Plader

Mink Lungs: I’ll Take It

Skrevet af Rasmus Bækgaard

En musikalsk rodebutik, der graver i den amerikanske indierock-tradition, og som på én gang både er irriterende ufokuseret og charmerende uforudsigelig – heldigvis mest charmerende. Og med en række gode melodier er det rigtig godt.

Skal en plade være helstøbt for at være god? Hvis du svarer ja, er der ingen grund til at læse videre, for Mink Lungs leverer en stor blandet landhandel på sit nye og andet album. Synes du derimod, at det er rart aldrig at vide, hvordan det næste nummer på en plade lyder, er der derimod god grund til at interessere sig for den amerikanske gruppe Mink Lungs, der på ingen måde kan beskyldes for at være hverken ensformige eller forudsigelige.

Mink Lungs består af fire forskellige sangere og sangskrivere, der alle har det til fælles, at de er inspirerede af den amerikanske indietradition med grupper som Pixies, Pavement, Sebadoh, Sonic Youth og det tidlige Mercury Rev. Der er ingen af de fire i gruppen, der kan kaldes store sangere, i hvert fald ikke i traditionel forstand, og egentlig har de alle sammen nogle lidt irriterende stemmer. Men når man har lyttet pladen igennem og vænnet sig til dét, viser det sig, at deres stemmer passer meget godt til musikken, der ligeledes er langt fra at være skolet og nogle gange næsten anstrenger sig for at ramme lidt ved siden af.

Der er mange gode – og som nævnt meget forskelligartede – numre på pladen. Åbningsnummeret “Black Balloon” er et tungt rocknummer, der ikke havde lydt malplaceret på den første Mercury Rev-plade. Et nummer som “Start From Scratch” er melodisk indiepop med et guitarriff, der lyder som stjålet fra The Cures “Boys Don’t Cry” og med en vokal, der lyder en hel del som Conor Oberst fra Bright Eyes. “Sensual Pleasure” lyder fuldstændigt som Sonic Youth, mens Mink Lungs på bluessangen “Pugnose Apt.” leger Jon Spencer Blues Explosion.

“Awesome Pride” er med sine hvirvelvindstrommer lidt hen ad Sleater-Kinney og er med en frembrusende melodi særdeles medrivende og et højdepunkt på pladen. “Men in Belted Sweaters” er poppunk med et ganske enkelt riff med nogle effektive power-akkorder. I “Secret Admirer” og “Bunny Bought a Spaceship” er lyden nærmere hen i retning af label-vennerne i Luna, mens to af højdepunkterne på pladen er sange, der hører til i den mere poppede ende af det musikalske spektrum. Der er tale om duetten “Catch Me”, der også trækker på jazz og funk, samt “Sad Song of Birds”, hvor Mink Lungs viser, at de også godt kan lide country.

Mink Lungs kommer således vidt omkring, selvom udgangspunktet hele tiden er den skramlede og beskidte rockmusik. Alle de nævnte sange er rigtig gode, men desværre indeholder pladen også et par sange, der ikke indeholder det store af hverken melodi eller musikalsk opfindsomhed. De fleste af sangene er dog ret korte, og inden man når at kede sig, er man videre til en ny sang, der lyder helt anderledes end den foregående.

Jo mere man lytter til Mink Lungs, jo mere mening begynder musikken at give, og selv om den store stilvariation ved første gennemlytning i starten kan være generende, så er I’ll Take It faktisk et rigtig godt album.

★★★★☆☆

Deltag i debat