Plader

Eastern Lane: Shades of Black

Skrevet af Anders Groenkjaer

Et udspil, der byder på interessante melodier, men desværre ikke er hverken nytænkende eller banebrydende.

Efter første gennemlyning sad jeg lidt med tanken om, at det, jeg lige havde lagt ører til, burde have været smidt på gaden som to ep’er. Pladen var simpelthen for usammenhængende. Når nu man har valgt at samle alle 11 numre på én og samme plade, kan jeg ikke undgå at sidde tilbage en smule uforløst.

Eastern Lane er et nordengelsk band med base i Berwick – sådan omtrent det mest afsidesliggende område af det nordlige England ved grænsen til Skotland. Denne isolation fra alting er så det, Eastern Lane forsøger at kanalisere over i deres 80’er- og 90’er-inspirerede indierock, hvor guitaren er omdrejningspunktet.

Det skal være melankolsk, og det lykkes for så vidt også nogenlunde. Bedste nummer på Shades of Black er åbningsnummeret “Dead July”. Helt igennem melodisk. Dejlig guitarlyd og god opbygning. Herefter følger desværre en parade af numre, der kræver en del tålmodighed, før de vinder ind.

Shades of Black er en årstidsplade. Man skal ikke sætte den på en vidunderlig sommeraften. Den egner sig helt klart bedst til en regnfuld, stormende efterårsnat, hvor man kan føle tomheden og kulden fra det engelske højland – langt fra alting.

Personligt er jeg meget begejstret for lange, rene melodiske flader, hvor hele spektret af følelser og indtryk får lov til at fylde rum og univers. Det er det, Eastern Lane gerne vil opnå, og det halter desværre en smule. Klaveret spiller en stor rolle på Shades of Black, og det er fint. Men når tanken bag brugen af klaveret bruges på samme måde igen og igen, har magien det med at gå af fløjten, og det er det, der sker her. Potentialet til de eftertænksomme og storladne melodier er der et godt stykke af vejen, men går alt for ofte hen og bliver en kende udvandet. Det er en skam.

Vokalmæssigt såvel som musikalsk er det svært for mig at betragte Eastern Lane som et band, der er modent til at stå helt på egne ben – endnu. Det skal nok komme med tiden. Det virker som om, man ikke helt ved hvilket ben, man skal samle den overvejende del af vægten på, og det skaber en plade, der potentielt kunne være blevet en rigtig stor fornøjelse, men som hænger en smule fast i ubeslutsomhed og dermed bliver jævnt trist og forudsigelig.

★★★☆☆☆

Deltag i debat