Plader

The Fashion: Rock Rock Kiss Kiss Combo

Med debuten hos BMG lægger The Fashion sig ind i den populære 80’er-orienterede new wave-bølge. Det resulterer i en plade, som er ganske fin, selv om der kan drages tvivl om, hvor langtidsholdbar den egentlig er.

Drengene i The Fashion har hele tiden lagt vægt på det dobbeltsidige i deres bandnavn: Fashion kan på den ene side betyde at gøre tingene på en bestemt måde eller facon, og på den anden side kan navnet også forstås som mode. Hvilken af de to betydninger, der kom først, skal jeg ikke kunne sige, men The Fashions måde (facon) at skrive musik på ruller ind i en populær musikalsk bølge (mode), der gør, at bandets plade lander på det helt rette tidspunkt – fortænkt eller ej. Rock Rock Kiss Kiss Combo, som er titlen på debutpladen, byder på et flertal af sange, som cirkulerer omkring ungdommens uspolerede glæde, noget der matches ganske godt af den pink 80’er-kulørte, new wave-inspirerede musik. Det er en plade, der til tider rammer helt plet, men som også rammer ved siden af hist og her.

Et tight beat bryder stilheden efter trykket på play-knappen, og ud af højtalerne vælter de glade toner, mens der synges om den ustoppelige ungdomsdrift, om de unge som danser ud på gaderne og ikke er til at stoppe. Dette skyldes alene musikkens kraft, og den spiller på sit absolut højeste i åbningsnummeret, “Let’s Go Dancing”, som også er bandets første singleudspil. Der er intet dybere budskab end den umiddelbare livsglæde, som udtrykkes i de åbnende linjer: »Let’s go dancing / On the sidewalks and the rooftops here all over town / Will you be coming?« Mellem forsanger Jakob Printzlaus vokallinjer bryder et nærmest småflabet kor ud i begejstrede tilråb. Koret udtrykker den smittende glæde, som bandet prøver at udbrede på hele pladen; de er konstant til stede, lurende et sted i baggrunden for af og til at springe frem mod mikrofonen og slippe et begejstret tilråb. “Let’s Go Dancing” fungerer som et glimrende åbningsnummer, og det er ét ud af tre numre, som er genindspilninger (deres oprindelige form er at finde på en lille lyserød 3″-cd-single, som er udgivet på North Post).

Man kan sige meget om The Fashion, men de formår at skille sig ud fra mængden af new wave-inspirerede bands. Det mest iøjenfaldende må være deres outfit: I coveret til Rock Rock Kiss Kiss Combo er alle fem medlemmer iklædt lyserøde bælter og halsklude, og tre af de fem medlemmer er endvidere trukket i en sømandslignende stribet t-shirt. Man kan mene om det, hvad man vil, men bandet er da i hvert fald med til at skabe deres eget image.

Hvis vi fokuserer på musikken, er der ligeledes et karakteristisk træk at spotte, nemlig Printzlaus vokal. Printzlau slider og flår i eget stemmebånd for at presse sin vokal mod et tilsyneladende usynligt loft. Han når meget høje toner, og der er samtidig i hans vokal en insisteren på, at man skal sgu’ høre efter, hvad han har at sige. Han efterlader dog undertegnede med et ønske om mere variation i vokalen. De høje toner er som sådan fine nok, men det hænder, at han strækker sig så vidt, at han lyder lidt for anstrengt, og det bliver enerverende i længden. Hvis han, som eksempelvis i verset i Roller Disco Inferno, bevægede sig mere i de dybere toner, så ville springet til de høje af slagsen også have et mere bombastisk præg.

