Plader

Fin Fang Foom: With the Gift Comes the Curse

Skrevet af Jakob Lisbjerg

En helt speciel blanding af postpunk og mathrock præger den amerikanske trio Fin Fang Fooms andet udspil, som er udgivet på det lille amerikanske selskab Lovitt Records.

Coveret siger ikke meget om, hvilken slags musik der gemmer sig på Fin Fang Fooms andet album, With the Gift Comes the Curse. En halvsort tegning viser et ængsteligt ansigt. Ved en hurtig, overfladisk gennemlytning virker albummet støjende som en dårlig Metallica-plade og kedeligt som gammel postrock. Men vent. Lyt igen. Det her er et af de tilfælde, hvor man får langt mere, end man forventer.

Fin Fang Foom er en trio fra Chapel Hill, North Carolina. Ligesom deres første album Texture, Structure, and the Condition of Moods er With the Gift Comes the Curse udkommet på det lille amerikanske label Lovitt, som udgiver andre interessante bands som The Cassettes og Bats & Mice. Lovitt Records er i sin oprindelse et punklabel, og Fin Fang Foom stiller da også op med en klassisk punkbesætning: Tre mænd, som spiller henholdsvis bas, trommer og guitar. Dertil tilføjer trioen forskellige tangentinstrumenter, hvilket kommer til at betyde meget for det musikalske udtryk.

Fin Fang Foom lyder ikke umiddelbart som noget, jeg har hørt før. Eller det vil sige, at de lyder faktisk som en del bands, jeg har hørt før – jeg har bare aldrig hørt dem på én gang. “Yesterday Doesn’t Exist” lyder de første par minutter, som Mogwai gjorde i gamle dage på Young Team – midtvejs knækker filmen midlertidigt, og det rullende piano, der er til stede alle vegne på albummet, kommer langsomt ind i nummeret. Man tror, at resten af nummeret er ødelagt, men det drejer sig blot om 30 sekunders mellemspil, som skiller sangens Mogwai-pastiche fra en Karate-pastiche – dog med rullende piano. “Lifted” lyder som Billy Mahonie på en god dag – med Diefenbach som gæster. I samme nummer er der dog til tider nogle underlige dobbeltslag på stortrommen, som får én til at tænke på mere metalorienterede bands.

Produktionen af albummet må siges at være ujævn. Vokalen i en del af numrene, for eksempel åbningsnummeret “The Jetties”, er nærmest ikke-eksisterende til tider, selv om man egentlig godt kan høre, at den er der. Det er ikke til at finde ud af, om det er meningen, at den skal være så nedproduceret i lydbilledet. Det virker ikke som et bevidst valg, og albummet fungerer også bedre der, hvor vokalen (pludselig) ligger mere fremme i lydbilledet, eller hvor der ingen vokal er – pladen indeholder mindst 2 instrumentalnumre, “Lifted” og “N.C. Blackout”.

Netop på grund af den måde, vokalen er produceret på, skal man ikke lede efter den dybere mening i teksterne, som da heller ikke er inkluderet i coveret. Hvis man endelig skal tolke noget, så er det ængstelige udtryk på coveret helt i overensstemmelse med musikken.

With the Gift Comes the Curse er en plade med masser af gode momenter: støjende guitarflader, rytme- og temposkift og gode melodier. Albummet indeholder punk, hård rock og postrock og er meget varieret.
Men With the Gift Comes the Curse har en række irritationsmomenter, som er svære at abstrahere fra. Når Fin Fang Foom benytter sig af piano, giver det “In Harm’s Way” et mere følsomt og dronende udtryk. At nummeret så burde have været to minutter længere, er en anden sag. Hvis man imidlertid lytter albummet fra ende til anden, kommer pianoet tilbage igen og igen med næsten samme rullende skala-effekt. Og det bliver man træt af. Alligevel er With the Gift Comes the Curse et udfordrende og anderledes album, som er værd at lytte til.

★★★★☆☆

Deltag i debat