Plader

John Vanderslice: Life and Death of an American Fourtracker

Pop med kant. Det lyder som en kliché, men er ikke desto mindre, hvad John Vanderslice leverer på det herligt hittepåsomme Life and Death of an American Fourtracker.

John Vanderslice er tilbage i vælten med endnu et udfordrende popalbum fyldt med lækkerier. Og han følger fint op på konceptidéen fra sidste års Time Travel is Lonely. Hans nye album, Life and Death of an American Fourtracker, fortæller den skæve fiktivt-biografiske historie om et vidunderbarn af en sangskriver, som kæmper en brav kamp mod en tilsyneladende usympatisk verden omkring sig samt mod sit eget upålidelige, destruktive sind. Det er en historie fyldt med velkendte elementer som kunstnerisk inspiration, stoffer og selvmord – og det er alt sammen fortalt via Vanderslices opfindsomme sangskrivning med sære blandinger af piano, pedal steel guitar, lag-på-lag vokaler, trommeloops, usædvanlige synth-lyde og af og til stryger- og hornsektioner. Ikke to sange lyder ens, hverken i lydbillede eller sangskrivning, og medmindre man har lagt øre til Neutral Milk Hotel, synes det at være sjældent betrådt musikalsk territorium.

Life and Death of an American Fourtracker åbner med “Fiend in a Cloud”, som tekstmæssigt er et lån og en omformning af William Blakes Infant Sorrow. Sangen lægger brat ud med et kort støjmoment af violiner, som langsomt overtages af sjusket anslået akustisk guitar, der med fine lofi-fornemmelser ikke følger trommernes takt. Her skal det dog med det samme slås fast, at John Vanderslice produktionsmæssigt ikke er tilhænger af lofi’ens love og rammer, men han forstår genren og benytter sig af visse elementer derfra. Hans eget Tiny Telephone-studie danner rammen for supersprøde og klare produktioner. Alt er indspillet analogt, og generelt kæles der for hver detalje. At Vanderslice er en vaskeægte lydnørd, kan nemt bekræftes ved et hurtigt kig på hans sang-for-sang-notater, der er at finde på mandens egen hjemmeside.

Man behøver dog ikke at gå så langt for at finde beviserne. De stritter frit frem på pladens andet nummer, den ironiske og sødmefyldte “Me and My 424”, som er en fornøjelig romantisk ode til en firesporsbåndoptager (Tascam Portastudio 424 til de interesserede). Melodien gynger stille og roligt derudaf med piano, strygere og Ben Gibbard (Death Cab for Cutie) som et nynnende baggrundskor. Gibbard er langt fra den eneste musikalske gæst på pladen; flere har lagt vejen forbi Vanderslices studie og givet deres lille bidrag.

Halvvejs igennem Life and Death of an American Fourtracker får Vanderslice vokalt besøg af Kori Gardner (Mates of State), og sammen synger de dreng-pige-harmonier i “Nikki Oh Nikki”. Sangen er en passiv-aggressiv kontrast mellem den afdæmpede minimalistiske melodi med trompet, theremin samt (ifølge coverets noter) “unknowable percussion” og den vrede tekstlinje »you know that guy, who stole your girlfriend away from you in the summer of ’95? / He’s going to die, he’s going to die.« De mørke tekstudfoldelser skal tilskrives John Darnielle (Mountain Goats), der også har haft travlt med pennen i “Cool Purple Mist”, som i samme mørke stil når frem til konklusionen »I wish we both were dead.«

Men det er dog ikke så meget i det tekstlige, at man finder pladens virkelige kvaliteter, for til trods for den skæve sammenhængende historie byder de enkelte sange på implicit og indforstået billedsprog, som ikke altid er lige nemt at sætte sig ind i. Tværtimod er det musikken og ikke mindst de skøre og opfindsomme indfald i denne, der er primus motor, og det er ikke svært at hive eksempler ud, for samtlige sange byder på hver deres kreative indslag.
“The Mansion” åbner med klaver og akustisk guitar, som bygger sig op mod et bombastisk klimaks af blæserinstrumenter. Vanderslices karakteristiske artikulationer er ulig nogen anden sangers og dette ment på den mest positive måde. I “From Out Here” er der trommer i flere lag med pedal steel, cello og violin.

Generelt er det netop de mange lag af instrumenter og legesyge effekter, der gør sangene særligt interessante, og hvis man skræller dem alle af og når ind til kernen af sangskrivningen, står man tilbage med helt simple popsange af den rigtig gode slags. Og det er netop dét, Vanderslice giver sin lytter – popmusik af høj karat. Men det er netop i den konstante leg i numrene, som gør, at John Vanderslice skiller sig ud fra så mange andre indiepop-bands. Hans sange får et umanérligt frækt twist, og det klæder dem.

★★★★½☆

Deltag i debat