Koncerter

Eels, 04.09.03, Pumpehuset

Fra Electro Shock Blues til the blues som sådan krydret med en mand i blød hat spillede Eels for et forlængst udsolgt Pumpehuset og leverede en koncert, der på godt og ondt var et indblik i Eels’ skæve verden. Udenforstående bør ikke starte her.

Hvis vi havde befundet os på et hipt diskotek i stedet for Pumpehuset, var der nok en del kroppe, der havde kastet sig ned og vredet sig rundt til Mc Honkys åbningssæt, men aftenens rockpublikum nøjedes pænt med at stå og nikke deres hoveder troligt til rytmerne af dette E-sideprojekt, der i aften rent fysisk manifesterede sig i en piberygende tyk morfartype, komplet med blød hat og cardigan.

Historien om Mc Honky er for lang og for langt ude, til at jeg tør gøre forsøget på at genfortælle den, men musikken minder om obskur 60’er-funk, der nok kun er kendt af de få. Pladen er ingen nydelse, men som han stod der i sin cardigan – pillede ved nogle knapper, scratchede nogle plader og kæderøg sin pibe i et tempo, der gjorde det klart, at han ikke normalt var piberyger – gav det nu egentlig ganske god mening. Senere mellem ekstranumrene bemægtigede han sig også scenen for blot at blive smidt væk af Eels’ håndlangere. Alt sammen en gimmick udsprunget af E’s forvredne tankegang.

Efter at pladespillere, mixerpult og andet udstyr var blevet fjernet fra scenen, trådte Eels 3 mand stærk op på scenen og lod en tonstung bluesrytme fylde rummet. Min umiddelbart første tanke var, at Butch, trommeslageren, havde tabt sig ganske voldsomt. Desuden troede jeg, at E var ovre sin Unabomber-periode med langt skæg og solbriller. Svaret faldt prompte, da lyset fra en kraftig spot hvirvlede rundt i rummet og landede på E, der fra skuldrene af en roadie blev båret igennem rummet, spillende på en mundharmonika der lagde yderligere bund til bluesrytmen. Manden med skægget var Koool G Murder, som også optræder på de seneste par Eels plader. Trommeslageren hedder Puddin og bliver på Eels’ hjemmeside præsenteret som Butchs lille fætter. Med E på scenen og yderligere en guitarist var Eels nu samlet og klar til at gøre sig deres hyre fortjent.

Bluesrytmerne stoppede og blev afløst af mere blues. Det var først i tredje nummer, at jeg kunne nikke genkendende til den musik, Eels tilbød denne aften. Countryblues-klassikeren 60 tons blev præsenteret i en hårdt rockende udgave, der ikke lod originalen noget tilbage at tilbyde, som vi ikke fik her. De to første numre viste sig at være covernumre. Herefter tog Eels’ egne kompositioner over. Packing Blankets blev fremført i samme stil som åbningsnumrene. Efter et par numre til i samme stil truede monotonien med at tage over. Dog Faced Boy vendte det billede: Den skal modsat Mr. E’s Beautiful Blues, My Beloved Monster og hvad der ellers er blevet spillet af Eels’ egne numre, spilles hårdt og rockende. Dog Faced Boy blev til Agony, tempoet faldt, intensiteten steg, og med ét stod jeg midt i en fantastisk koncertoplevelse.

Det var så som så med kommunikation mellem bandet og publikum. Størst respons fik I Like Birds på grund af dens råbevenlige omkvæd. I den sidste halvdel af koncerten blev der dog plads til et par små kommentarer fra scenekanten. Samtidig med at der blev skruet ned for den tunge lyd, fik dette koncerten til at trække i en langt mere sympatisk retning.

Hvis man har lagt ører til de to seneste udspil fra Eels, ved man, at den nye stil er rock. Alligevel savnede jeg det underspillede, den længsel og det afsavn man finder på Electro Shock Blues og Daisies of the Galaxy. En lille smagsprøve på det fik vi i det 3. sæt ekstranumre. Mc Honky-karakteren gjorde sin entre på en tom scene og bemægtigede sig keyboardet. Han gik i gang med Beautiful Freak, men efter 30 sekunder blev han fjernet af et par roadies, hvorefter E gjorde sin entré og spillede nummeret, kun assisteret af sig selv på førnævnte keyboard. Herefter sluttede koncerten, lyset tændtes, og folk gik mod garderoben.

5 minutter senere bragede et inferno af lyd ned til os i stueetagen, der troligt havde gjort os klar til at gå. Bandet var gået på scenen igen og leverede 10 minutters støjrock af en anden verden, der kulminerede i, at Koool G Murder overtog trommerne, kørte en rytme, og Puddin kastede sig ud på scenegulvet og leverede en gang oldschool breakdance. Hvad andet kunne man forvente fra Eels?

Fra det monotone til det mesterlige, leverede Eels både varen og god underholdning i Pumpehuset. Til trods for savnet af den mere lyse side må jeg indrømme, at jeg lod mig imponere af de små skævheder, som der blev lagt ind i koncerten, som eksempelvis Mc Honky-karakteren, støjinfernoet, samt det at E lader sig bære ind på scenen. Det musikalske skift, han har lavet, samt de små skævheder på scenen vidner om en mand, der både vil prøve grænser af og samtidigt underholde folk. Det lykkedes nogle gange bedre end andre, men efterlader én med lysten til at se og høre mere.

Deltag i debat