Plader

Misfits: Project 1950

Skrevet af Martin Petersen

The backbone of punk has always been the 3-chord progression which was ultimately inspired by classic rock and roll of the 1950’s. I’ve always wanted to record some of the music that inspired the Misfits to show fiends where it all began. With this album”¦ I will. – Jerry Onlyr. Profitskabende lal!

Grumme genindspilninger af klassiske numre fra 50 og 60’erne er andet og mere end PS12. Project 1950 er lavet i anledning af Misfits’ 25 års jubilæum (de blev dannet i 1977!). Det er et effektivt værk, der leverer 10 numre på 24 minutter og præsenterer en lang række af gæstemusikere fra blandt andre Blondie, Ramones og Black Flag. På papiret er tingene i orden, men i virkelighedens verden holder det ikke.

Lige fra åbneren This Magic Moment til pladen en lille halv time senere blev lukket ned til tonerne af You Belong to Me, sad jeg og følte mig en smule beklemt. Hvis man laver 1-2-3 punkrock-udgaver af gamle numre og ikke giver slip på sig selv, ikke tilføjer det mindste glimt i øjet eller noget, der tilnærmelsesvis minder om lidt humor, får man et resultat, der nærmest fortjener en TV-annoncering. Vokalen er i særdeleshed slem: Man sidder med en idé om, at den er blevet modificeret adskillige gange for at komme til at lyde, som om at den er optaget i en garage – på nedslidt udstyr. Alt sammen for at bibeholde den rigtige attitude.

Det virker, som om man i Misfits har besluttet sig for at lave og gennemføre dette projekt, men fra start har sat sig som mål ikke at miste credibility. Dette gør, at køberen ender med at stå med en plade i hånden, der muligvis er ganske sjov for die hard-fans, men for enhver anden bare fremstår som en gang profitskabende lal. Omvendt vil mange die hard-fans nok vrænge på næsen af et coveralbum, og da det ikke lyder, som om gruppen har moret sig under indspilningerne… ja, så skal jeg egentlig ikke kunne sige, hvem der har en interesse i, at denne plade er blevet indspillet. Den er kort sagt overflødig! Numrene er alle skåret over den samme skabelon, der får pladen til at fremstå monoton og uden den mindste antydning af spilleglæde. Jeg vil til hver en tid hellere gå ud og investere penge i en Me First and the Gimme Gimmes-plade; de gør det med den glæde og det glimt i øjet, som Project 1950 er klinisk renset for.

★½☆☆☆☆

Deltag i debat