Plader

Frost: Melodica

Skrevet af Martin Petersen

Der går en fin rød tråd fra kulden i Tromsø til det meget stilrene, primært hvide coverdesign, der pryder Melodica. Til trods for navnet Frost er Melodica alligevel en varm og indbydende plade.

Jeg kunne godt tænke mig at sidde i en halvtom natklub under et hotel i Moskva. Interiøret skulle være i rødbrune nuancer anno 1978, ikke slidt, bare uddateret. Natklubben skulle være i klassisk opsætning med rækker af sofagrupper op mod en scene, der rummer to personer. Det mandlige islæt sidder sløvt og klikker på en computer, halvt skjult bag dens skærm. Kvinden sidder lidt foran ham på en barstol med en mikrofon og vugger hovedet i takt til musikken. Kvinden ville gå ud og pudre sin næse, mens det instrumentale nummer Klong fylder rummet, og tjeneren ville komme hen og spørge, om jeg ville have endnu et glas Dubonnét.

Der er langt fra Moskva til den danske sensommer, og her gør en kold øl sig bedre end rødvinslikør; alligevel kunne jeg godt være tilbøjelig til at putte Frost på anlægget. Titlen Melodica virker som mere end bare navnet på en plade – det kunne sagtens være betegnelsen på den type musik, pladen rummer: Flydende elektronisk pop med dubbede loungeundertoner er alligevel for langt at skrive, så hvorfor ikke melodica?

Bedst er det, når Aggie Frost Peterson lyder som en nyforelsket, genert loungesangerinde på Duo. Når hun rammer linjen “We were meant to be, I know” sidder man med håbet om at være den udkårne. Det instrumentale nummer Klong ligger i naturlig forlængelse. Når man nærlytter det, kan man i baggrunden høre en damestemme sige “hakket kød“, “oksemørbrad“, ” leverpostej” og andet, det ikke er lykkedes mig at tyde, alt sammen på dansk.

Det værste ved Melodica, at Röyksopp af uforståelige grunde har remixet Endless Love, der er blevet lagt ind som bonus sidst på pladen. Nummeret er langt mere dunkende og discoagtigt end resten af pladen og ligger der sandsynligvis kun, fordi Röyksopp er et navn, der sælger hos det publikum, som Frost forsøger at ramme.

Teksterne er naive, stemmen uskyldig og stemningen omfavnende. Man når fra det afdæmpede til det højtflyvende og falder langsomt ned på jorden igen bagefter. Melodica er ikke banebrydende nyskabende, men en solid plade, jeg ikke fortryder at have brugt tid på. Den fungerer perfekt som soundtrack til solnedgangen på en sensommeraften eller som underlægningsmusik til en parmiddag.

Jeg var på ingen måde imponeret første gang, jeg hørte Melodica, men efter en del gennemlytninger er den blevet et rart og venligt bekendtskab, jeg nødig vil være foruden.

★★★★☆☆

Deltag i debat