Plader

David & the Citizens: New Direction EP

De gæve svenskere har det med at slippe håndfulde af glimrende ep’er. Denne er endnu én i rækken, og den fungerer som en forløber for bandets anden fuldlængdeplade.

David & the Citizens er blandt de allerstørste på den svenske indiescene. Sidste år udsendte de deres debutplade, For All Happy Endings, som blev godt modtaget. Men selv om bandet lå inde med en masse rigtig gode sange, havde de desværre et kraftigt aftryk af, at David Fridlund var så begejstret for Conor Obersts (Bright Eyes) sangskrivning, at det simpelthen smittede af på Fridlunds egne sange. Det resulterede i et ikke alt for originalt udtryk.

Nu, et år senere, er kollektivet i David & the Citizens klar til at prøve igen, og det resulterer i ep’en New Direction, som fungerer som en art forløber for den næste fuldlængde. Og New Direction er en ganske sigende titel. Ikke så meget fordi bandet er gået i en ny retning i forhold til det ældre materiale, men derimod fordi at de i hver af ep’ens fire sange går i forskellige musikalske retninger. Det gør New Direction EP til en spændende oplevelse, selv om Fridlund stadig ikke helt kan slippe forbillederne.

Titelnummeret åbner ep’en, og der er tale om en lækker popsang. Fridlund fastholder sin nervøse vibrato i vokalen, en teknik “lånt” hos Conor Oberst. Det er dog til at se gennem fingre med, når bandet skriver fine numre som dette. Det er en lun, sødmefuld melodi, som roligt triller fremad, mens Fridlund synger om en uhåndgribelig smerte og om at ville væk.

Det er dog ikke titelnummeret, som er det mest interessante og fremtrædende nummer. Den efterfølgende “Betina” står til gengæld virkelig frem, og det er især på grund af den eksotiske stemning, der fremkaldes i nummeret ved brugen af fantasifulde, latinoklingende percussion og rytmer. Men hvis man kender til Fridlund bare den mindste smule, kan man være ganske sikker på, at sangen ikke er tildelt en positivt klingende tekst. Tværtimod. Her fortælles historien om en pige, som på en eller anden måde er blevet mishandlet af sin far. Men hvordan lader Fridlund være op til enkeltes fantasi. Han synger: »Betina, if I’d only known the things there were to see / But I couldn’t see the forest for the trees« og senere: »We should have smashed your father’s house / And hung him out in the papers / We should have gone there with a bat / To teach that bastard a lesson or two.«

David Fridlund er en dygtig tekstskriver, men ligesom han tenderer til at læne sig en smule for meget op ad Bright Eyes musikalsk, gør han det samme i sine tekster.
I “New Direction” fremfører Fridlund et lækkert ordspil: »I took a peek into the sun / To see it is was true what the blind girl said: / – If you look long enough you will see the dead coming down / I took a look into her eyes / I saw nothing but the sky and everlasting love / And the feeling I’ve been blinded.«

I “Betina” varsler åbningen af sangen om visse uforklarlige forandringer i sand Fevers & Mirrors-stil (titlen på et Bright Eyes-album til dem, der skulle være i tvivl): »Lately there has been some kind of changes in the structure / It seems somehow the sunlight doesn’t move the way it ought to.« Hermed ikke sagt, at ovenstående linjer er direkte stjålet, men lad os bare slå fast, at Fridlund er meget inspireret af Obersts lyriske symbolsprog. Han bruger ganske vist andre symboler i andre sammenhænge, men den sproglige stil hører umiskendeligt hjemme et sted i Omaha.

På den sidste halvdel af New Direction EP dæmpes lyset i legestuen. Sangenes tone er mørkere og mere fokuserede i forhold til de to åbningsnumre. Hvis “New Direction” måske lugtede lidt af Bright Eyes, oser “Glued to the Light” til gengæld af Neutral Milk Hotel i en sådan grad, at det næsten er ulovligt. Folkstilen (med irsk bismag) dyrkes til fulde i dette nummer, så sentimentaliteten næsten koger over. Mandolinens lyst klingende toner fører én tilbage til en tid, der var engang. Fridlund fortæller om de knap så uspolerede år fra sin barndom, og selv om alting lyder lidt for meget af Jeff Mangum og hans aflagte Neutral Milk Hotel-projekt, er det så trist og samtidig så indbydende en melodi, at man kan se ud over den overdrevne inspiration.

Den mørke og dramatiske tone, som blev indledt på “Glued to the Light”, bliver ført til fulde på den afsluttende “Time Is Nothing”. Sangen indledes af triste toner fra et klaver og en cello. Sangen rejser sig langsomt som en bølge og slår over i et klimaks, hvor klaveret tager til, fulgt godt på vej af trommer og trompeter. Ovenpå hæver Fridlund stemmen. I tekstuniverset er han den personificerede stemme for en eller anden ubestemt djævelsk følelse eller begreb. Sangen falder til ro på ny for igen at bygge sig opad. »Time is nothing,« synger Fridlund og sangen afbrydes pludseligt af en anslået tone på klaveret i den høje ende af skalaen. Pladen løber ud, og stilheden tager pludseligt over efter denne voldsomhed, som lukkede New Direction EP.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at David Fridlund med sit band skriver nogle hjerteskærende smukke sange og fremfører dem ligesådan. Men de har ikke formået at indløse mine forhåbninger om et mere selvstændigt udspil efter debuten i stedet for at prøve at lyde som forbillederne. Lad os håbe, at de har kappet de fleste bånd, når fuldlængden kommer.

★★★★☆☆

Deltag i debat