt frem og tilbage fra højre til venstre og tiltager gradvist i intensitet, akkompagneret af den bedste brug af det danske sprog, jeg har set i flere år:
»Du studerer mine stumper / Du pirker i det åbne / Du slikker på min sjæl / Du gnasker i min puls / Du er ikke andet end en stodder / Så kravlende et kryb / Så grådig en løgner / Jo jo det var mægtigt / Det var fint-fint / Forsvind og kom aldrig igen / Usling / Jeg kender din slags / Skygger der lokker og vil ha / Uhøflige uhøflige skygger [“¦] Alle ved jeg er syg af længsel / Ikke andet end månesyg og sær / Jeg er træt af folk / Der bare forlader mig / Alt for håbløst håbefuld.«

Under Byens unikke univers kan umiddelbart synes svært tilgængeligt, og det er da også først efter talrige gennemlytninger, at dette albums storhed for alvor finder vej til ens indre. Men det er også den eneste kritik, man overhovedet kan rette imod pladen, for efter at have roteret i min discman langt flere gange end nogen anden cd i de forgangne fire måneder åbner den til stadighed nye vinduer for mig, hvilket siger noget om dens langtidsholdbarhed.
Titelnummeret indeholder de mest medrivende trommer siden Kysts eminente titelsang og drives frem af en rytmik, der giver én lyst til at vende tilbage til det igen og igen. Der er da heller ingen tvivl om, at det helt centrale hos Under Byen netop er rytmerne. Trommerne og slagtøjet hæver sangene fra små kunststykker til hypnotiserende perler af energi og ledsages af et lydligt overflødighedshorn, der i den brilliante “Batteri generator” ligefrem bliver til dansable rytmer. Samme alsidighed bruges på fineste vis i “Ride”, der samtidig beviser, at gruppen kun går hele vejen i et nummer, når det føles naturligt. Igen passer tekst og musik så fint sammen, at man nærmest føler sig drevet afsted på den dragende rejse gennem landskaber.

»Kusken har sorg i tasken under sædet«, lyder det afslutningsvis i den majestætiske “Om vinteren”, der er Under Byens skæve, smukke stormvejr ud i postrocken og lyder, som Sigur Rös ville gøre, hvis de var danske. Stilheden viger aldrig for larmen, mens 12 minutters susende og stormende længselsfuldhed bygges op i et ufatteligt flot crescendo, der således sætter punktum for en fantastisk samling sange. At disse er om muligt endnu bedre, når de fremføres live, er blot endnu et vidnesbyrd om kvaliteten af melodimaterialet. Det er mig der holder træerne sammen er en dragende plade, der ikke alene ledsages af årets hidtil flotteste og mest originale indpakning; den indeholder også årets hidtil flotteste og mest originale musik, og om mange år vil folk se tilbage på Under Byen som et af sin tids allervigtigste orkestre. I hvert fald når der standses og lyttes. Til drømmene derude. Om vinteren.

★★★★★½

Lyt til “Plantage”:
[audio:http://www.underbyen.dk/audio/under_byen_plantage.mp3]

Deltag i debat