Koncerter

Chesnutt, Vic, 23.09.03, Loppen

Den amerikanske mirakel-historie, Vic Chesnutt, leverede desværre en koncert langt under standarden for en mand af hans karakter og sangskrivertalent.

Med Vic Chesnutt er man aldrig i tvivl om, at man er i nærheden af noget stort. Den lille mand bliver med tiden tilsyneladende mere og mere fysisk skrøbelig, vel sagtens en uundgåelig konsekvens af at have været bundet til en kørestol i mere end ti år. Men bag dette let skræmmende, men harmløse ydre gemmer der sig altså én af USAs største sangskrivere. Det har han bevist adskillige gange, lige fra hans første plade, den Michael Stipe producerede Little til The Salesman & Bernadette fra 1998, karrierens foreløbige højdepunkt. Vic Chesnutts betydning for de seneste års bølge af udfordrende – og udfordrede – sangskrivere er ubeskrivelig i sin tyngde og vælde. Will Oldham har fået lov til at være den underfundige person, han er, på grund af Vic Chesnutt. Kurt Wagner fra Lambchop droppede sit day-time job på grund af Vic Chesnutt, og Howe Gelb kan stadig holde sig kunstnerisk oven vande på grund af Vic Chesnutt. Var det ikke for Vic, havde denne musikscene nok aldrig tilladt disse livets og sangskrivningens skæve eksistenser at få den succes og anerkendelse, som vi i dag kan tilskrive dem.

Men dette giver ikke automatisk straffrihed, hvilket Vic Chesnutt desværre glemte på Loppen. Hans seneste plade, Silver Lake var bestemt god, men den kan ikke alene bære en hel koncert, som den skulle på Loppen. Sangene på Silver Lake matcher ikke de forrige pladers storhed og betydning, og ej heller var koncerten på noget tidspunkt bare i nærheden af de forventninger, man med rette kan stille til et talent som Vic Chesnutt.

Koncerten bestod med enkelte undtagelser hen mod slutningen, udlukkende af numre fra Silver Lake, og på trods af sange som Stay Inside og I’m Throughs åbenlyse kvaliteter, blev de til fodnoter på en aften, der var præget af lidt for meget indlevelse og lidt for meget sjov tobak. Det med indlevelsen var et stort problem. Vic Chesnutt, der stillede uden backingband, lod sig ofte rive med i en næsten ekstatisk trance i fortolkningen af sangene. Han levede sig ind i dem, han levede sig ind i sin Gibson-guitar og havde flere gange meget svært ved at finde ud igen. Det resulterede i, at flere af numrene fra Silver Lake, som i forvejen ikke er en overflod af prægtige melodier, blev trukket i langdrag – noget disse sange desværre ikke kunne bære. Vic Chesnutt formåede heller ikke at styre uden om kedsomheden. Han skar alle sangene over samme kam – først lidt sagte guitar, så et vers, så lidt mere guitar, endnu et vers og så til sidst en mur af one-man/one-guitar støjrock. Det var svært at skelne den ene sang fra den anden. Det er ellers ikke et problem, der gør sig gældende på hans plader.

Vic Chesnutt var næsten som et intergalaktisk sort hul på den lille scene på Loppen. Alles øjne var rettet mod den lille mand, der, til trods for at han altså var krøllet sammen i en kørestol, stadig havde en stolt og rank værdighed på scenen – også selvom han næsten var tynget helt bagover af vægten fra Gibson-guitaren. Hans kontakt til publikum var upåklagelig – rar, morsom og imødekommende. Det er svært at undgå at holde øjnene fra en mand som Vic Chesnutt, der i kraft af sin egen udstillede “dårligdom” også fremtvinger en vis ærefrygt for hans overlevelsesevne og musikalske kraft. Men på Loppen viste det sig desværre ikke at være tilstrækkeligt til at redde koncerten fra at være en skuffende oplevelse. Hans bagkatalog rummer flere legender, end man tør tænke på, men disse lod han blive i kufferten i går. I stedet måtte vi trækkes igennem knap to timer med en mand, der desværre lod sine sange og sit udtryk løbe afsted med ham… uden egentlig at invitere os med ind.

Deltag i debat