Plader

The Blackouts: Everyday Is a Sunday Evening

Skrevet af Jonas Siig

Rock’n’roll som vor mor plejede at lave den. Men ikke meget mere.

Med The Blackouts’ debutudspil, som bandet fantasifuldt navngiver Everyday Is a Sunday Evening, holder bandet en lang tradition inden for kompromisløs rock’n’roll i hævd. Pladens 10 numre er en hyldest til den rendyrkede rock-fornemmelse. Garage-inspireret, javist, men stadig med solide rødder i den klassiske rock’n’roll, inspireret af The Rolling Stones og til dels Led Zeppelin. Visse steder virker bandet endda som en mere støjende udgave af Violent Femmes. Især melodierne og sanger Steve Ucherek har en tendens til at lede tankerne hen mod Violent Femmes. Steve Uchereks vokal minder ofte om en manisk og – gudhjælpemig – beruset Gordon Gano. En rendyrket anakronisme kan The Blackouts dog ikke siges at være. Til trods for bandets klare inspiration har man som lytter at gøre med en mere eller mindre tidløs måde at tænke musik på, som sagtens kan fungere, hvis den bliver brugt fornuftigt. Bandets besætning består af de som altid støjende guitarer, velspillede trommer, bas og er til tider krydret med orgel. Eksempelvis i den – til en forandring – rockede “Gotta Go Somewhere Else”, hvor et skramlet orgeltema kører hen over de støjende guitarer og skaber en tykkere atmosfære end ellers.

Alt dette er selvfølgelig ganske fint. Men alligevel savner man som lytter noget mere end blot en dyrkelse af tidligere tiders lyd. Der mangler i den grad substans hos The Blackouts, ligesom man konstant sidder med en fornemmelse af, at man har hørt det hele før. Bandets sange bliver hurtigt lige så forudsigelige som deres taktart (4/4, hvis nogen oprigtigt skulle være i tvivl). Teksterne er visse steder dybt uinspirerede, grænsende til det hårrejsende amatøragtige. Det er tydeligt, at man har med at band at gøre, der ikke tager sig selv alt for seriøst. Med tekster som “The Ostrich”, der handler om at stikke sit hoved i jorden og gemme sig, krummer jeg personligt tæer. Og her gik man ellers og troede, at de platte analogiers tid var forbi.

Bandet har tendentielt en velfungerende lyd, og adskillige steder har de endda vovet sig ud i noget, der minder om flerstemmig sang (eksempelvis den aldeles horrible “Walk Away”). Det skulle de ikke have gjort. Bevares. Det kunne sikkert godt have fungeret, hvis bandet havde været begavet med mere end én person med sangevner. Det er de desværre ikke. Disse stykker fungerer i stedet som overlagt vold mod den sagesløse lytter. Det kan godt være, det er en del af udtrykket. Og det skal naturligvis være op til den individuelle lytter. Men The Blackouts formår alligevel ikke at overbevise mig. Hvis denne parodi på flerstemmig sang er en del af udtrykket, hvad er det så, de udtrykker?

Og netop det er essensen af min kritik af The Blackouts: det samlede udtryk. Deres klare selvironi til trods (eller måske på baggrund af samme) kommer de aldrig på noget tidspunkt til at levere et overbevisende udtryk. De kommer konsekvent til at fange sig selv; udtrykket har en tendens til at blive karikeret. Og det er synd, for det gør, at The Blackouts aldrig bliver et oplagt pladekøb. Jeg er sikker på, at The Blackouts mener deres musik alvorligt. Problematisk er det bare, at vi lever i en tid, hvor selv det ærlige og kompromisløse kan synes karikeret. Og så fungerer det desværre ikke. Selvom man ikke helt kan undsige sig at trampe lidt med foden, når Steve Ucherek (og hvem det så end er, der visse steder leverer den forfærdelige andenstemme) holder kæft og lader instrumental-lydene brase gennem højttalerne. Visse steder findes der gode momenter og vellydende guitarriffs, eksempelvis på den på visse punkter veldrejede “Whenever I Go Home”, hvor især outroen imponerer med sin vellyd. Hvis The Blackouts ville lade Steve Ucherek stå lidt i baggrunden og dyrke disse instrumentale passager lidt mere, ville pladen være helt anderledes og mere rammende og original i sit udtryk.

Uden en gennemført snert af originalitet bliver The Blackouts’ debutalbum desværre en plade, der imponerer med sin gennemgående fantasiløshed. Pladen bliver aldrig den rockede tour de force, som bandet sikkert havde ønsket, til trods for at der er masser af attituder at hente. Men alt taget i betragtning har man her at gøre med et band, der behersker garage-lyden i et trods alt anstændigt omfang. Og det er da også netop dét, der redder pladen fra at sikre sig den absolutte bundkarakter. Med en smule selvransagelse vil et fremtidigt udspil fra The Blackouts frigøre sig fra idolernes skygge og levere et noget stærkere udspil end dette. Så man skal absolut ikke afskrive The Blackouts helt endnu trods dette udspils noget uinteressante udtryk. Alt i alt bliver Everyday Is a Sunday Evening dog hurtigt et noget kedeligt udspil, som aldrig bliver et oplagt køb, med mindre man er fan af genren.

★★☆☆☆☆

Deltag i debat