Plader

Four Square: Three Chords… One Capo

Indholdsløs poppunk er, hvad Four Square leverer på deres seneste album, og ingen af de 11 sange formår bare at komme den mindste smule ud over kanten. Ærgerligt.

Det var dog en lang sang,” var det første, jeg tænkte, da jeg lyttede til canadiske Four Squares seneste plade. Og mens jeg sad og ventede på, at næste sang skulle begynde, hørte jeg den lille velkendte snurrelyd, der markerer, at CD’en er færdig. Forundret tjekkede jeg lige efter, om det var min CD-afspiller, der var noget galt med, men det så ikke sådan ud, så jeg måtte bare forsøge igen…

Og så slog det mig! Grunden til, at jeg ikke kunne skille sangene ad, var den genialitet, der gennemsyrede hele albummet – et så helstøbt værk at man slet ikke lægger mærke til, at sangene skifter. Og nu, når jeg lytter ordentligt efter, begynder jeg også at lægge mærke til de ligeledes geniale tekster, der sammen med musikken går op i en højere enhed.

Det er virkelig, som om jeg har kendt bandets frontfigur og tekstforfatter, Simon Head, hele mit liv, for han synger, præcis hvad jeg føler, og om alle de problemer jeg har. Åh, for det kan altså godt være hårdt at være teenager. Især når alle lærere på skolen bare er imod én, og musikbranchen bare er så fucked-up, og pigerne end ikke vil skænke én et enkelt blik. I det hele taget er verden noget lort. Og der er ikke noget bedre end musik, der udtrykker éns følelser.
“I’ve been mistreated all my life!” bliver der sunget af fulde lungers kræft fra mine højttalere. Ja, for fanden, det er jeg jo. Hvor ved han det dog fra? Det er nærmest lidt spooky. Men rart i hvert fald sådan at kunne søge tilflugt i Four Squares musik, som heldigvis ikke er så svær at sætte sig ind i – med en simpel band-opsætning, der ud over vokal består af guitar med masser af pumpende powerakkorder, monotont trommespil og en groovy bas, er musikken rent musikalsk ikke så svær at forstå, og det er lige noget for mig, for jeg har slet ikke overskud til at sætte mig ind i noget som helst.

Og Four Square har virkelig fundet en god sangopskrift, og fordi sangene er meget ens, hænger albummet rigtig godt sammen, og det gør ingenting, at der ikke er så meget nyskabelse at finde, når bare sangene er så fede, som de er. Tag f.eks. Life Forgotten hvor teksten kunne være taget direkte ud af min dagbog. Eller Hitmaker der bare rækker fuck til musikbranchen på en superfed måde. Eller Steps der lyder fuldstændigt som den Green Day-sang, du altid nynner med på, men aldrig kan huske hvad hedder. Faktisk er der ingen dårlige numre på albummet. Det eneste, der trækker lidt ned og betyder, at Offspring stadig er mit yndlingsband, er den manglende power.

Sådan ville jeg sikkert have beskrevet Four Squares plade, hvis der på kalenderen havde stået 1998, og jeg havde været 11 år. Men i dag leder jeg, som mange andre, altså efter lidt mere i musik end en gruppe voksne mænd, der spiller musik på pubertetsniveau med kedelige ensformige sange uden nogen som helst udfordring overhovedet og tilmed med tekster som “I hate the way you think / I hate the way you smile / I hate the way you talk / I hate your style” og ” I think about you every day / I wonder if you think about me just the same“, der i bund og grund kunne have været skrevet af hvilken som helst 12-årig halvdeprimeret knægt.

Man må dog give Four Square deres evne til at skrive de rocksange, de nu engang gør. Indrømmet, man kommer let til at vippe foden i takt med musikken og nynne lidt med på omkvædene, på samme måde som man i mangel på bedre også kan finde Britney Spears sange ganske medrivende i beruset tilstand. Og netop dér ligger problemet; der er ingen grund til at lytte til Four Square – det hele kan fås i bedre versioner, og der findes kun meget få albums, der er mere ligegyldige end dette. For selvom man sagtens kan fange sig selv i at nynne lidt med, bliver det efter 2-3 minutter nok, og man vil gerne videre. Men der bliver ufortrødent sunget og spillet videre i 34 minutter, normalt en kort spilletid for et helt album, men i dette tilfælde alt for langt.

Selv om jeg tvivler på, at Four Square vil fange mange lyttere med deres album, kan jeg have taget fejl – og hvis man synes, at grupper som Reel Big Fish og Sum 41 er dødsjove, at Offspring er seje, og at Blink 182s musik indeholder interessant guitarspil, og samtidig synes at sangtitler som Mistreated, 1000 Sorrys, Life Forgotten og We Alone er alle tiders, vil man sikkert også finde Four Square ganske underholdende.

Men til alle andre, der søger lidt mere udfordring end den, man finder hos førnævnte bands: Lyt til Three Chords… One Capo, mens du støvsuger og ikke har overskud til at tænke – eller endnu bedre: Lad helt være med at høre pladen, for med 34 minutters ligegyldigt klynkeri fra start til slut har Four Square lavet en plade, der aldrig vil blive glemt – ene og alene af den grund, at den aldrig vil blive husket.

★☆☆☆☆☆

Deltag i debat