Kun dumme mennesker kan påstå, at musik skal være svært for at være godt. Simpelt kan nemt gøre det, og det gør det i høj grad i den smittende glade “Break Out Your Recorder”, som med en The Smiths-inspireret jangly rytme byder op til livlig dans.
Pladens absolut største invitation til at hoppe og danse rundt i rummet finder man i “Roller Disco Inferno”. Selv om der er tydelige tegn på en halvsvag falset fra Printzlaus side, eksploderer han til gengæld i omkvædets rus. I “Who Rocks the Party” spørger de amerikanske artpunkere i Les Savy Fav: »Who rocks the party that rocks the body?« Det mener The Fashion bestemt at have svaret på. Printzlau synger nemlig i “Roller Disco Inferno”: »We rock the party that rocks the body when there’s nothing left to say.« Jamen, så lad os da enten klappe i eller skråle med, for dette nummer er simpelthen fabelagtigt!

Der er også plads til et par nostalgiske tilbageblik på den uskyldige ungdom, dengang musikken havde en noget fremturende og påvirkende indflydelse på det unge, skrøbelige individ. I “Mix Tape” er det mindet om den første båndoptager og musikken »that was coming from the underground«. Teksten er ledsaget af en uimodståelig poppet melodi, som ikke ligger langt fra noget af det bedste fra navne som Blondie og Kim Wilde.

“Teenage Beats” præsenterer en tekst med et mere selvbiografisk prægog handler basalt set om vigtigheden af og kærligheden til musikken: »The teenage beats you were screaming for, they will go on forever / You can’t steal the passion from our young hearts.« Sangen blander de helt rigtige elementer fra poppen og rocken, og udtrykket er ganske fuldendt.

Der er desværre også en række sange, som ikke lever op til det niveau, som de ovenstående sange har sat. “Boys and Girls”, som er endnu en genindspilning af et ældre nummer, byder på en grum kinesisk inspireret synthintro, hvorefter Printzlaus vokal bryder igennem i et vanvittig højt leje. Han synger til drengene og pigerne: »Let’s all just kick it while we can.« Men energien holdes herefter nede af en synthbass, som ud over trommer er det eneste eksisterende instrument i lydbilledet i dét, der skulle have været passagen med fuldt knald på. Hvorfor bandet vælger at underspille, hvor der burde gives fuldt los, forstår jeg ikke helt. Sangen ville have udgjort en glimrende b-side, men den er slet ikke stærk nok til at være på nærværende plade.

I “Nation of Superstars” skifter den tekstmæssige vinkel fra den uskyldige ungdom og de nostalgiske tilbageblik til et decideret verbalt angreb på den amerikanske levestil og dennes indflydelse i Danmark. Det er de færreste, som bryder sig om amerikaniseringen, og der er da også et utal af bands, som har behandlet emnet i skarp kritisk tone. The Fashions angreb er langt fra skarpt nok; det bliver nærmere et halvnaivt piv tilsat glade toner, og det får ganske enkelt ikke den ønskede effekt.

Værst bliver det dog i “Riots in Technicolor”, som er The Fashions frygtelige slutnummer. Sangen indledes med et regulært discobeat suppleret af forfærdelige synthlyde. Beatet bliver senere fulgt på vejen af akustiske trommer, og Printzlau bevæger sig ud i en halvt syngede, halvt rappende stil, noget der bestemt ikke klæder ham. Oprøret, han synger om, forekommer tåbeligt og indholdsløst, i hvert fald med en sådan baggrundsmusik. Det får mig til at tænke på en forgangen populær-generation navngivet af en vis Coupland og dennes term ‘chryptotechnophobia’: At teknologien kan være mere af en plage end en velsignelse – det passer for mig at se ganske godt til netop dette nummer, som er helt og aldeles overflødigt.

Overordnet set har The Fashion lavet en udmærket debutplade. Den umiddelbare glæde i deres musik går ind og sætter sig i kroppen, og man drives af en uimodståelig trang til at danse rundt. Men samtidig kan jeg ikke lade være med at tage den som et øjebliksbillede, som luner netop nu – om jeg får lyst til at sætte pladen på om et halvt år, er til gengæld tvivlsomt.

★★★★☆☆

Deltag i debat