Koncerter

Mew, Traening, 05.09.03, Studenterhuset, Aalborg

Mew tog Aalborg med storm og gjorde alt godt igen. Kvartetten tog revanche både for den mudrede mellemvare-koncert på Roskilde – og for Traenings noget humørforladte opvarmning.

Det krævede ikke store anstrengelser at finde grunden til, at Studenterhuset var komplet udsolgt denne september-aften. At det slet, slet intet havde at gøre med Traening, var bandet helt bevidst om. Faktisk så uhyre bevidst, at bandets opvarmningstjans var dømt til at blive akavet. Sangerinden, Marie Eline Hansen – der flere gange med desillusion i hele sit kropssprog bemærkede: »Vi hedder ikke Mew, vi hedder Traening« – virkede fra start nervøs og noget hæmmet. Hendes stemme var heller ikke særligt godt gearet til strabadserne, og det kneb gevaldigt med at nå de højtliggende toner, hvorfor mange af de ellers interessante kor-harmonier og flertallet af omkvædene faldt grundigt til jorden. Marie Eline Hansen havde – måske besværet af en forkølelse? – ikke stemmen til at udgøre den nødvendige, markante kontrast til det dumpt huggende tæppe af støj, som det især mod slutningen af settet lykkedes resten af bandet at fremmane. Men denne intensitet og den afmålte medleven kom for sent til at fange tilhørerne, og Traening endte som en små-støjende, aldeles glædesløs nevø til Superheroes og kom aldrig nogensinde ud over kanten. Ikke engang ørehængeren “Swim” gjorde indtryk.

Men spørgsmålet er, om noget som helst overhovedet kunne have bidt på det aalborgensiske publikum – ud over Mew, forstås. Den anstrengende ævlen og kævlen, der lå som en højlydt tåge foran scenen under Traenings set, blev lynhurtigt afløst af en særdeles ekstatisk jubel (som næppe var rettet mod de ivrige lydmænds arbejde på scenen).

Og Mew lagde da også ud som lyn og torden med den evigt omskiftelige “Am I Wry? No”, der med sin intrikate struktur og sprudlende dynamik sugede publikum til sig – præcis som det smukt hvirvlende mylder af galakser på videoprojektionen bag bandet. Jonas Bjerres røst lød et kort øjeblik lidt hæs og slidt – men al deraf følgende skræk blev efterfølgende gjort godt og grundigt til skamme.

Bortset fra et par skævheder godt halvvejs gennem koncerten leverede Bjerre en ganske aldeles blændende præstation, der hist og her kaldte på gåsehuden. Vilkårene for skrøbelige momenter af skønhed er ellers ikke blevet forbedret med Mews noget mere håndfaste lyd anno 2003, men trods det faktum at der over hele linjen blev spillet kontant og massivt, fik vi en let svævende, drømmende udgave af “Wherever” samt “That Time on the Ledge” i en fint perlende, bittersød version. Men “antydningens kunst” og “less is more” var åbenlyst ikke, hvad Aalborg-publikummet var kommet efter. Der blev i hvert fald konverseret lystigt, mens Bjerre med himmelvendte øjne ydede sit allerbedste. Krystalklart og rettet direkte mod hjertekulen.

Publikums ellers betingelsesløse kapitulation kunne have opfordret til lette løsninger, men i stedet ansporede det Mew til at føje nye facetter til f.eks. “156”, hvis æteriske indledning fik støjende guitar-stænk, og den ellers konturløse “Behind the Drapes” fik et strejf af særegen tvetydighed, takket være Johan Wohlerts ulmende baslinje; der var nogen, der vaklede derinde bag gardinerne. Vaklen var der til gengæld ikke den fjerneste antydning af, da Mew spillede det allersikreste kort. “Snow Brigade” var skarp, stærk og yderst aggressiv, og omkvædets intense guitar-angreb var nyslebent som et samuraisværd.

“Comforting Sounds” stod endnu en gang distancen som en storslået finale. Der var så overmådelig højt til loftet, at der omtrent voksede hvælvinger ud på Studenterhuset, og vokalen var ren og klar som polare vindstød. Så godt som alt gik op i en højere enhed – og på sådan en dag lykkedes det minsandten også Mew at gøre “Eight Flew Over, One Was Destroyed” mindeværdig. Et langstrakt, hvilende mellemspil med rolige synthflader bød på en kortvarig, men sigende guitar-duet mellem Jonas Bjerres lyriske, enkeltstående toner og Bo Madsens afmålte, sydende støvregn af støj. En formfuldendt sammensmeltning af sart poesi og kantet, tilbageholdt aggression.
Et godt billede på en fremragende koncert.

Deltag i debat