Plader

The Coral: Magic and Medicine

Skrevet af Rasmus Bækgaard

Præcis et år efter debuten er The Coral klar med en opfølger, der fortsætter skattejagten i tredsernes psykedeliske musik. Tempoet er denne gang sat ned, hvilket har ført til en anderledes, men ikke mindre god plade.

Allerede da The Coral debuterede for et år siden med et særdeles spraglet og vidtfavnende album, fremstod de som en absolut ener på den nutidige engelske musikscene. Mens store dele af den øvrige britiske indiescene var fokuserede på at finde det næste Coldplay, gik The Coral på jagt i 60’ernes magiske skov af psykedeliske bands. Magic and Medicine starter tekstligt i selv samme magiske skov med nummeret “In the Forest”, hvor det proklameres, »I’m in the forest, so rare and divine / This is the place where you lose your mind.« Sangen fungerer også musikalsk perfekt som indgangsreplik, og scenen er hermed sat for endnu en tur i den magiske tidsmaskine, som The Corals musik er.

Men hvor debutens inspiration var lagt på den mere udflippede del af det musikalske spektre, har The Coral denne gang rettet fokus på genrens mere melodiske navne som især The Doors og Love. Således har gruppen også skruet ned for de ellers karakteristiske stilskift, der før gerne kom flere gange i samme sang. De eksisterer dog stadigvæk, hvilket et nummer som “Milkwood Blues” er et eksempel på. Her skiftes mellem et vers med en rhythm and blues basgang (magen til den, man kender fra Portisheads “Glorybox”), nogle rytmeskift og så et mere udflippet solostykke i midten. Men også i den skæve førstesingle, “Don’t Think You’re the First”, skifter melodien karakter midtvejs.

Ellers er det de mere melankolske og melodiske melodier, der er i højsædet i form af blandt andet den akustiske “Liezah” – der nok er den sang, hvor inspirationen fra Love er størst – samt singlen “Pass It On”, der er en forrygende kort og præcis popsang. I den forbindelse er det også værd at nævne den særdeles smukke “Eskimo Lament” med et Mardi Gras-inspireret mellemstykke.

Sangene på Magic and Medicine er generelt meget korte, og faktisk er det kun i afslutningsnummeret “Confessions of A.D.D.D.”, at musikken og de instrumentale forløb får et stort spillerum. Men her spiller guitaristen sig også helt ud i et hæsblæsende solostykke. “Secret Kiss” og “Talkin’ Gybsy Market Blues” ligger tæt op ad The Doors, og sidstnævnte har endda lånt The Doors’ brug af orglet som det bærende instrument. Et godt bud på en kommende single er “Bill McCai”, der med en dansende basgang har en smittende energi.

The Coral formår at ramme stilen fra sluttredserne til næsten perfektion, og det er hvad enten det gælder musikken, teksterne eller det visuelle design. Man kan så stille det relevante spørgsmål, hvorfor man så skal interessere sig for The Coral, og om de ikke bare er en ligegyldig anakronisme. Svaret er, at The Coral ganske vist i udgangspunktet lægger sig i hælene af sine musikalske forbilleder, men gruppen formår at blande de forskellige elementer sammen til en cocktail, der alligevel har sin egen lyd. Samtidig leveres det hele med så stort et musikalsk og legesygt overskud, at jeg ikke kan lade være med at rive mig med ind i gruppens univers.

Albummet er ret kort (38 minutter), men kommer dermed til at fremstå skarpt. Gruppen havde eftersigende skrevet over 30 sange til pladen, men valgte altså alligevel at nøjes med 11. Selvom man godt kunne ønske lidt mere musik for pengene, er det samtidig også befriende med et band, der har modstået fristelsen til bare kritikløst at lægge en masse sange på pladen. Men bedømt efter gruppens b-sider er kvaliteten af overskudsmaterialet dog også af høj standard. Hvis The Coral forsætter det hidtidige arbejdstempo, kan man jo nok forvente et nyt album, inden der er gået et år.

Det er svært entydigt at sige, om Magic And Medicine er bedre end debuten, da pladen – til trods for at man tydeligt kan høre, hvem det er – er meget anderledes. Jeg synes, at begge albums er rigtigt gode. Det nye album er mere helstøbt, men mangler måske til gengæld et par enkeltstående højdepunkter, der når op på siden af sange som “Goodbye” og “Dreaming of You” fra debuten.

The Coral mangler stadig at levere deres fuldendte mesterværk, men det ændrer ikke ved, at The Coral fremstår som et af den britiske (mainstream)musikscenes for tiden mest unikke bands.

★★★★½☆

Leave a Reply