Plader

Mellophone: Promo 1

Skrevet af Mathias Askholm

Danske Mellophone har udgivet Promo 1, som fungerer som en opsamling over deres tre første studiesessions. Sangene hver for sig er udmærkede, men som sammenhængende udspil fungerer Promo 1 dog kun glimtvist.

Inden for politik er der en tommelfingerregel, der siger, at jo mere noget bliver understreget og gentaget, jo større sandsynlighed er der for, at det er forkert. Muligvis er det ved at blive sådan i den danske musikindustri. I hvert fald er Mellophone ikke det første danske band, der udtrykkeligt i deres pressemeddelelse gør opmærksom på, at de “hylder det unikke og ægte”, og at de “fører de ægte følelser tilbage til musikken”.

Spørgsmålet, der rejser sig, er: Tyder dette på, at Mellophone virkelig er unikke, eller er de bare endnu et dansk band med lidt for meget i munden og lidt for lidt dér, hvor det for alvor gælder, musikken. Svaret må blive et diplomatisk både-og. Mellophone bevæger sig på sikker musikalsk grund, og det på trods af at bandet gør opmærksom på, at udtrykket ligger sig mellem både rock, soul, country og latin. Der gives trods løfterne ikke mange guidede ture rundt i musikkens stilarter, og hvis det skulle have været op til mig, havde genreplaceringen endt i en folk- og countryinspireret rock blandet op med lige dele brun og varm atmosfære.

Promo 1 lægger ud med sommer sol, strand og skygge på “Anna Mae”, der lægger sig op af bl.a. Beach Boys. Tekster som »I’ll keep on surfin’ night and day« og »I’m surfing my day away« sammen med lystig guitar og fløjteri fører lytteren ind i et univers med lange strande og store palmer. Hvis man lytter opmærksomt, finder man dog, at sangen fortæller om cyberkærlighed, men glem bare det for et øjeblik og lad dig forføre.
“Under a Burning Sun” følger den behagelige start op med en countryinspireret lyd. Igen er sangen tilpas tilbagelænet til at brede en behagelig følelse af velvære.

Den syvende sang “What If…” må siges at være højdepunktet. Sangen indeholder både et imponerende omkvæd og en hammondorgel-solo. Sangeren slår sig for alvor løs i omkvædet, og Mellophone folder sig ud, som de åbenbart også kan lyde.

Efter de i alt 10 sange sidder man desværre med en følelse af, at de sidste fem (bortset fra “What If…”) bare var gentagelser af den første del af pladen. Der er på Promo 1 en kedelig tendens til, at de respektive sange tager fat, hvor den forrige begyndte, i stedet for hvor den forrige slap. Sangene er alle udmærkede hver især – og det er virkelig styrken ved denne plade, der er en slags opsamling af Mellophones tre første studiesessions – men som en helhed fungerer det ikke. Mellophone mangler nu at lave sange, der både kan binde et udspil sammen til en helhed, men som samtidig kan give tilpas meget variation og udfordring til, at lytteren ikke falder af halvvejs. Promo 1 er et tag-selv-bord med 10 variationer over den samme ret, og efter de første portioner er den behagelige følelse i maven blevet afløst af en lyst til noget andet!

★★★★☆☆

Deltag i debat